Cool Crowbar
Populær
Er Crowbar ved at blive lidt for gode til at være Crowbar? Læs her om 'Symmetry In Black', der udkommer i dag, og bliv klogere.
Symmetry in White
The Taste of Dying
Reflection of Deceit
Ageless Decay
Amaranthine
The Foreboding
Shaman of Belief
Teach the Blind to See
A Wealth of Empathy
Symbolic Suicide
The Piety of Self-Loathing
Det er svært at komme i tanker om et band, som på samme tid både er så hot og så cool som Crowbar. Udnævnt som konger af sludge har de vind i musiksejlene, da genren (jo) hører til en af de mere moderne for tiden – hot. Cool er det også, fordi der ikke er meget der tyder på, at de dyrker hypen. Crowbar spiller bare det, Crowbar gør bedst, og det er tunge, tunge ting malet med de mørkeste kulører, man kan male med i lyd – cool.
'Symmetry in Black' er det tiende album, siden bandet begyndte tilbage omkring '90, og den ballast, der ligger i dét faktum, er tydeligt til stede på denne udgivelse. Albummet kan derfor ses som et slags svendestykke for hele bandets karriere. Måske endda som et mesterværk. Måske ...
Skal man sætte ét ord på pladen må det det være ”ligetil”, for den er rolig, stoisk og tilbagelænet. Langt den overvejende del af numrene er langsomme og knusende som en gletcher, og sangskrivningen er uden så mange dikkedarer. Sammenligner man med mesterværket 'Sever The Wicked Hand', så er 'Sever...' hurtigere, mere snørklet og osende af umage og lidelse. Man nærmest kunne mærke, hvor tungt det var at slæbe korset og være inden i Kirk Windstein - hovedmanden. 'Symmetry...' derimod er lettere at begribe, tyngden i musikken til trods. Sangene sidder lige i skabet og er meget smagfuldt stykket sammen. Og det er her, at tvivlen opstår: Er det et mesterværk, eller ”bare” et umanerligt blæret svendestykke? For på den ene side virker det nærmest for let, på nippet til det rutineprægede, på den anden side er det jo netop den form for lethed, der kendetegner det virtuose. Store kunstnere får netop deres kunst til at virke så selvfølgelig, så ligetil.
Men om det er det ene eller det andet, bliver hurtigt en akademisk diskussion, for lige meget hvad, så er dette et brag af et metalalbum. Sange som åbneren 'Walk with Knowledge Wisely' og den nærmest muntert groovy skæring 'The Taste of Dying' er mageløse. Længere inde på albummet får vi som på forgængeren en stille oase, i form af sangen 'Amaranthine', som bliver efterfulgt af den sælsomt sungne 'The Foreboding', som åbner op for nogle fine, fugtige nuancer i grå. Efter 'Shaman of Belief' bliver Crowbar dog lidt for gode til bare at være Crowbar, og nogle af omkvædene lyder også som noget, de har lavet før. Men igen, det gør de så temmelig godt. Med andre ord, så er Crowbar sgu bare, ja, ret cool.