Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ren vokal reddet af RIFFS

Populær
Updated
Ren vokal reddet af RIFFS

Det, som Darkthrone blev kendt for, rykker de sig endnu længere fra på 'The Underground Resistance', som er et forsøg på at give lytteren lidt oldschool heavy metal-lærdom.

Kunstner
Titel
The Underground Resistance
Dato
25-02-2013
Distributør
Karakter
4

Siger man Darkthrone, tænker de fleste straks "black metal", men faktisk er det ved at være så længe siden, at de spillede den black metal, som bandet er blevet kendt for, at man lige så godt kan kalde bandet for death metal med reference til dødsmetal-perlen 'Soulside Journey'.

Det markante skift væk fra black metal skete med 2006's 'The Cult is Alive', som var punket, og med det aggressive lydbillede kunne det vel næsten kaldes crust. Det punkede, simple islæt har bandet siden ikke lagt helt fra sig, men der er samtidig kommet input fra den helt klassiske thrash og speed metal, og med 'Circle the Wagons' betød det en større brug af ren vokal, og den rå, raspende vokal fra Nocturno Culto blev mindre ekstrem, men var dog stadig tilpas rå til en produktion, som langt fra kan kaldes poleret.

Og det er så i den retning, Darkthrone er fortsat, hvilket the år efter har udmøntet sig i 'The Underground Resistance'. I de senere år har man kunne se Fenriz i interviews og Youtube-klips føre sig frem som en passioneret metalfan og udtale sig om metallens historie, og hvordan den havde betydning for udviklingen af det, som blev til "True Norwegian Black Metal" i sin tid. Han nærer stor respekt for de gamle thrash-, speed- og (førstegenerations) black metal-bands. Har man det in mente, når man hører Darkthrone anno 2013, så forstår man let, hvor bandet vil hen.

Hvis en plade som denne var landet i anmelder-bunken, så kunne man let have afskrevet bandet som et lidt for klichépræget forsøg på at være oldschool, for der er en del skønhedsfejl. Men forhåbentlig havde man stadig givet det dén fair chance, som man giver et så betydningsfuldt band som Darkthrone. Produktionen er bare skramlet og rå, og ved første lyt lyder den måske lidt "billig". Men ved flere lyt passer lyden meget godt, måske især, hvis man er bekendt med Darkthrone og har nydt bandets simple måde at skabe en kold og isnende atmosfære på tidligere. For selvom stilen er mere over mod old school-metal, så lurer Darkthrones mørke, stemningsfulde bedrifter stadig et sted i musikken.

Den rene vokal derimod - den har sin charme, men det er her, man for alvor bliver i tvivl om seriøsiteten i det. Tyske power metal-bands har fået smæk for bedre bedrifter. Produktionen redder dog Darkthrone lidt, fordi produktionen er så simpel, at det upolerede billede ikke ødelægges mere end højst nødvendigt. Og så er der lige den håndfuld old school-riffs, som med lind hånd er strøet ud over albummet og løfter mundvigene op i et glad, nostalgisk smil. Det kan virke som et useriøst album - som om der lidt tages pis på lytteren - men skulle det nu have været tilfældet, så er musikken faktisk blevet for god til at være gøgl.

Der er ikke én sang på albummet, som ikke har bare et par stærke riffs. Sjældent særligt originalt, men absolut forførende for ørerne. Mange riffs bærer sangene videre og giver lyst til mere, og så er det, at det går op for en, at det måske alligevel er den mest kraftfulde produktion, bandet har haft længe. Uden at der er gået på kompromis med principperne, selvfølgelig.

De 6 sange

'Dead Early' starter blacket og stemningsfuldt inden et klassisk heavy metal-riff tager over og bygger op til noget virkeligt fedt. Vokalen holder den lidt rå stil, men det brydes i 'Valkyrie', som starter ud med akustisk guitar inden sangens signatur og stemningsskabende riff kommer på. Tempoet stiger derefter, og den rene vokal kommer på, den har sin charme, men er teknisk set ikke smuk. Som klassisk heavy, men der mangler lidt nosser i det. Det har guitarerne så i stedet.

'Lesser Men' indeholder mange seje riffs, og efter et par okkult-lydende riffs kommer der et stærkt, simpelt riff, som den rå vokal i omkvædet får lov til at smyge sig fedt op ad. 'The Ones You Left Behind' bliver lidt for højtidelig at høre på, med den flerstemmige pompøse vokal, som springer lidt i niveau i produktionen og endda et sted munder ud i et meget dårligt udført falset-skrig.

Så er 'Come Warfare, The Entire Doom' langt stærkere - måske skivens bedste. En riff-kavalkade med en doomet stemning, som bliver understreget af passende lead-arbejde. Senere i sangen går tempoet op og der kommer riffs, som kunne have været med i bandets black metal-tid, men en thrashet speed metal blander sig også. Den rene vokal holder sig da også passende på afstand i dette nummer, men vender tilbage i afslutteren 'Leave No Cross Unturned' (bedre formuleret end et af de få kristne black metal-bands' forsøg på modsat budskab, nemlig Hordes 'Invert the Inverted Cross').

Her går Darkthrone Mercyful Fate i bedene, og det indledende falset-skrig virker også bedre end det bud, der var på den slags strube-øvelser tidligere på albummet. Vokalen er højstemt og højtidelig, som var det taget ud af doom-universet i gammelt Candlemass. Det næsten 14 minutter lange nummer har masser af fede momenter og riffs, som gør, at man forener sig med vokalen, og det har den fordel, at de næste mange lyt til skiven ikke medfører helt samme anke mod den ikke altid lige skønne, rene vokal.

Det er de simple, men meget effektive riffs, der redder dette Darkthrone-album. Det holder faktisk, selvom man undervejs i processen havde svært ved at tage det helt seriøst. Og det er jo egentlig en ret magisk bedrift.

'Come Warfare, The Entire Doom':