Den forsømte forsanger
Populær
Hollandske Epica hylder mødet mellem symfoni og ondskab, og selvom der vises gode takter, kan det gøres meget bedre.
2. "Resign to Surrender"
3. "Unleashed"
4. "Martyr of the Free Word"
5. "Our Destiny"
6. "Kingdom of Heaven"
7. "The Price of Freedom"
8. "Burn to a Cinder"
9. "Tides of Time"
10. "Deconstruct"
11. "Semblance of Liberty"
12. "White Waters"
13. "Design Your Universe"
Der er ingen grund til, at lægge skjul på det – bryster sælger. Hvilket de også gør indenfor metalgenren. Det virker i hvert fald på ingen måde tilfældigt, at Epica’s cover har billeder af bandets kvindelig forsanger forrest, i midten og så lige en ekstra gang til sidst - hun klæder enhver nedringet kjole.
Og det er der altså ikke noget galt i. Har man blikfang, skal man bruge det.
Heldigvis kan Simone Simons også synge, og hun kan endda hoppe omkring i et ganske højt toneleje, hvor hun konstant befinder sig.
Så langt så godt, men Epica har bare glemt at bruge hende ordentligt. Alt for langt fremme i lydbilledet, ligger Simone Simons og virker uendeligt meget malplaceret. Hun kan som sagt sagtens synge, selvom hun måske lyder lidt anstrengt til tider, men hun har slet ikke fået noget, som er værd at synge. Det er bare høj tone på høj tone i evigheder, fuldstændigt uden mindeværdige melodistemmer, der kunne give den tilstræbte pompøsitet.
Hun står nærmest ladt alene, mens resten af sekstetten pisker derudaf, og forsømmer at få hende med ind i musikken - Det er som at høre Celine Dion, der er gået forkert og endt i øvelokalet hos et gotisk band (Omvendt – hvis det skulle vise sig virkeligt at være Celine Dion, så er det stadig bedre end, hvad hun ellers har brækket ud.)
Men når de onde ord er sagt, og man trækker en ikke-integreret sanger fra, står Epica tilbage med alle de gode kort på hånden. De kan nemlig en hel del med at skrue riffs sammen, der både er gotisk dystre og taler til den muskel i nakken, der aktiverer en kraftig op-ned-ad-gående hovedrysten.
Ligeledes viser keyboardet, trods symfoniske indslag, mest aggressive indslag med strygere der kommer fra den sorte side af orkestergraven.
Også growlvokalen fylder godt ud, om end den måske er lidt for tør sine steder, men det er formentlig fordi tanken har været, at den skulle agere modspil til kvindevokalen.
Ingen af de rigtigt mange goder sider redder dog helhedsindtrykket, som virkelig skæmmes af den manglende sammenhængskraft, og det er sku lidt synd for et band der har potentiale til meget mere.