Det er stadig halvkedeligt ...
Populær
Leif Jensen & co. fremviser på dette tiende Dew-Scented-album kvintettens kompetencer, men også hvor svært det kan være at komponere mindeværdige skæringer, selvom kompetencerne er til stede.
2. On A Collision Course
3. Scars Of Creation
4. Affect Gravity
5. Means To An End
6. Ode To Extinction
7. Demon Seed
8. Power Surge
9. Prutured Perpetually
10. Living Lives
11. Atavistic
12. Reborn
13. Those Who Will Not See
14. Survival Reaction
15. Radiation Sickness
Dew-Scented er som band gået hen og blevet lidt af en middelmådig størrelse. Grundlagt i 1992 har den tyske thrash/dødsmetal-maskine spyttet intet mindre end 10 album ud, uden rigtig at opnå et gennembrud. Med kompositioner gennemgående bestående af hurtige, nakkevridende riffs kombineret med mellemstykker i midttempo, det hele tillagt aggressiv vokal, er der heller ikke just originalitet, der præger bandet, og måske er det derfor, at det aldrig rigtig er lykkedes for Leif Jensen og de utallige medlemmer, der ellers har gæstet bandet, at skrive meget mere end acceptabel musik. ‘Intermination’ er ingen undtagelse.
Der er ingen tvivl om, at 2015-versionen af kvintetten har kompetencerne. Martin Vriesde og Rory Hansen leverer snerrende thrash-riffs side om side med harmonier og ganske velfungerende soli, mens Koen Herfst manøvrer rundt på trommerne i hæsblæsende tempo. Grundlæggende et godt udgangspunkt og det skal da understreges, at ‘Intermination’ absolut ikke er en dårlig plade, den er bare heller ikke rigtig interessant. Så hvor går det galt for tyskerne?
For det første er variationen numrene imellem minimal. Efter det fuldstædigt malplacerede og misledende betitlede intronummer ‘Declaration Of Intent’ stormer bandet af sted på ‘On A Collision Curse’, hvorpå tyskerne på godt og ondt formår at sætte rammerne for resten af pladen. Herefter spilles førnævnte nummer igen fem gange, før der med ‘Power Surge’ bliver ændret lidt i fremgangsmåden – og sådan forsætter det.
For det andet er originaliteten på albummet ikke eksisterende. Understreget, de fire instrumenter i bandet beherskes til perfektionisme, men alligevel er denne thrashede version af dødsmetal hørt bedre i mange andre versioner – specielt hos de tydelige svenske inspirationskilder i At The Gates.
For det tredje er Jensens vokal grundlæggende enerverende kedelig at lægge ører til. Der er intet nyt under solen, hvad det angår, men i kontrast til hvor dygtigt et band Jensen efterhånden har i ryggen, er det svært ikke at sidde med følelsen af, at en vokalist med et bredere vokalspektra ville øge hele pladens samlede indtryk og værdi.
I denne homogene masse, ‘Intermination’ nu en gang er, er der trods alt ét enkelt nummer, der formår at vække opmærksomhed – 'Living Lies'. Det er dog næsten naturligt, da nummeret, som er en tung, groovy sag, som eneste nævneværdige nummer formår at bryde den ellers fasttømrede fremgangsmåde, Dew-Scenteds kompositioner skrives efter. Heldigvis fanger nummeret ikke kun opmærksomhed, fordi det udskiller sig, men også fordi det reelt set er en fed skæring. Resten af pladen holder et pænt niveau, men uden rigtig at imponere. Bandet besidder kompetencer, men udnytter dem ikke til fulde. ‘Intermination’ er endnu en middelmådig Dew-Scented-udgivelse, der sandsynligvis kun vil blive huske af die hard-fans.