Ekstremmetal og lydkunst i gennemført (dis)harmoni Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/88/27/8d/Dodecahedron-49-1489953923.jpg
19. Marts 2017    

Dodecahedrons andet album 'Kwintessens (Through Bodies Measureless to Man)' kaster lytteren igennem en tour de force af musikalske muligheder, når ekstremmetallen spændes til bristepunktet.

Kunstner
Titel
Kwintessens (Through Bodies Measureless to Man)
Dato
17-03-2017
Trackliste
1. Prelude
2. Tetrahedron - The Culling of the Unwanted from the Earth
3. Hexahedron - Tilling the Human Soil
4. Interlude
5. Octahedron - Harbinger
6. Dodecahedron - An Ill-Defined Air of Otherness
7. Finale
8. Icosahedron - The Death of Your Body
Karakter
5

Hollandske Dodecahedron indskrev sig med sin debut for fem år siden i den nutidige bølge af eksperimenterende og dissonante ekstremmetalbands som Deathspell Omega, Krallice, Blut Aus Nord, Thantifaxath, Gorguts, Portal og Ulcerate, og allerede da var innovationen så småt ved at blive til en trend. Kan verden virkelig magte mere abstrakt og svært gennemtrængelig musik på den yderste kant af ekstremerne? “Ja sgu!” råber Dodecahedron med 'Kwintessens (Through Bodies Measureless to Man)' og slår beslutsomt i bordet, hvorefter både det, gulvet derunder og bygningen omkring dem braser sammen.

Dodecahedrons debut af samme navn var en veleksekveret en af slagsen, også selvom den stod lidt med tåspidserne i Deathspell Omegas lange skygger. Men med deres anden plade placerer Dodecahedron sig, med præcision og finesse, som et banebrydende band på kant med metalgenrens muligheder.

Udtrykket er nøje afmålt. Guitarist og sangskriver M. Neinhuis har, med baggrund i det nu opløste fusionsjazz/metal-eksperiment Exivious, både den tekniske kunnen og den tonale forståelse på plads. Sammenhængen med Exivious er dog ikke let at få øje på i Dodecahedrons lyd, udover at vi har at gøre med en herre, der behersker både sit instrument og sine musikalske virkemidler på mesterlig vis. Der er intet ligegyldigt i Dodecahedrons tonevalg og riffsammensætning. På 'Kwintessens' er instrumentbeherskelsen rettet imod den trykkende stemning, det paniske, intense og altomsluttende udtryk.

Finpoleret kaos
Lydbilledet er ligeledes tilpasset udtrykket, og det virker, som om der er kælet for hver eneste detalje.
Produktionsmæssigt er her ikke tale om en stereotypisk sovs af reverb eller en lo-fi-produktion, der slægter den Varg Vikerneske “nekrolyd” på. Dodecahedron minder mere om det senere Mayhem. Den skarpe, næsten industrielle guitarlyd og forholdsvis tørre trommelyd henleder tankerne på 'Grand Declaration of War' og 'Ordo ab Chao'. Alle instrumenter skærer klart igennem, vokalen skærer til marven, og omkring det hele ligger tykke lag af ambiens og støjsamples.

Produktionen og det ambiente aspekts fuldendthed skyldes i høj grad skyldes guitar- og “sound synthesis”-mand J. Bonis’ baggrund som både producer og elektronisk lydkunstner. Hos Dodecahedron er der ingen syntetiske keyboardakkorder eller plastikstrygere fra et plugin, men derimod flader og forstyrrende indtryk, hvis oprindelse er svære at placere. Dette var også at finde på deres debutalbum, der ikke uden grund var dedikeret til den ungarske komponist György Ligeti, hvis musik blandt andet er blevet brugt i 'Rumrejsen år 2001'



Vi er meget langt fra et ligefremt udtryk.

Pladen er tætpakket med lag, både produktionsmæssigt, kompositorisk og konceptuelt, hvilket gør 'Kwintessens' til et noget nær fantastisk, men også temmelig udmattende sonisk bekendtskab.

Essenser, terninger, geometri og elementer
Titlen 'Kwintessens', eller kvintessens på dansk, hentyder til “indbegrebet” eller essensen af noget. Kvintessensen er en form for højere sandhed. I facebook-opdateringer beskriver bandet, hvordan teksterne kredser om vækst og oplysning, der fører til megalomani og ender i absolut tragedie.

Pladen er i den tråd opdelt i fem numre, samt et præludium, et interludium og en finale.

De fem numre er navngivet efter geometriske former, nærmere bestemt de platoniske legemer. Uden at der skal gå for meget matematik i den, er der tale om de fem mulige tredimensionelle figurer, der udelukkende består af lige lange linjer – 'Tetrahedron', 'Hexahedron', 'Octahedron', 'Dodecahedron' og 'Icosahedron'.
Det nærmeste daglidags eksempel på sådanne former er det udvidede sæt terninger, der blandt andet bliver brugt i Dungeons & Dragons. “Dodecahedron” betyder på den facon en 12-siders terning, “Icosahedron” en 20-siders terning. Så ved du det. Næste gang du skal låne et sæt terninger til et slag Snyd, kan du jo spørge bartenderen om nogle hexahedroner (på dansk bliver de kaldt heksaeder).

Der er dog en mere end geometri og terninger bundet i temaet. Formerne er på spekulativ vis blevet brugt af antikke og middelalderlige filosoffer, matematikere og astrologer til at beskrive de fem (ja, hele fem) elementers partikelform.

For eksempel blev tetraeden koblet til ild, som nummeret 'Tetrahedron – The Culling of the Unwanted from the Earth' er sammenkædet med flammernes brændende kraft. Efter præludiet sætter stemningen, skærer nummeret sig frem med kromatisk faldende augmenterede akkorder i skæve taktarter, der afveksles med et tungt groovende palm mute-riff, hvorover frasen “maternal fire” står tydeligt frem. Disse sammenhænge er gennemgående for pladen.



Motivisk opbygning, genremæssig nedrivning
Dodecahedron ikke er et alment, riff-baseret, headbanger-band. Sangene viger faretruende tæt på at kaste lytteren af, med skæve taktarter, skarpe dissonanser og meditative ambiensflader, men numrene bevarer alligevel gennemgående en vis catchiness.

Dette skyldes ikke mindst, at der flere steder vendes tilbage til et genkendeligt, aggressivt pulserende palm mute-motiv, der agerer første holdepunkt efter den kaotiske introduktion i 'Tetrahedron'.

Med motivet som holdepunkt virker musikkens kaotiske vekslen imellem dissonantisk ekstremblack, tunge grooves og mystiske ambient-flader som en malerisk rejse, der stadigt tilføjer ting til paletten.

På pladens kronjuvel 'Dodecahedron – An Ill-defined Air of Otherness' sammenflettes mere behagelige aspekter og konsonante ambienser med det gennemgående riffmotiv. Platon beskrev denne 12-sidede terning som partiklen, universet, himlene og æteren var gjort af, og derigennem altings essens. Kvintessensen synes nær, en højere positiv sandhed er inden for rækkevidde et kort sekund, for til sidst at kollapse. Finalen minder om soundtracket til en psykologisk forstyrrende horror-film, hvorover linjen "the death of your body” konstant messes. Rejsen er slut, det hele var en fejl, maleriet er smadret, alt er frygteligt, livet er druknet i vandets platoniske legeme, og albummet fader ud i hvid støj. Fy for en skefuld.

Hvis man bryder sig om udfordrende lytning, sætter 'Kwintessens' barren utroligt højt, og man ender med at spørge sig selv, om bandet kan overgå det her.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her