Dyster og snørklet
De svenske vikingemetallere King of Asgard bevæger sig ind i særere og mørkere egne af metallen.
Tilbage i '12 viste King of Asgard udgav en meget vellykket omgang vikingemetal. Et særkende ved bandets musik, og det, der var så befriende ved den, var, at disse svenskere havde inkorporeret den svenske folkemusik i riffene på noget der ellers må betegnes som blackened death metal. At de folkemusikalske inspirationer var at finde dér, betød, at bandet kunne holde skalmejer, drejelirer og andre middelalderinstrumenter ude af orkestreringen.
Det er selvfølgelig en smagssag, om sidstnævnte bør have plads i nutidig metalmusik, men det gode ved King of Asgards tilgang var og er, at sangskrivningen byggede bro mellem metallen og folkemusikken på en meget mere musikalsk facon, end de mange tilfælde, hvor der veksles mellem rockband og folkemusikinstrumenter uden at sidstnævnte egentlig har anden funktion end teatereffekt. (Ingen nævnt, ingen glemt...) Nå, men det var dengang. To år er der gået, og spørgsmålet er så, om King of Asgard kan holde takterne fra forgængeren.
'Karg' på svensk betyder ”gold”, og den stemning har de ramt temmelig godt, for hele pladen er en mere dyster omgang end forgængeren. Mere indadvent og snørklet. De folkemusikalske træk i sangskrivningen er blevet endnu mere udtalte, og svært er det at lade være med at se vætterne kædedanse for ens indre blik. Men med det musikalske mørkemaleri kommer også utilgængeligheden. Nok begynder 'Karg' med 'Runes of Hel' og 'The Trickster' som smadrer derudad i fire-fjerdedele og samler op, hvor forgængeren sluttede, men herefter bliver det mere og mere sært, og det er lidt svært at afgøre om det er en kunstnerisk gevinst eller det modsatte.
Det er nok begge dele, for nogle af sangene er virkelig velfungerende og interessante at lytte til. 'Remnants of the Past' har et tydeligt folkemusikalsk indslag samtidig med, at den har et veldrejet rensunget kor som er ud over det sædvanlige. 'Rising' er muligvis det mest vellykkede track på albummet i al sin metalliske storladenhed og fordi den inkarnerer alt, hvad der gør King of Asgard gode. Endelig er der også 'Omma', som med sin folkeklaverintro må siges at være en tilståelse til alle som har hørt Jan Johansson-inspirationen i deres musik.
Og det er jo fint nok. Mindre fint er det, at det nogle gange er ved at gå i stå. En sang som 'Highland Rebellion' bliver så tung på den forkerte måde, at den bliver stillestående og kedelig, og det er ikke den eneste gang, man tager sig selv i at kede sig en smule. Det virker som om at projektet står i fare for at blive fortænkt. I al fald savnes noget af umiddelbarheden fra forgængeren.
Men alligevel er 'Karg' en anbefaling værd, for der er mange kalorier i lytningen i den forstand, at viljen og evnen til at lave noget originalt så afgjort er til stede.