En af de gode
Populær
Engelske Amplifier har udgivet et vellykket, legesygt album, der er ét af de bedre fra den kant.
Amplifier er et progrock-band der er tungt og massivt nok i guitarlyden til at gøre sig hos fans af den hårde rock. Det massive og tunge skyldes en nærmest overdreven brug af effekter og lag i musikken, men de hiver den hjem, for det er musikalsk vellavet, og når det kan lykkes at tæmme elektronikken så vellykket, må navnet Amplifier siges at være velfortjent.
I 2004 blev den selvbetitlede debut udgivet, og den var så stærk, at den har været svær at toppe med senere udgivelser, selv om det kan virke, som om hver anden udgivelse kommer tæt på: Toeren, den skuffende 'Insider', blev efterfulgt af dobbeltalbummet og det kritikerroste 'The Octopus', som derefter blev efterfulgt af den til det svulstigt grænsende stemningsmættede 'Echo Street', der ikke vandt så mange hjerter. Nu er vi så fremme ved dette album, 'Mystoria', som ifølge matematikken skulle ramme rigtigt. Og gør den så det?
Stemningen på 'Echo Street' er lysere og mere legesyg, end den er på forgængeren. Tempoet er generelt set sat op, og de rockede riffs er også trådt mere i forgrunden. Faktisk begynder pladen med instrumentalnummeret 'Magic Carpet', der er bygget over netop dét: et hurtigt, nøgent og vaskeægte riff, der går over i, hvad man kunne kalde ærkeprog. Storladent, tight og præcist. En ganske ærlig præsentation af hele albummet.
Som nævnt tidligere er den massive, effekttunge lyd bandets varemærke, men på dette album træder vokalen mere i forgrunden. Leadvokalen kommer videre omkring (som i sangen 'Named After Rocky'), og så er korarrangementerne også blevet ganske fremtrædende. En sang som 'Bride' kan i den henseende give mindelser om Queen, der som bekendt ikke holdt sig tilbage med den flerstemmige sang.
Det er nu ikke lys og lykke det hele. Man finder også mørke og lidt mere klassiske Amplifier-sange i 'Open Up' og 'OMG', og det giver en fin kontrast til det andet, og i det hele taget begynder albummet gladere, end det slutter.
Så for at svare på spørgsmålet fra tidligere, så er svaret ”ja”. 'Mystoria' er faktisk en ret god plade, der samlet set er bedre end forgængeren. Mere udadvendt, mere varieret. Den kan måske gå hen og blive lidt for fjaset og progget, og derfor kommer den heller ikke helt op på siden af den mesterlige etter, 'Amplifier'. Men hvis lidt mindre kan gøre det, så er 'Mystoria' bestemt lytteværdig.