Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En sort invitation

Populær
Updated
En sort invitation

Amerikanerblack kan noget med at invitere nye lyttere indenfor. Således også Tombs. Når de er bedst.

Kunstner
Titel
Savage Gold
Dato
10-06-2014
Label
Trackliste
1. Thanatos
2. Portraits
3. Seance
4. Echoes
5. Deathtripper
6. Edge of Darkness
7. Ashes
8. Legacy
9. Severed Lives
10. Spiral
Forfatter
Karakter
4

Black Metal er en genre, der for mange står for noget særlig rent inden for metal: Black metal-bands mener det mere og er mere alvorlige, mere kunstneriske og antikommercielle (potato, potato), synes mange at mene. Tombs er et sortmetallisk band, som disse prædikater sagtens kan knyttes på. De er fra New York, og der er således ikke meget pandamaling over dem, men musikken er faktisk, ja, ren, alvorlig og kunstnerisk.

”Ren”, fordi Eric Rutan (Hate Eternal, tidl. Morbid Angel) har produceret den ganske stramt. Metallisk og tung, men med et klart defineret lydbillede, som øret nemt finder rundt i. Der er ikke meget effektlir eller nogen subsonisk bas til at fugte trommehinderne, så lyden er lige vel tør og komprimeret – men sådan er det jo gerne med Rutans produktioner ...

Der er ikke meget groove eller dansetrang i sangene på 'Savage Gold'. De er holdt stramt til en vekslen mellem stemningsskabende grindede flader og en mere klassisk gang tons. Og det sidste er faktisk noget, som er med til at åbne musikken op for andre end genrefansene.  Er man til metal i bred forstand, men ikke helt solgt til det sorte, er der mange passager på 'Savage gold', som er ganske indbydende – f.eks. på sange som 'Seance',  'Spiral' og især 'Edge of Darkness' der er en vaskeægte skrubsak af et sværtet metalhit. En sang, der rammer lige så bredt som Behemoth på en god dag.

Så er vi ved det kunstneriske. Man skal jo altid købe præmissen for et kunstnerisk projekt, før end man kan hylde det som sådan. Og lad det være sagt med det samme: Denne skribent er ganske tilfreds med 'Savage Gold', men ikke entydigt, hvilket måske afslører en nøgen plet eller to i skribentens manke af musikforståelse. Problemet er det postmetalliske elementer, som ikke rigtig bidrager med noget spændende. Snarere tværtom, for de er nemlig på en gang svulstige og artsy-fartsy samtidig med, at de er kedelige og irriterende. Værst er det med den rene vokal på 'Echoes' der kort og godt lyder ad helvede til. Punktum. 'Severed' er på den konto heller ikke for god. Er denne anmelder en afstumpet, skaldet idiot, eller er kejseren nogle gange så nøgen, at regentens kronjuveler fremstår i al deres pubesbehårede rynkethed? De postmetalliske elementer peger på det sidste.

Men når Tombs ikke prøver at være Kunstnere (med stort ”K”), men bare spiller blæret tråd, så bliver musikken faktisk ganske god kunst. Gode stemninger, mørke, tyngde og variation. Alt i alt en anbefaling herfra.