Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et stort rod af følelser

Populær
Updated
Et stort rod af følelser
Et stort rod af følelser

Efter i årevis at have været en guilty pleasure er emo og poppunk forlængst blevet salonfæhigt. Københavnske Big Mess giver et godt bud på stilen på en debut-lp fuld af teen-angst og ennui.

Kunstner
Titel
You Know I Care
Trackliste
Twenties
Bad Decision
Make Up Your Mind
Shooting Up Love
Perfect
One Good Reason
One More Year
Losing End
Failure Exposer
Karakter
3

Selvom melocore, poppunk, emo og alt det, der lå og fedtede rundt mellem de tre subgenrer, var voldsomt populært op igennem 90’erne og 00’erne med en dominans over det alternative hjørne af MTV, var det, som om det ikke rigtig ville lykkes nogen at udmønte det i et ordentligt band herhjemme. Om det så var sporene efter Strawberry Slaughterhouse, der skræmte andre håbefulde væk, eller om det var, fordi genrerne nok var populære, men ikke blev anset for god smag på hverken hardcore- eller indie-scenen. Det var en guilty pleasure, noget man kunne grine ad, at man havde hørt dengang, og det tætteste, folk kom på at anerkende de bands, der havde været store dengang, var at snakke længselsfuldt om dengang, hvor Green Day havde spillet i Ungdomshuset, før de udgav ‘Dookie’.

Det har efterhånden ændret sig, i hvert fald i forhold til emo og poppunk. Jawbreaker, det bedste emoband, der aldrig blev så store, som de burde være blevet i 90’erne, har genudgivet deres plader i løbet af de senere år og fået genoprejsning og vundet nye fans, og med Jay Reatard nåede poppunk lige at få et reelt gennembrud blandt mainstream-kritikerne og indie-publikummet, inden han slog sig selv ihjel.

De to navne er pejlemærker for Big Mess. De udspringer af hardcore-bandet Brudte Løfter plus et par venner, men der er ikke meget K-Town over dem. På debutalbummet ‘You Know I Care’ sættes al integritet bevidst over styr i det, der engang ville have været regnet for et kæmpe sell-out, fordi det er så melodisk og følsomt. I dag er der ikke det store at sælge ud til, hvilket Big Mess da også selvironisk spiller på. Der følger sågar en fanposter med pladen med billeder af medlemmerne selv som håbefulde teenagere.

Det er teenager-musik, men den er spillet af fyre, der er kommet et stykke op i tyverne og har det akavet med at skulle til at agere en slags voksne. I hvert fald hvis det betyder, at man skal holde op med at føle så intenst, som man har det med at gøre i teenageårerne. ‘You Know I Care’ er propfyldt med intense følelser: Der er fremmedgjorthed, ennui, had, skuffelse og ungdomssløvsind. Og en bevidsthed om, at det er noget, man egentlig er ved at vokse fra, og som man desperat prøver at holde fast i, fordi man er usikker på, hvad det er, der kommer bagefter.

Løfterigt
Hvis Jawbreaker og Jay Reatard altså er pejlemærkerne for Big Mess – ud over sådan noget som The Get Up Kids og Saves the Day – så er sidstnævnte det i høj grad på grund af Michael Berents Bojesens affekterede vibrato-sangstil. Den er speciel, og man skal vænne sig til den, men den er også noget af det, der får Big Mess til at skille sig lidt ud. Jay Reatard spøger dog også i den instrumentale del af sange som ‘Perfect’, ‘One Good Reason’ og ‘Make Up Your Mind’: Det er såvel i guitaristen Tobias Birger Mørch Bendixens spillestil med hårde nedslag som i akkordrundgangene og trommerne i dobbelt tempo. Her bliver det så til gengæld også tydeligt, at Big Mess trods medlemmernes fortid i andre bands stadig mangler nogen erfaring som band. Det høres i samspillet, måske fordi bandet på grund af et uheld blev tvunget ud i en pause på et år, lige efter de var startet, og det betyder, at man savner lidt mere selvsikkerhed og swagger. Når Big Mess spiller pop-punk eller kommer helt over i power pop, savner man en stramhed.

Den er ikke nær så vigtig, når de hælder mere mod Jawbreakers emo på den afsluttende ‘Failure Exposer’, ‘Bad Decision’ eller pladens med afstand bedste nummer, åbneren ‘Twenties’. Bedste, fordi det er helt vildt, så meget den sang lyder som noget, der kunne have været med på Jawbreakers ‘24 Hour Revenge Therapy’ eller, endnu mere, ‘Bivouac’. Det er i måden, den slæber sangen ned i tempo over broen og hen i omkvædet, hvor man bare mangler Blake Schwarzenbachs hæse vokal, for at den er der. Og at den lige præcis ikke er der, men i stedet blander sig med noget andet, som man egentlig ikke havde troet kunne gå sammen med det, er med til at gøre ‘You Know I Care’ til en virkelig løfterig debutplade. 

Det, jeg godt kunne tænke mig, var, at Big Mess kom over, hvor fedt det er for dem at spille den her slags musik, og så begyndte at arbejde mere med at bryde strukturerne op. Mere emo, mindre pop-punk, men også mere af deres særpræg: Den smadret punkede måde at spille emo på, den særegne vokal. ‘You Know I Care’ kommer et godt stykke ad den vej. Hvis Big Mess fortsætter, kunne jeg godt ende med at få et nyt dansk yndlingsband om nogle år.