Fandenivoldskheden er tilbage
Populær
Trods genindsættelsen af Jesse Leach og en aggressivitet, man ikke hørt fra Killswitch Engage siden ’Alive or Just Breathing’, genopliver ’Disarm the Descent’ kun momentvis det tidlige mesterværks magi.
Beyond The Flames
New Awakening
In Due Time
A Tribute To The Fallen
The Turning Point
All That We Have
You Don t Bleed For Me
The Call
No End In Sight
Always
Time Will Not Remain
Jeg hører til dem, der inderligt har savnet Jesse Leach som forsanger i Killswitch Engage (KsE). Ikke fordi Howard Jones på nogen måde var en dårlig frontmand, tværtimod er Jones den absolut bedste metalcrooner derude. Med Leachs exit mistede KsE imidlertid noget af den fandenivoldskhed, som man genfinder på bandets nyeste kreation, ’Disarm the Descent’. Dog kun momentvis.
KsE har med andre ord begået den mest mindeværdige plade siden ’The End of Heartache’. Langt hen ad vejen fordi ’Disarm the Descent’ i højere grad bryder det hit-skema, som blev grundlagt af netop ’The End of Heartache’. Her handlede det tilsyneladende udelukkende om at komme så hurtigt som muligt frem til et omkvæd, der kunne rykke trusserne af damerne. Et skema, som blev fortærsket på de to følgende udgivelser, og som ikke alle af ’Disarm the Descents’ 12 numre kan undsige sig. Især ’Beyond the Flames’ og ’A Tribute to the Fallen’ udmærker sig. Ikke sådan forstået, at det er decideret dårlige numre, nej, de kammer blot over i det lidt for sukkersøde.
Når det er sagt, viser KsE tænder allerede på åbningsnummeret, ’The Hell In Me’, med blast beats, ”chuckende” riff og dødsskrig. Et par numre længere fremme finder man yndlingsnummeret, ’The New Awakening’, der umiddelbart vækker gode minder fra en ellers svunden tid med KsE. Generelt er riffene og kompositionerne blevet mere interessante på ’Disarm the Descent’ end på de seneste par plader, og så synes Leachs vokal at harmonere bedre med musikken end Jones’ gjorde. Leach tilføjer, som nævnt, en aggressivitet som bandet har manglet.
Under gennemlytningen slår det imidlertid én, at KsE i sangskrivningen godt nok har genoptaget nogle af de gamle dyder, mens de produktionsmæssigt følger en kedelig tendens. Guitar- og trommelyd er om muligt endnu tyndere og mere intetsigende end tidligere. Krydslytter man ’Disarm the Descent’ med bandets egen ’Alive or Just Breathing’, bliver det tydeligt, hvor meget mere livløs produktionen er blevet. Produktionen tager med andre ord luften ud af den fandenivoldskhed, sangene ellers synes at lægge op til.
Altså, på sangskrivningsfronten peger alt i den rigtige retning for KsE. De mangler blot at få luget ud i den køns- og livløse produktion. Målt på den generelle metalproduktion af i dag bliver det en hårdere kamp end som så.