Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forbandet godt

Populær
Updated
Forbandet godt

Portugals metalstolthed Moonspell holder den rød-grønne fane højt på den fremragende tiende udgivelse.

Kunstner
Titel
Extinct
Dato
06-03-2015
Genre
Trackliste
1. Until We Are No More (Breathe)
2. Extinct
3. Medusalem
4. Domina”
5. The Last of Us
6. Malignia
7. Funeral Bloom
8. A Dying Breed
9. The Future Is Dark
10. La Baphomette
Forfatter
Karakter
5

Omkring 1995 var denne skribent til en af sine første metalkoncerter, vist for at opleve de lokale helte Saturnus, mens hovednavnet var et rimeligt ubeskrevet blad. Men ungersvenden forlod Pumpehuset dybt fascineret af mørket omkring det portugisiske band, og med et uudsletteligt billede af forsangeren med et rundt spejl i hvert hånd og en simpel, men effektiv effekt plantet solidt i minderne. Og så skete der det besynderlige, at han siden totalt forsømte at lægge ører til Moonspell – indtil nu, cirka tyve år senere.

Heldigvis for minderne er genhøret med Moonspell en glædelig tilbagevenden. De fem portugisere har fat i noget på en gang mystisk og dystert, men også djævelsk melodisk og fængende. Hitomkvæd og storladne strygere slås med vrede og ondskab, og begge dele er perfekt placeret og styrker hinanden.

’Extinct’ indledes med ’Breathe (Until We Are No More)' og titelnummeret, som begge har det der enkle stød og lige så gode melodier som drive og enkle inputs af inferno. Fernando Ribeiros let raspende vokal er enten klagende eller hektisk og rasende og imponerende varieret på kort tid.

Men efter de to korte træffere vælter ’Medulasem’ sig i lige dele traktorrock og en snert af mellemøstlige melodier i form af en inciterende violin-sekvens – let og simpelt. En total modsætning til den storslåede stadionrockballade, der gemmer sig i gotiske ’Domina’. Trods et fundament i noget gotisk og guitarbaseret får Moonspell lige så meget ud af keyboards og de nævnte strygere, og samspillet mellem de to sider af instrumenteringen fungerer fint i for eksempel ’Malignia’s tætte lydbillede eller ’A Dying Breed’s bulder og bragen.

’Extinct’ er altså et grundlæggende et rigtigt godt udspil. Veludført, gennemtænkt, varieret og først og fremmest frembragt af et stilsikkert band, som kan deres håndværk og forstår at kaste om sig med gode sange. Og det får skribenten til at føle sig nødsaget til endelig at tjekke bagkataloget.