Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forførende forestilling

Populær
Updated
Forførende forestilling

På deres andet album udvider Purson deres i forvejen brede lyd, mens de nedtoner gotikken og den doomede rock. Modsat bliver der skruet op for poppen og de 60’er-psykedeliske elementer. Resultatet er en forførende forestilling af et kalejdoskopisk teatershow.

Kunstner
Titel
Desire's Magic Theatre
Dato
29-04-2016
Genre
Trackliste
1. Desire's Magic Theatre
2. Electric Landlady
3. Dead Dodo Dawn
4. Pedigree Chums
5. The Sky Parade
6. The Window Cleaner
7. The Way It Is
8. Mr. Howard
9. I Know
10. The Bitter Suite
Forfatter
Karakter
4

Da The Beatles ramte deres kunstneriske højdepunkt, var det for mange ikke som The Beatles, men som konceptbandet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Beatlemaniaen havde i årene forinden nået et sådant niveau, at bandet holdt op med at give koncerter, fordi de simpelthen ikke kunne høre sig selv for bare skrig, og i stedet brugte de tid på at søge nye veje både musikalsk og spirituelt, mens verden omkring dem ulmede af politisk oprør og håb om forandring.

I 1967 kom den så, pladen der. ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’, hvor The Beatles ikke var The Beatles, men nogle andre, og hvor de derfor kunne tillade sig at gøre nogle helt andre ting, end de ellers ville. Det var et stort, mangfoldigt værk, en af rockhistoriens tidligere konceptplader, og måden, hvorpå der springes fra poprock til psych til cabaret og indisk sitarmusik, er stadig imponerende i dag. Rammerne sprængtes i alt fra det detaljerede collage-artwork over teksterne indeni (det var første gang, de fulgte med til en udgivelse) til det overordnede koncept. For et par år siden kårede Rolling Stone Magazine albummet til rockhistoriens bedste. Intet mindre kunne simpelthen gøre det.

Arven fra kæmperne
Når denne anmeldelse starter med at nævne The Beatles, så er det, fordi de står som en stor indflydelse hos den britiske psychrock-gruppe Purson. Ikke nok med at Purson på visse bandfotos ser ud til at imitere Sgt. Pepper-looket, så ser de på andre billeder ud til at være trådt direkte ud af en tidsmaskine, sådan som de står der i fløjl, silke og trompetbukser i overflod. Forsangerinde, guitarist og bandleder Rosalie Cunningham lægger bestemt ikke skjul på sin kærlighed for The Beatles, og den nye plade, ’Desire’s Magic Theatre’, står på mange måder i arv til netop ’Sgt. Pepper...’.

Ifølge Cunningham selv kan det nye album også betegnes som et soloalbum, for Purson er mere Cunninghams band, end det er et samarbejdende band. Cunningham har selv skrevet alle sangene, og hun spiller de fleste af instrumenterne, bortset fra blandt andet trommerne, der varetages af Raphael Mura, og et par guitarsoloer spillet af George Hudson.

Udtrykket, der foldes ud på ’Desire’s Magic Theatre’, læner sig op ad det, vi kender fra The Beatles omkring 1967, men det læner sig også op ad meget andet. I løbet af de små tre kvarter, albummet varer, kommer vi rundt om ligefrem tresserpop, psykedelisk rock, sløret prog rock, swingende glam rock, folk, lounget jazz og cabaret. Undervejs sender man tanker i retning af både David Bowie, The Doors, Harry Nilsson, Jimi Hendrix og Jethro Tull, men trods den overordnede poppede tilgængelighed er der stadig et underliggende lag af teatralsk gotik i Cunninghams univers. Som en showmaster og forførende femme fatale væver hun et edderkoppespind, der binder alle disse modstridende elementer sammen, og resultatet er et, man bliver fanget af.

Velkommen til aftenens forestilling!
Titelnummeret åbner albummet med lyden af et toghorn og et hujende publikum. Scenen er sat. Vi er i en teatersal (som albumcoveret også antyder), der i aftenens anledning benyttes til kalejdoskopisk rockeskapisme. Bandet starter i et vuggende, boogierocket groove, hvor en tung, fuzzet bas ligger og brummer i bunden af lydbilledet, mens saxofoner indrammer versene, og Cunningham synger: ”I want you to get down and come with me into the DMT”. På samme måde som ’Sgt. Pepper’ åbner med publikumsstøj og et orkester, der stemmer instrumenterne inden aftenens optræden, præsenterer Cunningham settingen for lytteren. DMT er her ikke blot en forkortelse af albummets titel, men også en henkastet reference til det psykedeliske stof af samme navn. Med andre ord: Læn dig tilbage, og nyd det.

Herefter sendes lytteren ud i et valsende cabaret-mellemspil med groovy bas over til baglæns afspillede båndspoler og sågar cembalo, før retningen sættes mod cabareten igen. Det ender i applaus og en ”improviseret” jazz-outro med walking bass og fløjte. Det er lidt af en bedrift, at nummeret føles sammenhængende, dets udvikling taget i betragtning, og det skyldes i høj grad Cunninghams sans for en stram sangskrivning, hvor instrumenterne følger skabelonen i stedet for omvendt.

Cabaret-inspirationerne dukker op flere steder, blandt andet i ’Dead Dodo Dawn’, der efter en loungejazzet intro giver den hele armen med kromatiske op- og nedgange på guitar og klaver. Man sendes således fra en jazzsalon til et gyngende cirkus. I ’Pedigree Chums’ dukker saxofonen op igen med bluesede og croonede krøl over et vuggende groove, mens versene, som bevæger sig afsted i en kantet 7/4-taktart, domineres af en Cunningham, der lyder, som imiterer hun et spøgelse fanget i et rockkarneval.

Hvis der er én ting, der imellem det varierede instrumentarium og de mange stilistiske afstikkere står frem ved gennemlytning af pladen, så er det, at Cunningham har et enormt godt øre for det fængende omkvæd. Det er simpelthen vinderomkvæd, som man ikke skal høre meget mere end en enkelt gang, før de sætter sig i hjernebarken. Det samme gjorde sig gældende på debuten, ’The Circle and the Blue Door’, og netop omkvædene var en af de bærende årsager til, at den plade ikke bare var endnu et bud på retrorock anno 2010’erne, men faktisk var et album, man fik lyst til at tage frem igen efter et stykke tid, fordi kvaliteterne var så svære at modstå.

Omkvædet er alfa og omega i ’The Window Cleaner’, der på trods af sløve vers løfter sig op til at være blandt albummets bedste sange, og på samme måde bygger balladen ’The Sky Parade’ op til et fejende refræn, hvor Cunningham synger sig direkte ind i lytterens favn.



Den mere pågående og rockede ’Electric Landlady’ er en ren Jimi Hendrix-hyldest, og den åbner da også med en såkaldt ”Hendrix-akkord” (en G7#9, hvis nogen skulle være i tvivl). Det er som taget direkte ud af ’Foxy Lady’, og selvom nummeret senere byder på flotte korharmonier og mere cembalospil, så kammer hyldesten over. Guitarduellen, hvor der blandt andet fyres op for wah-effekten, er i og for sig fin nok, men der er stadig et langt stykke til Hendrix’ niveau. Nummerets mest spændende element er tværtimod det ildevarslende klokkespil i sangens indledende riff, der kunne have været at finde på Oranssi Pazuzus seneste album!

Ikke pop, ikke metal
Pursons musik kalder på en bestemt tid i rockhistorien, og ved gennemlytning er det svært ikke at tænke på, hvem eller hvad de nu lyder som. På 'Desire's Magic Theatre' er der skruet ned for de gotiske overtoner og den mere rifftunge doomy rock, der kendetegnede debuten, mens 60'er-inspirationerne får mere plads. Pursons største styrke ligger dog ikke i, at man bliver mindet om rockhistoriens kæmper, den ligger tværtimod i, at Purson både stilistisk og kvalitativt holder en afstand til mange af de øvrige retrofikserede bands, der minder om de samme kæmper.

’The Circle and the Blue Door’ skaffede ikke helt bandet det gennembrud, de havde fortjent, men det kan ’Desire’s Magic Theatre’ meget vel gøre. Purson er stadig for rockede og psykedeliske til at appellere til et poppublikum, ligesom de er for poppede til for alvor at appellere til et metalpublikum. Derfor er det passende, at de i øjeblikket turnerer som support for Sveriges p.t. mest succesfulde og ikke-metallede metalband, Ghost.

For én ting er stensikker: Pursons forførende forestilling burde appellere til alle, der har en sund interesse i rock.