Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fortænkte finner

Populær
Updated
Fortænkte finner

De finske power metallere Sonata Arctica vil det hele, kan det hele og gaber over for meget

Titel
The Ninth Hour
Dato
07-10-2016
Trackliste
1. Closer To An Animal
2. Life
3. Fairytale
4. We Are What We Are
5. Till Death’s Done Us Apart
6. Among The Shooting Stars
7. Rise A Night
8. Fly, Navigate, Communicate
9. Candle Lawns
10. White Pearl, Black Oceans Part II – “By The Grace Of The Ocean”
11. On The Faultline (Closure To An Animal)
Forfatter
Karakter
3

Sonata Arctica har langsomt arbejdet sig op til at være et af de helt store power metal-bands, og siden Tricky Beans blev til Tricky Means og siden Sonata Arctica, er der med ’The Ninth Hour’ udkommet ni album fra finnerne. Undervejs har de også fundet sig et personligt udtryk, der adskiller dem fra resten genren.

Kvintetten gør sig naturligvis i det storladne og de heltemodige omkvædskvad, men der er noget filmisk over musikken og specielt den måde, keyboardet bruges på. Det minder lige så ofte om et soundtrack til en episk strimmel som et meget symfonisk metalnummer. Dertil hører en flittig brug af folkemusik og noget, der minder om børnesange. Der er plads til det hele i Sonata Arcticas univers, og eftersom det fremføres med stort musikalsk overskud, er det svært at sætte en finger på nogle af retningerne hver for sig.

’The Ninth Hour’ har masser af overdådige melodier og er kompositorisk et imponerende værk, men det bliver ofte alt for meget. Meget af metallens rå sjæl går tabt i bandets forsøg på at favne hele spektret, og selvom ideen med at smide en vuggevise af en art ind giver mening i forsøget på at fortælle en kompleks historie, trækker det uundgåeligt en del af intensiteten ud. Dermed ikke sagt, at det bliver fjollet, som man måske skulle tro – men det fjerner fokus fra det primære og umiddelbare, som også skal være en del af rockmusikken.

Sonata Arctica er simpelthen bedst, når de spiller rendyrket metal, hvilket er lidt af en paradoks, da deres særegenhed på scenen netop ligger i deres trang til at skille sig ud og forsøge nye veje. Det fungerer i perioder, men bandet ville være så meget bedre, hvis de engang imellem nøjedes med at trykke sømmet i bund og ikke gøre det hele så fortænkt (og klogt).