Fuld fart frem mod fortiden
Populær
På det nye album graver Beardfish sig ned sammen med bandets rødder – såvel geografisk som musikalsk. Det slipper bandet sådan set fint fra.
2 Hold On
3 Comfort Zone
4 Can You See Me Now
5 King
6 The One Inside Part Two – My Companion Through Life
7 Daughter - Whore
8 If We Must Be Apart (A Love Story continued)
9 Ode To The Rock’n’Roller
10 The One Inside Part Three - Relief
Hvor Beardfish på forgængeren ’The Void’ fra 2012 havde skruet en del op for metallen, så er bandet på ”+4626-Comfortzone’ vendt tilbage til den mere traditionelle progrock. Det er åbenbart her, at bandet føler sig bedst hjemme. I det hele taget drejer albummet sig om trygheden derhjemme. Albummets lidt spøjse titel står således for telefonkoden til Sverige (46) og kaldenummeret til bandets hjemby (26). Det er så åbenbart i den zone, at bandet har det bedst.
Musikken på albummet er interessant i den forstand, at den udover at søge tilbage progrockens storhedstid i 1970’erne også i de enkelte sange læner sig op ad udvalgte grupper fra den tid.
Beardfish føler sig måske bedst hjemme i Gävle i Sverige, men den musikalske inspiration synes i høj grad fortsat at være at finde på De Britiske Øer i perioden 1969 til 1975. Der kan vel nok findes ligheder med svenske progbands som Kaipa og The Flower Kings, men det er bestemt på den anden side af Nordsøen, at det primære musikalske tilhørsforhold ligger.
Efter en kort intro sætter bandet i gang med første egentlige sang på albummet, og der går ikke mange sekunder, før man indhylles i guitarlyd identisk med Steve Howes. Sangen ’Hold On! Kunne således med sine næsten otte minutter fint være at finde på et af de tidlige Yes-album. Der er dog ikke tale om nogen form for kopi. Eksempelvis er den vokale del helt anderledes, og sangstemmen og vokalmelodien er også væsentligt anderledes, end hvad Jon Anderson ville have fundet på.
I næste sang ’Comfort Zone’ sættes i gang med en keyboardflade inden en guitarlead, der såvel strukturelt som lydmæssigt er meget lig David Gilmour. Dog er sangen ikke specielt Pink Floyd-agtig. Heldigvis – kunne man fristes til at sige – får det er en fin progrocksang, der indeholder en række fine virkemidler, der stritter i andre retninger. Således lyder noget af sangen og den efterfølgende ’Can You See Me Now’ også som et af de lidt mere ”poppede” progbands 10 CC, som i midthalvfjerdserne havde stor succes med at skrive meget melodiøse sange, der samtidig var progressivt producerede.
Som anført, så er der skruet noget ned for det metalliske udtryk på ’+4626-Comfortzone’. Helt væk er det dog ikke. På ’King’ er der en ret rå guitarlyd, og sangen ligger i et hard rock-leje. Sangen ’Daughter – Whore’ er endnu mere traditionelt metallisk tilsat noget shufflerytme. Det er desværre nok det dårligste nummer på albummet. Men det betyder ikke, at det er dårligt.
’+4626-Comfortzone’ er et rigtig godt progrockalbum. Selv om det mangler noget metal, så er det i sin helhed et bedre album end forgængeren ’The Void’