Glenn Hughes i fin form
Populær
Glenn Hughes er tilbage med sit første soloalbum i otte år. Den er faldet særdeles godt ud.
2 – My Town
3 – Flow
4 – Let It Shine
5 – Steady
6 – God Of Money
7 – How Long
8 – When I Fall
9 – Landmines
10 – Stumble And Go
11 – Long Time Gone
Glenn Hughes var nærmest besat af at udgive soloplader i 90’erne og 00’erne. Måske på grund af den relativt korte tid, der gik imellem udgivelserne, var resultatet ikke altid lige godt. Hughes' vokale præstationer var der aldrig noget at sætte en finger på, men materialet var til tider ikke særlig godt.
Igennem de seneste mange år har Glenn Hughes plejet karrieren i bandsammenhænge, hvor han først udgav to plader med Black Country Communion, inden han dannede bandet California Breed sammen med Jason Bonham, som han spillede sammen med i et par år.
Men nu er den tidligere bassist og sanger i Deep Purple så klar med sit 14. soloalbum. Og han er så sandelig vendt tilbage i storform.
På ’Resonate’ får Glenn Hughes hjælp af musikere af forskellige nationaliteter. Danske Søren Andersen spiller guitar og har også produceret albummet sammen med Glenn Hughes, der naturligvis selv spiller bas på albummet. Svenske Pontus Engborg spiller trommer, og australske Lachlan Doley spiller noget ganske fortræffeligt orgel og andre tangenter på albummet. På to sange gæster amerikanske Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers på trommerne.
Der er kommet et herligt hard rock-album ud af dette.
Gode sange
Albummet sparkes rigtig godt i gang med første sang, der bærer den dejlige titel ’Heavy’. Heldigvis lever sangen også op til titlen. ’Heavy’ er en tung og bastant sang med et omkvæd, der er let at huske. Chad Smith rører i gryderne på denne sang.
De gode takter fra første sang fortsætter albummet igennem. Med herlige hard rockere som den bundsolide ’My Town’, den tonstunge ’Flow’ med Geezer Butler-lyd på bassen, sejtrækkeren ’God of Money’ og funkrockeren ’Landmines’. For blot at nævne nogle tilfældige.
Ind imellem alle disse fremragende sange er der tillige albummets måske bedste sang ’Steady’, der indledes med et orgelstykke af Jon Lord-karat, hvorefter der sættes i gang med gigantiske trommerundgange af Pontus Engborg, inden verset sætter i gang i bedste Deep Purple-stil. Det er Glenn Hughes der synger, men samtidig kan man sagtens høre Ian Gillan synge samme sang for sit indre øre. Indtil omkvædet ville ’Steady’ kunne have passet perfekt på Deep Purples ’Perfect Strangers’. I omkvædet slår musikken imidlertid helt om og bliver nærmest en flydende soul-sang, der lyder mere som Prince. Sangen har tillige et fremragende instrumentalt midterstykke, hvor trommer, guitar, bas og keyboards på samme tid angriber og understøtter hinanden, inden, der pludselig går totalt 60’er-flower power i lortet, da der kommer mellotron på i bedste The Beatles- og The Moody Blues-stil. ’Steady’ kunne fint have haft en plads på Deep Purples ’Come Taste the Band’, hvis dette album var produceret i vore dage.
Fremragende musikalske præstationer
Generelt er må man endnu en gang forbløffes over, hvordan Glenn Hughes fortsat synger så godt, selvom han ikke længere er ung mand. Han er i sandhed ”The Voice of Rock”. Men det skal også fremhæves, at Søren Andersen, Pontus Engborg og Lachlan Doley leverer pragtpræstationer på ’Resonate’, der samtidig er ganske fortræffeligt produceret af Andersen/Hughes.
På albummet afslutningssang ’Long Time Gone’ dukker Chad Smith igen op bag trommerne i en fin afslutning på et fremragende album.
’Resonate’ er helt klart et af de bedste hard rock-albums i flere år.