Godt håndværk uden legesyge
Populær
Soilwork har med 'The Ride Majestic' udgivet deres 10. album. Det er snarere en arbejdsfejring af jubilæet end en kreativ eksplosion.
Det kom som lidt af en glædelig overraskelse, da Soilwork i foråret 2013 udgav dobbeltalbummet 'The Living Infinite'. Overraskelsen var ikke så meget, at de udgav en plade, eller at den for den sags skyld var dobbelt, men at den var så vital. Vi havde på det tidspunkt at gøre med et band, der som del af den svenske melodødsscene var gået ind i sit 18. leveår, og som i den rumme tid, der var gået, havde haft en del udskiftninger på holdet – bl.a. var sangsmeden Peter Wichers for anden gang dampet af, og det lige inden indspilningen af 'The Living Infinite'. Et faktum, der var med til at gøre udgivelsens høje kvalitet så meget desto glædeligere.
Nu skal denne anmeldelse selvfølgelig ikke bare handle om 'The Living Infinite', men da det er forgængeren til nærværende 'The Ride Majestic', er det oplagt at sammenligne, især fordi forgængeren var så vellykket, og seneste udspil er... noget andet. Ikke hermed sagt, at den er håbløs og dårlig, for lytter man efter, er der meget spændstighed og energi at finde på skiven, men alligevel har den svært ved at holde opmærksomheden fanget i de små 50 minutter, den er om at blive færdig.
Numre som åbneren 'The Ride Majestic', 'Death in General' og 'Whirl of Pain' er ellers fine og fuldgode Soilwork-sange. Det helt specielle friskfyrssmadder, som kendetegner bandet, er til stede, og Björn ”Speed” Strid mestrer (også her) at veksle mellem sit rå machoscream og sine kælne popvokaler – noget, som altid har ligget på kanten til at være for meget, men som, hvis man altså kan tage det, er behageligt afvekslende at lytte til.
Men hvor det på forrige udgivelse lykkedes Helsingborg-grannarna at slippe kreativiteten fri uden at tabe bandets signaturlyd af syne og samtidig lave 20 forskelige sange, hvoraf flere er mesterlige, så er det desværre bare signaturlyden, der er tilbage på 'The Ride Majestic'. Der er for meget håndværk og for lidt legesyge, og den fremstår derfor alt for defensiv. Man kan stadig høre, at arbejdshesten Soilwork er netop dét: flittig, seriøs, men også sat. De svedne grin og det er bare løgn, det der-oplevelser udebliver, og friskfyrssmadderen virker på den baggrund bare som et gammelt band, der vil være ung med de unge. Ærgerligt, når det nu ikke er mere end 2½ år, siden forrige perle udkom, og Soilwork dengang beviste, at de stadig har det i sig – selv i en så fremskreden alder. Men det skulle altså ikke være denne gang, at de viste den side frem.