Herlig legestue
Populær
Nærmest ud af det blå dukker det nye ”superband” Metal Allegiance op med et herligt debutalbum.
feat. D. Randall Blythe
02. Let Darkness Fall
feat. Troy Sanders
03. Dying Song
feat. Philip H. Anselmo
04. Can’t Kill The Devil
feat. Chuck Billy
05. Scars
feat. Mark Osegueda & Cristina Scabbia
06. Destination: Nowhere
feat. Matthew K. Heafy
07. Wait Until Tomorrow
feat. dUg Pinnick & Jamey Jasta
08. Triangulum (I. Creation II. Evolution III. Destruction)
09. Pledge Of Allegiance
feat. Mark Osegueda
Det er måske lidt misvisende at kalde Metal Allegiance for et superband i gængs forstand. Måske er betegnelsen konceptband mere retvisende. Godt nok er det en stjernebesætning, der står for det instrumentale arbejde i Metal Allegiance, men bandet har ingen fast sanger og benytter sig i stedet af en hel række prominente gæster.
Musikerne
Men lad os begynde med den instrumentale side. Her består Metal Allegiance af Alex Skolnick (Testament, Savatage m.fl.) på guitar, David Ellefson (Megadeth) og allestedsværende Mike Portnoy (Dream Theater, Neil Morse Band, Transatlantic, Flying Colors, Winery Dogs og en hel masse mere). Bandet rundes af med komponisten Mark Menghi, som er stifteren af og idémanden bag Metal Allegiance.
Gæsterne
Det bliver ikke mindre imponerende, når sangerne præsenteres. På albummet er der således indhentet forsangere som D. Randall Blythe (Lamb of God), Troy Sanders (Mastodon), Philip H. Anselmo (Pantera, Down m.fl.), Chuck Billy (Testament), Mark Osegueda (Death Angel), Cristina Scabbia (Lacuna Coil), Matthew K. Heafy (Trivium), Doug Pinnick (King’s X) og Jamey Jasta (Hatebreed).
Og hvis det ikke skulle være nok, så er der også strøet lidt guitarfills og soli af gæster som Andreas Kisser (Sepultura), Gary Holt (Slayer, Exodus) og Charlie Benante (Anthrax) over albummet.
Musikken
Med den besætning, der står bag Metal Allegiance, og med de indbudte gæster, er det nærliggende at antage, at musikstilen hælder i retning af den mere thrashede metal. Det er da også rigtigt – og så alligevel ikke helt. For vel er der en masse riff og sange, der vækker minder om Megadeth og Testament. Men der nu også så meget andet.
Der dukker mere traditionel metal i Judas Priest-stilen op her og der, ligesom den mere groovy metal også kigger forbi. Den progressive metal tordner også ind, ikke mindst i instrumentalnummeret Triangulum, der – ja, sjovt nok – er i tre satser (I. Creation II. Evolution III. Destruction). Selv mere poppede metalhooks i Kiss-stil popper op indimellem, ligesom albummet heller ikke helt kan sige sig fri for grungeinspiration.
Det mest overraskende er samtidig, at de mange stilarter blandes i de enkelte sange. Der er således tale om ren legestue. Men albummet viser, at der så sandelig også kan kommet noget rigtigt fornuftigt ud af at lege igennem.
Sangene
Albummet lægger hårdt ud med ’Gift of Pain’ med D. Randall Blythe på sang. En på én gang tung og hurtig sang, hvor David Ellefsons bas står bundsolidt i sangens fundament.
Sangen ’Let Darkness Fall, hvor Troy Sanders står bag mikrofonen, er bestemt et af de mange højdepunkter på albummet. Her træder det thrashede lidt i baggrunden til fordel for en mere Ozzy-orientret metal, der også kan minde om Mastodon. Sangen indeholder et fint lille roligt intermezzo midtvejs, hvor bandets tre musikere virkelig får præsenteret sig selv i et progressivt rockforløb.
Første videoudspil fra albummet er sangen ’Dying Song’, der synges af Phil Anselmo. Det er en højpotent groovy metalsang, der skifter mellem et relativt roligt Soundgarden-agtigt vers og nogle tonsende riffs i bedste Tony Iommi-kvalitet.
’Can’t Kill the Devil’ har Chuck Billy på vokal. Og sangen lyder da også som en rigtig god Testament-sang. En af de største overraskelser på albummet er nok sangen ’Scars’. Mark Osegueda synger for, og i verset lyder ’Scars’ da også som en rimeligt fornuftig Death Angel-sang. Men det hele skifter fuldstændigt i omkvædet, hvor Cristina Scabbia tager over i den vokale front med noget, der kunne spilles på P3. Det er mærkeligt første gang. Men i længden fungerer det.
På ’Destination: Nowhere’ er vi helt tilbage i amerikansk urtids-hard rock, dengang da Kiss og Ted Nugent sad på heavy rockens magttinde. Matthew K. Heafy synger, og det er alt sammen rigtig fornøjeligt.
’Wait Until Tomorrow’ er en duet mellem Doug Pinnick og Jamey Jasta. Sangen skifter mellem den rolige, indadvendte rock og det brølende, udadreagerende metal. Det lyder måske mærkeligt på skrift, men det fungerer også.
Debutalbummet fra Metal Allegiance er stærkt. Det kan hævdes, at det ikke kommer med noget nyt og epokegørende, og at dets mål mest af alt har været at rode rundt i og blande en masse genrer inden for heavy metal strøet ud blandt forskellige vokalister.
Det kan så være – men ikke desto mindre er resultatet helt igennem imponerende.
PS:
Der skulle være et bonusnummer på albummet – en coverversion af Dios ’We Rock’. Det er der ikke på det, som Devilution har modtaget. Men derfor kan vi vel godt tage den med her. Rock løs!