Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bakersfield-banden kan stadig

Populær
Updated
Bakersfield-banden kan stadig

Nu metallen er på vej tilbage. Det samme er Korn. Mens genren påbegynder endnu et indtog i musikhistorien, rejser fader-bandet sig fra støvet. Efter mange turbulente år og udgivelser lader det til, at den amerikanske kvintet har genfundet energien og nerven.

Kunstner
Titel
The Serenity Of Suffering
Trackliste
Insane
Rotting in Vain
Black is the Soul
The Hating
A Different World
Take Me
Everything Falls Apart
Diet Yet Another Night
When You're Not there
Next in Line
Please Come For Me
Karakter
4

Bakersfield-banden har efterhånden været aktive siden 1993. 23 år med op og nedture. Den selvbetitlede debut fra 1994 satte skub i en mindre musikalsk revolution, der sidenhen har været til inspiration for mange. Deres 1998-udgivelse, ’Follow the Leader’ er stadig i dag en guldklump og et album, der for alvor skubbede nu metallen ud over kanten og ned i halsen på den brede befolkning. Ifølge bandet selv var peaket det efterfølgende fjerde album, ’Issues’ (1999), hvorefter nedturen begyndte at melde sig.

De fleste kender historierne om stoffer og alkoholmisbrug, der resulterede i Brian Welchs afgang fra bandet, James Shaffers tur på afvænningsklinik og endelig trommeslager David Silverias noget mystiske afgang efter 13 års samarbejde. Silveria fik at vide, at bandet mente, han trængte til en pause, og at de ville kontakte ham. Han hørte ikke siden fra bandet.

Siden ’Issues’ er det blevet til yderligere otte udgivelser. Trekløveret ‘Take a Look in the Mirror’ (2003), ’See You on the Other Side’ (2005) og ‘Untitled album’ (2007), er uden tvivl bandets lavpunkter. Album, der er blevet til i en turbulent periode og bærer præg af dette.

Til trods for at Ray Luzier tilføjede nyt blod til bandet i 2007, var det først i 2013, hvor Welch og Korn blev gendannet, at kvintetten igen begyndte at lyde, som de fleste sandsynligvis mindes Korn. ’The Path of Totality’ fremviste bandets stadige søgen og udforskning af nye territorier, mens ’The Paradigm Shift’ (2013) var en uheldig overspringshandling. På ’The Serenity of Suffering’ er Korn for alvor tilbage. Både musikalsk og som band.

Det hele er blevet markant tungere end de seneste udgivelser. Og for en gangs skyld lyder det, som om det hele er gået op i en højere enhed for Korn. Væk er den overdrevene brug af elektroniske elementer, og tilbage er fokus på en knusende tung lyd med en minimalistisk brug af samples. Albummet er derfor noget af det tungeste, gruppen har udgivet siden ’Issues’ og ’Untouchables’. Der refereres hyppigt til førstnævnte. Ikke kun musikalsk, men også via coveret, der er designet af pop-surrealisten Ron English. De fleste Korn-entusiaster vil nok genkende bamsen fra netop ’Issues’-coveret. Ifølge English er tanken bag coveret, at ejeren er blevet ældre og bamsen endnu mere slidt gennem de hårde tider. En billedlig afspejling af bandets turbulente år.

’The Serenity Of Suffering’ består af 12 numre. Albummet indledes af ’Insane’, der på sin vis er Korn, når de er bedst. Ud over at titlen selv er arketypisk Korn, er verset prydet af Jonathan Davis’ klassiske vokal bakket op af Welch og Shaffer på guitar. Nummeret krydres desuden med lidt typisk nu metal-scratch a la start-00'erne, et ganske catchy omkvæd og et tungt, ondt c-stykke. Et simpelt og effektivt nummer.

Den efterfølgende førstesingle ’Rotting in Vain’ rammer samme niveau, og som ekstra krymmel på kagen leverer Davis et af de karakteristiske gibberish-growl. Trods en god start er det først på ’Black Is the Soul’, at Korn virkelig spiller med musklerne. Selvom tematikken for nummeret er lidt slidt, fungerer det simple vers som kontrast til det tunge c-stykke. Sammen med ’Everything Falls Apart’ og ’Next in Line’ er ’Black is the Soul’ pladens højdepunkter.

Generelt lykkes det for Korn. ’The Serenity of Suffering’ er en ganske stærk udgivelse, hvor alle numre har et flot niveau. Welch og Shaffer har for alvor fundet sammen igen, og deres dynamik er tydelig på pladen. Hertil lader det til, at Luzier for alvor har fundet sig til rette i bandet. Hans trommespil er med til at skabe dynamik, variation og modspil til specielt de to guitarister. Til gengæld har Davis en tendens til at lyde en smule enerverende. Vokalarbejdet udfordrer sjældent og sænke ofte tempoet på et ellers hæsblæsende album. Der mangler simpelthen nerve og intensitet, især nu hvor hans lyrik om alskens dårligdom efterhånden er blevet en smule udvandet. At Corey Taylor lige smider et vers med på ’A Different World’, hjælper ikke meget.

Med nævnte undtagelser er Korn tilbage i stærk form. Bandet har været igennem en kolossal nedtur, men det lader til, at bandet har fundet et stabilt leje. De fem medlemmer har skrevet 12 stærke numre, der er bevis på fokus på musikken, i stedet for stoffer, alkohol og anden dårligdom. Er man til genren, skal man ikke snyde sig selv for ’The Serenity of Suffering’, heller ikke selvom man måske har afskrevet Korn for mange år siden.