Kunne man bare få lidt trommelir
Populær
Kryptos skuffer lidt på opfølgeren til den stærke forgænger ved at bevise, at keep it simple absolut ikke er et råd, der altid skal følges til punkt og prikke. En række ellers gode og fængende sange bliver bare mindre fede, når trommeslageren holder sig til det helt simple beat igen og igen.
'Burn Up The Night' er det fjerde album fra indiske Kryptos, hvis rødder går tilbage til 1998. De er ikke et ubeskrevet blad her på Devilution, og anmeldelsen af 'The Coils of Apollyon' var i den grad positiv og beskrev bandets musik som et veloplagt mix af Venom og ældre Iron Maiden. Der er gået fire år siden dette album, og det synes, at bandet har brugt årene på virkelig at skære musikken til. Det er blevet om muligt mere catchy, men det betyder så også samtidig, at det er blevet simplere, og gentagelserne er adskillige.
Man kan på sin vis beskrive udviklingen ved at se på coveret til det forrige album og sammenligne med coveret til dette nye album. Coveret til 'The Coils of Apollyon' er klassisk sort/hvid og kunne fint gå i et af undergrundens dødsmetalbands, mens 'Burn Up the Night' ligner en – omend lettere kikset – hyldest til Judas Priest. Og skulle man have været i tvivl om dedikationen til Judas Priest, så kan man jo høre nummeret 'Full Throttle', hvor vokalist/guitarist Nolan Lewis synger "Ram it down", som det legendariske band som bekendt har et album, der hedder. Numrene på albummet kunne, med en anden vokal end den rå, raspende vokal, som stadig har sine Venom-referencer, faktisk godt stamme fra forskellige tidspunkter i netop Judas Priests karriere.
Head-to-head: Kryptos pladecovers anno 2016 og 2012.
Giv nu bare trommerne lidt tæv!
Så selvom det forrige album havde fede riff og melodier i massevis, så havde det stadig en fod i undergrunden, mens det nye album lader til at ville helt ud af undergrunden og har gjort musikken superlet at forstå. Selvom albummet rummer hurtige guitarriff og lejlighedsvist galopperende stortrommer, så sidder man ved gennemlyt af de otte numre med en fornemmelse af, at det bare har været midttempo det hele. Trommerne viger ikke meget fra den helt simple rytme, ofte i half-time, som alle kan forstå og nyde, og produceren har samtidig gjort stortromme og lilletromme massive og fyldige i lydbilledet. Og når tammerne er i fokus, er det med enormt meget rumklang på, så det nærmest bliver helt andægtigt.
Og det er her, at glansen går lidt af de storladne sange med de fede melodier og en raspende vokal, der faktisk passer perfekt ind, fordi den denne gang er produceret nærmest perfekt. Ja, hele albummet er faktisk markant bedre produceret end forgængeren. Det bliver bare lidt kedeligt, når trommerne ikke vil mere end at være et tungt, stabilt fodfæste under musikken. Det havde været dejligt med lidt mere udfordring til lytteren på dette punkt. Det er fedt, når der i sange bliver gjort plads til musikken, og trommerne som virkemiddel går den simple vej med en effektiv trommerytme med stortromme på et og tre og lilletromme på to og fire. Men konsekvent? Nej, tak.
Derfor er 'Burn Up the Night' ikke bedre end sin forgænger, selvom det er sange, der trækker på storladen nostalgi og hver især ville gøre sig godt i et sæt hos de få metalbands, der endnu kan fylde et stadion op med publikum. Men som album fungerer det bedre på en shuffle-liste sammen med fx bandets eget tidligere materiale. Titelnummeret er fantastisk og oser af stemning, mens 'Waverider' er glimrende, fordi det netop bryder lidt med det ligefremme, enkle udtryk, som resten af sangene ellers besidder. De er alle gode sange, men det havde bare klædt trommeslageren at peppe dem lidt mere op.