Kunstnerisk forstoppelse
Populær
Metallicas længe ventede nye album er lige præcis det, det ligner: en langgaber.
1. Hardwired
2. Atlas, Rise!
3. Now That We're Dead
4. Moth Into Flame
5. Dream No More
6. Halo On Fire
Disc 2
1. Confusion
2. ManUNkind
3. Here Comes Revenge
4. Am I Savage?
5. Murder One
6. Spit Out The Bone
Det værste ved ’Hardwired… To Self-Destruct’ er den forudsigelighed, hvormed narrativet udspiller sig. Metallica offentliggør, at de arbejder på et album, og straks skrives der stolpe op og ned om det, mens folk gætter på, hvordan det mon vil lyde. Dernæst finder man ud af, at der er tale om et dobbeltalbum, og allerede der ved man, at det bliver et album fyldt med mave/tarmproblemer: Forstoppelse, diarré (ja, begge dele) luft i maven, overspisning og en pruttet lyd.
Dertil kan lægges én af den senmoderne verdens værste tendenser: internetreceptionen. Allerede før albummet er udkommet, er det blevet gennemtygget og fordøjet af stort set alle, hvorefter man er blevet fodret med uanede mængder af gylp om albummet i en grad, så man allerede er mæt, før man overhovedet kommer til at høre det.
Det bliver fuldstændig umuligt at mene noget som helst om albummet, som ikke allerede er blevet sagt 100 gange før, og albummet er allerede blevet pulet til døde, før man overhovedet fik en mening om det.
Mangel på selvkritik
Fordelen er så, at man ikke behøver høre det alenlange dobbeltalbum ret mange gange, før man tager sig selv i at give alle de andre ret. I det mindste sparer det noget af ens tid – og lytterens tid må sige at være noget, Metallica skider højt og flot på.
For der er simpelthen ingen kunstneriske grunde til, at numrene skal være så lange som et ondt år. Der er ingen kunstneriske grunde til, at det skal være et dobbeltalbum på knap 80 minutter. Eller: Det sidste er der måske en grund til, for hvor cd 1 med vekslende held søger at fange noget af fordums episke thrash-storhed, er cd 2 mere ovre i ’Load’- og ’ReLoad’-territorium, sådan groft sagt. Jeg orker ikke at kommentere coveret ret meget, udover at det vidner om mangel på selvkritik og mangel på indsigt i egen æstetik.
Det er et symptom på, at selvom man søger tilbage mod den klassiske periode, har bandet ikke selv gjort sig det klart, hvad det egentlig var, der gjorde bandet så umenneskeligt formidable dengang.
Alt for mange sange virker, som om man bare pøser passager på, fordi ingen rigtig tør sige de andre imod og skære det unødvendige fra, som i ’Confusion’, hvor passagerne lidt over halvvejs inde i nummeret føles fuldstændig umotiveret påklistrede. Lemmy-hyldesten ’Murder One’ får ligefrem en til at blive lettet over, at den gamle kæmpe trods alt ikke skulle opleve det forsøg på en hyldest. Og forsøget på et sejtrækkeriff i ’Dream No More’ virker bovlamt, mens omkvæd og præ-omkvæd gentages i en uendelighed, så man til sidst sidder og håber på, at Cthulhu, som Hetfield synger om, rent faktisk vågner, så vi kan få sat en stopper for sangen. Men horrorforfatteren H.P. Lovecrafts vederstyggelige skabning har snarere vendt sig, gabt let og taget en halv time mere på den anden side.
Lænket til skolebænken
Og når flere hylder ’Atlas, Rise!’ for at være lidt Thin Lizzy og lidt NWOBHM i det, har det ikke meget på sig. Ja, der er en guitarharmoni, men der er ingen progression i den, ingen udvikling, bare det samme og det samme og det samme. Når den alligevel føles så forfriskende, når man alligevel husker den, skyldes det, at sangenes struktur ikke føles sammenhængende – og at sangene samtidig ikke er komplekse nok til at bære spilletiden. Chugga-chugga-riff følger chugga-chugga-riff, mens man tænker på alt det liv, der passerer forbi, mens man sidder lænket til skolebænken og skal skrive sin fristil om Metallicas nye dobbeltalbum.
Forstå mig ret: Det er ikke decideret dårligt, dårligere hænger sangene heller ikke sammen end som så, ’Moth Into Flame’ har et trods alt interessant omkvæd, produktionen er bedre end frygtet, albummet er ikke dårligere end Slayers og Megadeths seneste udgivelser, og selvom Hetfields røst efterhånden hverken kan få Atlas til at strække sig og dermed vippe verden af sine skuldre eller vække Cthulhu, har den da en vis genkendelig autoritet. Det er bare så forudsigeligt middelmådigt og retningsløst og langt og uden selvkritisk sans, at man bliver irriteret over bandet. Vil de overhovedet noget som helst længere? Jeg kan ikke høre hvad, og jeg tror ikke, de selv aner, hvad de vil. De vil vel på turné, men det er svært at forestille sig, at der er ret mange, der står og glæder sig til otte minutter med ’Halo on Fire’ i Royal Arena. Men i det mindste kan man håbe på otte gode, lange år uden endnu en middelmådighed fra Metallica. Til den tid er albummet sikkert tre- eller firedobbelt.