Langstrakt sortie
Populær
Dette er en af de bedste plader, du kommer til at høre i år. Selvom den foreløbige afskedsplade fra gendannelsen umiddelbart er under Swans’ standard.
Cloud of Unknowing
The World Looks Red / The World Looks Black
People Like Us
Frankie M.
When Will I Return?
The Glowing Man
Finally, Peace.
Det er svært at føle andet end ren ærefrygt over for en ny Swans-plade. Det er den umiddelbare følelse: At høre Swans er sjældent en ligefrem rar oplevelse, ofte grænser det til det decideret ubehagelige, og når bandet ynder at trække det ud over flere timer, føles det nemmest bare at overgive sig til det på en og samme tid sært dragende og frastødende værk, de nu har skabt. Stillet over for noget så storslået, i hvert fald indiskutabelt stort, kan man godt komme til at tvivle på, hvor meget pondus man selv lige har til at forholde sig skeptisk til det. Man krymper sig foran det, føler sig uværdig til at kritisere det i al dets kæmpemæssighed.
Når det endvidere er annonceret som den sidste plade i denne omgang med det Swans, der i 2010 blev gendannet efter 13 års pause, vil man gerne have det til at ende – foreløbigt, forhåbentligt – på toppen. Bandlederen Michael Gira kommer til at fortsætte med at lave plader under Swans-navnet, under eget navn og muligvis også som Angels of Light, men Swans, som vi har lært at kende dem igen, er altså ovre for nu.
‘The Glowing Man’ tager afsæt i sin titel: Det er en langstrakt sortie, der det meste af de to timer enten ligger og ulmer i dronende mellemspil eller flyder afsted i et lys, som intet rigtig kan forhindre i at trænge igennem én. Små ti minutter skal der gå, før bandet første gang rigtig spiller igennem på åbneren ‘Cloud of Forgetting’, og ironisk nok lyder de temmelig meget som Neurosis, når de gør det. Ironisk, fordi Neurosis selv i sin tid tog afsæt i Swans. Og selvom ‘Cloud of Unknowing’ bruger løs af støj, er det en tilbageholdt, afmålt doseret støj, og der skal gå yderligere godt en halv time, før der igen sættes ind med kvindekor, væltende koncertpiano, elektroniske alarmer og blæsere i ‘The World Looks Red / The World Looks Black’. Det er påfaldende, når nu forgængerne ‘To Be Kind’ og specielt ‘The Seer’ havde tyngden og støjen som selve udgangspunktet. Det var kvasende plader, overvældende: ‘The Glowing Man’ er i vid udstrækning tilsyneladende æterisk let, flagrende og svær at fastholde.
Det er naturligvis tiltænkt. Det er meningen, at ‘The Glowing Man’ skal flyde afsted på en strøm med Michael Gira som en art kvasi-spirituel guide, der stadigvæk lader én ane det mørke, der ligger uden for den lyscirkel, han inviterer lytteren ind i. Lader en forstå, at det øjeblik, han trækker tæppet væk under én, falder man dybt og uden håb om frelse. Det er bare et problem, at det i lange stræk vitterlig flyder igennem en uden at sætte sig nogen spor. Man opnår ikke rigtig noget ved at befinde sig i det rum. Det bliver simpelthen uvedkommende og direkte kedeligt, og det er ikke noget, man normalt ville forvente af en Swans-plade. Newyorker-bandet har trods alt formået at gøre deres reunion til en sjældent værdig begivenhed, hvor flere af pladerne har været fuldt på højde med klassikerne i diskografien. Man kvier sig ved at sige det, men det er blevet mere modent, men altså heller ikke mere, end at Swans stadig har kunnet brage grundigt igennem, når det var det, der skulle til. Kun lejlighedsvis er de forfaldet til at skrive mere traditionelt opbyggede sange af den slags, der normalt skal konnotere kunstnerisk modenhed hos gamle punkere. På ‘The Glowing Man’ er det den sentimentalt country-twangede ‘People Like Us’, den artpoppet triumferende afslutning ‘Finally, Peace’ og Jennifer Giras angiveligt selvoplevede voldsballade ‘When Will I Return?’ Den er det svært ikke at have det ambivalent med at høre efter de anklager om seksuelt overgreb, den kvindelige musiker og tidligere samarbejdspartner Larkin Grimm fremsatte mod Michael Gira i vinter. Det til en side, al den stund, at der aldrig blev en decideret sag ud af det, er de tre sange, indspillet inden anklagerne kom frem, pladens korteste numre, og selvom ingen af dem er decideret dårlige, falder de igennem i helheden.
Sådan er det nemlig stadigvæk med ‘The Glowing Man’: Det er overhovedet ikke en dårlig plade. Den er under niveau for Swans, men det betyder stadigvæk ikke, at du kommer til at høre ret meget i år, der er bedre end det her. Det er nemlig også den følelse, man står tilbage med: At det føles rent ud sagt utaknemmeligt at være utilfreds med en plade, der med ‘The World Looks Red / The World Looks Black’, titelnummeret og ikke mindst ‘Frankie M’ alene giver énn over en times sublim noiserock. Og postpunk og nowave og krautrock, det hele vævet ind i hinanden i et åndsfællesskab, hvor dresscode, prætentioner og laster deles. ‘Frankie M’ glider efter en lang opbygning umærkeligt over i noget, der lyder som en Suicide-hyldest, og er dens opremsning af forskellige stoffer lidt letkøbt for chokværdien, er doo-wop-kvindekoret til gengæld et noget nær genialt indslag. Titelnummeret åbner med nogle af de samme Can-lignende synkoperede rytmer, som var med til at løfte forgængeren ‘To Be Kind’, inden den mod slutningen giver los i et rent Neu!-firefjerdedelsklimaks. Men den reference, der går igen hele vejen gennem ‘The Glowing Man’, er avantgardekomponisterne Glenn Branca og Rhys Chathams guitarsymfonier. Specielt den lyd, som Rhys Chatham har opnået i nogle af sine stykker ved at bruge et utal af elguitarister, genskaber Swans på ‘The Glowing Man’. Og det er måske i virkeligheden som sådan, den skal opleves.
Der står et lys rundt om Swans. Det kan godt blive lidt trættende i nogle perioder, man kan godt få lyst til at bryde ud af det, men man kan også vente, til Swans selv ikke længere kan holde det ud, og så få den ekstra belønning, det er at bryde ud sammen med dem.