Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Monoton og melankolsk skønhed

Populær
Updated
Monoton og melankolsk skønhed
Monoton og melankolsk skønhed
Monoton og melankolsk skønhed
Monoton og melankolsk skønhed

Industrial-kultbandet 6comm vender tilbage med en glimrende blandet landhandel af obskuriterer: genindspilninger, gamle numre og coverversioner. Det lyder måske ikke af meget, men det giver mening.

Kunstner
Titel
Ontogeny 1
Dato
16-03-2014
Label
Genre
Trackliste
1 Sonfelte 2 ( Rework 2013 ) 6:44
2 Red Cloak ( Rework 2013 ) 6:44
3 Doubt To Death Nym ( Rework 2010/2013 ) 5:02
4 Foretold6 ( 1988 ) 5:32
5 Neiflheim 2 ( 1987 ) 3:34
6 Blue Room ( Kirlian Camera Tribute Cover ) 5:24
7 Drifting ( Kirlian Camera Tribute Cover ) 5:50
Forfatter
Karakter
4

6comm er nemlig et ikke et projekt, der gør det let for deres fans at finde rede i noget som helst. Bandet nøjes ikke med at gå under navnet 6comm, men bruger også variationer af dette: Six Comm (navnet, som denne cd er udgivet under; jeg har dog af konsekvenshensyn valgt en anden stavemåde), Sixth Comm, 6comm.

For ligesom at øge forvirringen har projektets bagmand og eneste faste medlem Patrick Leagas (der naturligvis går under en række synonymer) det med at tage lange pauser for at forfølge ikkemusikalske interesser og andre musikalske projekter som det asatroinspirerede tribalprojekt Mother Destruction.

6comm er dog langt fra tribalgenren, og det musikalske udgangspunkt er en sørgmodig og catchy industriel post-punk med synthpop- og neofolkelementer. Det lyder måske vel eklektisk, men i Leagas’ musik samler sig til en slagkraftig helhed – også på et ”odds and ends”-album som dette.

Kultstatus

Det musikalske udgangs har– koblet med Leagas’ fortid i kultneofolkbandet Death in June (som bl.a. black metal-bands som Nachtmystium og Leviathan og avantgardeprojekter som Trepaneringsritualen har lavet covers af, og danske Of the Wand and the Moon har ladet sig inspirere af) – har givet 6comm kultstatus i visse undergrundsmiljøer. En kultstatus, som man tænker kunne være blevet vekslet til mere, hvis Leagas ikke bevidst havde forfulgt forvirringsstrategier som de ovenfor nævnte.

’Ontogeny 1’ lægger ud med en genindspilning af nummeret ’Sonfelte’ (originalt betitlet ’Sonfelte 2’), der stammer fra 1990. Over en simpel, industrielt-dansabel grundrytme ligger Leagas’ ret unikke barytoncroonende vokal, der fungerer som kontrast til det industrielle grundspor og understøttes af minimalistiske synthfigurer og elektriske guitarflader – det er en vokal, der har en smertefuld fylde, der har en sært narkotisk effekt på mig og nogle gange kan minde om Scott Walker.

’Red Cloak’, endnu en nyindspilning af et gammelt nummer, er, som resten af numrene bygger op over industrielle percussion-beats med Leagas’ vokal henover; en både dansabel og melankolsk gotisk industrialmusik.

Melankoli og tristesse

Leagas’ fortid i Death in June stikker frem i de to næste numre, ’Doubt to Death Nym’ og ’Foretold6, begge er versioner af sange, Leagas skrev for Death in June på det sidste album, han medvirkede på med dem, ’Nada!’ fra 1987. ’Doubt to Death Nym’ sætter originalens tempo ned i en rugende og modløs meditation over transcendens, hvor keyboardets melankolske figurer og Leagas’ vokal i fællesskab sætter en stemningsfuld melankoli i scene; det er en version, der er at foretrække for ”originalen” i sin mere konsekvente tristesse. Mere melankolsk end originalen er også ’Foretold6’med sine synthstrygere og elegiske tempo.

’Neiflheim2’, der må være skrevet omtrent samtidig som de to foregående numre, fortsætter stilen med en vokal, der nogle gange nærmer sig det sopranagtige og et boblende, urovækkende grundspor under en smuk melodi.

De to sidste numre er covers af det italienske darkwave-band Kirlian Camera, og de hører til de mere klassisk pulserende dansable postpunk-numre, hvor tristessen er mindre fremtrædende, og firserne sjovt nok lyder mere fremtrædende, selvom de er nyere, måske fordi Kirlian Camera altid har haft et mere endimensionelt output. Det er udmærket, men det er især i 6comms eget materiale, at projektet skinner.

’Ontogeny 1’ er en glimrende introduktion til 6comms ret så interessante univers og til et band, der burde være større, end de er. Det er nok ikke metallisk, men alligevel har relevans for åbentsindede metalfans med hang til Of the Wand and the Moon, Death in June og dyster og melankolsk postpunk, gotisk rock og industrial – og dyster og melankolsk musik i det hele taget.

Husk, at Devilution udlodder 2x2 billetter til koncerten med 6comm på Beta d. 27. marts. Se konkurrencen her.

Du kan lytte til 'Doubt To Death Nym' her:
{qtube vid:= hrSYES5OpjQ}