Et ufuldstændigt farvel
Populær
'The World We Left Behind' er Nachtmystiums sidste album og bliver passende, jævnfør titlen, tilbage som bandets mausoleum. Det kunne have været større, mørkere og mere frygtindgydende præget, men er trods alt et respektabelt mindesmærke.
2. Fireheart
3. Voyager
4. into The Endless Abyss
5. In The Abscense Of Existance
6. The World We Left Behind
7. Tear You Down
8. On The Other Side
9. Epitaph For A Dying Star
Nachtmystium udgav i 2012 'Silencing Machine', og albummet stod fra første lyt som en skarp og melodisk perle med store armbevægelser i et aparte grænseland mellem black metal og psykedelisk rock. Skulle man have samme høje forventninger til efterfølgeren, 'The World We Left Behind', indikerer introen, at der venter en skuffelse af dimensioner. Fortsættelsen er ikke helt så grel, som 'Intrusion' antyder, og efterfølgeren 'Fireheart' er med sine konsekvente hi-hat-slag på offbeatet blot en nosseløs polkakopi tilført distortion, men vokser sig trods alt større som minutterne går. Forventningerne lader dog stadig vente på sig.
Et album rejst af asken
Det amerikanske band, der blev dannet i 2000, har for længst trukket stikket ud af forstærkerne og slukket lyset i øvelokalet. Allerede i efteråret 2013 meddelte Nachtmystium, at det var slut. På daværende tidspunkt var sporene til 'The World We Left Behind' i kassen og en turbulent tid for forsanger Blake Judd et faktum, der førte til, at han bekendtgjorde, at han ville forlade bandet for blandt andet at få bugt med sin heroinafhængighed.
Judd var kortvarigt fængslet i oktober 2013 og meddelte efter sin løsladelse, at det var som så med Nachtmystium, og at hans tidligere projekt Hate Meditation, der få måneder tidligere havde udgivet debutalbummet 'Scars', ville blive søsat på ny og få al hans opmærksomhed.
Alligevel blev 'The World We Left Behind' udgivet blot et år senere, og selvom det er godt et halvt år siden, skal Nachtmystium have et par ord med på vejen om dette syvende og sidste album, der især er oppebåret af tredje skæring 'Voyager', der som med et øksehug kapper båndet til resterne af de bange anelser og bringer Nachtmystium tilbage på et niveau, der matcher 'Silencing Machine'. Her vender evnen til at skrive samlede, stærke numre med intenst udtryk og solide melodier tilbage og i en grad, så nummeret efter, 'The Endless Abyss', kunne have figureret ubemærket på sidste års roste udgivelse af Behemoth, 'The Satanist', uden at ret mange ville løfte øjenbrynet.
'In The Abscense Of Existance' forlader det monotone og bliver en storladen knytnæve, der overtages af et titelnummer, der også medvirker til, at Nachtmystium for alvor begynder at kunne kendes igen. Resten af albummet er let at gå til og er alligevel en del afspilninger værd i sin obskure skønhed.
Om Nachtmystium dog bare havde udeladt de to første skæringer og samtidig bekendt sig fuldkommen til de store, flænsende riffs. Albummet er i stedet en inkonsekvent dynamik af bølgende flader inspireret af de store i genren, uden hverken at forsøge at være dem eller lade som om. Samlet set er albummet et fint gravmæle. Men desværre brænder det sig ikke fast for alvor.