Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Når Døden og Djævlen danser

Populær
Updated
Når Døden og Djævlen danser

Italiensk horror-doom bliver ikke bedre, end når Abysmal Grief sætter den sorte messe i gang. Deres fjerde plade er fuld af majestætiske momenter, men uden at det bliver decideret magisk.

Titel
Strange Rites of Evil
Dato
25-01-2016
Trackliste
1. Nomen Omen
2. Strange Rites of Evil
3. Cemetery
4. Child of Darkness
5. Radix Malorum
6. Dressed in Black Cloaks
Karakter
4

Metal Magic Festival i 2009 og 2013. Eller den nu desværre hedengangne Heavy Days in Doom Town i 2014 og 2015. Det gør ingen forskel. Oplevede man Abysmal Grief på de to danske festivaler, har man været vidne til shows i særklasse. 

Få bands formår at fremmane så særlig en stemning, som Abysmal Grief gør. Musikken søger sortsynets dominans og indbyder til at dvæle ved døden. Som en omvendt begravelsesceremoni, hvor enden ikke er en sorg, men en fristende frihed. Sådan suger sanserne til sig, når først de italienske bedemænds horror-doom smelter sammen med deres visuelle udtryk på scenen.

I to årtier har døden været den tematiske ledsager til Abysmal Griefs tunge toner. De fejrer 20-årsjubilæum i år. 

I november sidste år udkom deres fjerde plade ’Strange Rites of Evil’ i et begrænset cd-oplag på Terror From Hell Records. Kort tid efter – symbolsk nok på den 24. december –  udkom vinylversionen på danske Horror Records, der sidst i januar også udsendte ’Strange Rites of Evil’ på kassettebånd.

Abysmal Grief har været tilknyttet Horror Records siden udgivelsen af vinylsinglen ’Hearse’ fra 2002.  Og det var naturligvis ikke tilfældigt, at selskabet i 2009 også udgav split-ep’en ’Brides of the Goat/Resurrection of the Damned’ med Denial of God, da det danske black metal-bands guitarist, Azter, driver Horror Records.

Selskabet har muligvis ikke udsendt særlig mange udgivelser siden starten i 1998, men nok til at flere har en plads i dansk metalhistorie. Fra Feikn og Brandpest over Strychnos til Denial of God. Og med den 41-årige Azters store passion for de teatralske chokikoner i Alice Cooper, Mercyful Fate og især italienske Death SS (som Horror Records også har udgivet) har ligesindede navne som blandt andre italienske Black Oath og Abysmal Grief ikke overraskende havnet på Horror Records med årene. Uden forbindelsen til Horror Records og miljøet omkring selskabet havde vi næppe oplevet Abysmal Grief så ofte på vores kanter.

Det er værd at sætte pris på. For meget af musikken, der syder i undergrunden, får de fleste nok sjældent lagt øre til. Måske nogle endda  – kættersk – tænker, man slet ikke går glip af noget. I så fald er Abysmal Grief beviset på det modsatte. Spørg bare dem, der har overværet koncerterne.

På plade er musikken heller ikke en mindre stemningsfuld oplevelse. Helt i tråd med den italienske tradition for okkult horror. Mest kendt er selvfølgelig landets produktion af utallige og obskure kultfilm i 60’erne og i årtierne frem. Men musikken fulgte med på bølgen. Fra de bizarre progrockere i Antonius Rex i 70’erne over Steve Sylvesters suveræne Death SS til de senere grupper som Epitaph, Cultus Sanguine, Malombra og Abysmal Grief, der er den nyere generations bedste.

Den selvbetitlede debutplade fra 2007 er stadig Abysmal Griefs højdepunkt. Men formatet er ikke langt fra på ’Strange Rites of Evil’. Musikken er som at modtage djævlens velsignelse i 47 minutter. Fordelt på seks numre. Og på den måde identisk med samme antal skæringer og samme spilletid som de to forrige plader. Kompositionerne varierer heller ikke voldsomt fra forgængerne. Men hvert nummer står som et stærkt kapitel for sig. På åbneren, den ti minutter lange ’Nomen Omen’, kører nummerets riff i loop, mens orgelets toner fuldender trancen.

Mystikken folder sig for alvor ud på titelnummeret, hvor Labes C. Necrothytus’ vokal er lyden af en skikkelse, der er på vej ud af højtalerne for sluge lytteren med hud og hår. Mest tungt bliver det på ’Child of Darkness’, der er et cover af forbillederne i Bedemon – Bobby Liebling og øvrige medlemmer fra Pentagrams kortvarige og enslydende sideprojekt fra 1973. 

Med en spilletid på lidt over 13 minutter er lukkeren ’Dressed in Black Cloaks’ som en lang rejse, der starter med tonerne fra en cembalo, der runger som et ekko fra krypten, inden nummeret folder sig ud med en rustvogns tempo. Der udvikler sig i bedste Black Sabbath-stil som en gennemført, dramatisk og diabolsk musikalsk oplevelse, der byder på mange majestætiske momenter, men dog uden at nå de nye magiske dimensioner.