Numetallens genopstandelse? Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/b4/02/35/Natjager-82-1489666037.jpg
16. Marts 2017    

Med selvsikker hiphop-attitude og rødder i post-hardcoren bevæger Natjager sig frem i rocklandskabet. På deres debut-ep tager de med en altdominerende autotune-vokal fat dér, hvor det gør mest ondt, og undervejs genopliver og viderefører de numetallen. Det resulterer i den mest opsigtsvækkende danske rockdebut i lang tid.

Kunstner
Titel
Natjager
Dato
24-02-2017
Trackliste
1. Tyler Durden
2. Ingenting
3. Drøm hårdt
Forfatter
Karakter
5

Nogle gange støder man på musik, hvor ens hjerne ikke kan kapere det, der foregår. Hvor den simpelthen ikke kan krølle sig rundt om en lyd eller et udtryk.

Mødet med danske Natjagers debut-ep er et af de tilfælde.

Bandets tunge post-hardcore er med sin altdominerende autotune-vokal og sine angsty dansksprogede tekster noget af et særsyn på den danske rockscene. Og når de i løbet af tre numre med en spilletid på blot 11 minutter bevæger sig ud i en reel genoplivning af numetallen, sker det med en selvsikkerhed, der sætter de fleste andre nyopstartede bands til dørs.

Modigt er et fattigt ord i denne sammenhæng.

Hiphop-relationen
I front for Natjager står Jon Kirkhoff Hansen. I dansk musiksammenhæng er han mest kendt for at have storhittet med rapgruppen Specktors (tænk ”jeg har det luksus / jaaaa!”), der har været vidt omkring på koncertsteder og festivaler, siden de debuterede i 2009.

I 2014 trådte Kirkhoff ud af gruppen, og i 2017 viser han sig nu frem som autotunet post-hardcore-forsanger. Selvsikker, sej og sårbar.

Uagtet om man brød sig om Specktors eller ej, så har de altid fremstået som nogle sympatiske gutter. De flashede hellere end gerne deres begejstring for metallen, og da jeg selv engang så dem optræde til en universitetsfest, var det med black metal-T-shirts og Tue Track (Malk de Koijn, Ponyblod og Xtra Naan) som dj med et stort Black Sabbath-logo på brystet. I videoen til ovennævnt citerede sang fjoller en fyr rundt i Iron Maiden-tanktop, og på Copenhell i 2013 kunne en af medlemmerne spottes med hornbriller og kasket på til Testaments regnvåde eftermiddagskoncert.

Det er dog ikke metallen, man umiddelbart lægger mærke til på Natjagers genrekrydsende mindfuck af en debut-ep. Det er den artificielt modificerede vokal, der, selvom fundamentet ligger i en tung og groovy post-hardcore, peger mod nok så megen moderne popmusik og hiphop.

Mand og maskine
Autotunen har herhjemme fyldt meget efter rappere som Sivas og Gilli brød igennem i starten af 2014 og sparkede en ny bølge af dansk hiphop i gang, og vokaleffekten er ligeledes dominerende i meget af den narkotiske rapmusik, der flyder ud af USA i disse år, særligt fra områder sydpå såsom metropolen Atlanta.

Det er i denne artificialitet, dette krydsfelt mellem mand og maskine, at Natjager finder deres primære virkemiddel og fundamentale styrke. Det er modigt, ikke bare fordi det går på tværs af de sædvanlige genrekategoriseringer, men fordi det tager fat der, hvor det gør mest ondt hos rock- og metallytteren: I autenticitetsforestillingen.

Autotune-effekten udstiller den teknologi, der er en uundgåelig del af al musikproduktion i dag. Hvor brugen af teknologi ofte forsøges maskeret, skjult eller dækket over i rock- og metalsammenhæng, som regel for at opretholde en illusion om en særlig forbindelse mellem musiker og lytter, så er den her tydelig, hørbar og skubbet helt i front.

Det er et markant træk, og derfor vil Natjager være stærkt polariserende. Men som med al anden anderledes musik er det noget, der kræver tilvænning.

Teknologitilvænning
Den tilvænning kan illustreres ad en omvej, der går igennem den franske komponist, lydkunstner og musikolog Pierre Schaeffer. Han er ophavsmanden til den franske kunstmusik musique concrète, var en frontløber inden for tidlig lydmanipulation og pionerede teknikker såsom looping og sampling, der er allestedsnærværende i dag.

Schaeffer mente blandt andet, at man kan aflære sig de sociale og kulturelle konnotationer, der hæfter sig til lyde ved intenst at lytte til dem igen og igen. I sidste ende vil man høre og forstå lyden i en ren og klar form: som lyd først og fremmest.

Denne såkaldt reducerede lytning kan sammenlignes med den proces, man går igennem som metallytter: Fra man første gang forbløffes over eksempelvis growlvokalen til man efter gentagne lyt har lært at påskønne den.

Med andre ord bliver ens indledende afsmag gennem tilvænning erstattet af værdsættelse og nydelse.

Det samme gælder med autotunen. Den er artificiel, påtrængende og plastic-agtig til at starte med, men ender gennem tilvænning som et musikalsk virkemiddel, der kan bringe en ny og spændende ekspressivitet i spil.

Det vigtigste er dog ikke, at Natjager bruger autotune. Det er, at de bruger den godt.

Artificielt modificerede vokaler er som sådan ikke nyt i metalsammenhæng. Autotunen er blevet brugt og udnyttet i en del amerikansk metalcore (se og hør et rædselseksempel her), ligesom vocodereffekten har været et fundament hos Cynic og også er blevet brugt hos Meshuggah.

Men når Kirkhoffs mekaniske vokal smyger sig rundt om de muskuløse riff, er det i kombinationen med de dansksprogede tekster om eksistentiel søgen og tab, at Natjager får skabt et udtryk, der er både hårdtslående, men også dybt sårbart og i og for sig rørende.



Fra ’Fight Club’ til Refused
Det er en tåget associationsrække, Natjager fremkalder hos lytteren. Den populærkulturelle ’Fight Club’-reference i det første nummer ’Tyler Durden’ er et klassisk hiphop-træk, mens det lidende og stærkt synkoperede omkvæd trækker over imod Deftones’ rastløse musikalitet. I det lange mellemstykke, hvor vokalen brydes op, loopes og klinger ud, bliver autotunen testet i yderliggående grad og får karakter af at være sit helt eget robotinstrument.

’Drøm hårdt’ bæres frem af en rejs-dig-hvor-du-er-faldet-etos (et mere klassisk hardcore-træk), og sangen er ifølge refrænet dedikeret ”til dem med ar på deres knæ” og ”til dem, der ikk’ ku’ finde læ”. Her bliver autotunen katalysator for en gribende melankoli, og introen lyder med sin nedpitchede vokal næsten som noget, der kunne have været inkluderet på Sivas’ debutalbum fra sidste år. Men der er også et vist charmerende og eskapistisk håb at hente, som i fortællerstemmens omsorgsfulde melodilinje "så ta' det hele med dig / mød mig på stationen, jeg har købt en billet til dig".

Ep’ens højdepunkt er dog ’Ingenting’, en slaskfed hiphop-banger formidlet i murbrokkeriff. Det er en regulær genoplivning af numetallen, et mekanisk crossover af Refused-hardcore og Limp Bizkit-attitude, hvor Jon Kirkhoff Hansen kaster sig ud i regulær rap og synger det memorable hook ”jeg har altid ventet på noget / men noget kom aldrig”, mens resten af bandet hamrer en betonbund fast som underlægning.

Og det fungerer!

En bedrift
Hver sin tid har dog også hver sin lyd, og hagen ved Natjagers udtryk er, at det ikke er til at vide, hvor længe autotune-bølgen kan rides herhjemme såvel som i udlandet. På trods af kommerciel succes og konstante hitlisteplaceringer på Billboard lader pusten langsomt til at sive ud af lyden, der meget vel kan fremstå dated og utidssvarende om to år.

Samtidig er det heller ikke til at vide, hvordan Natjagers sange vil holde over en spilletid, der er længere end de 11 minutter, ep’en varer.

Det ændrer dog ikke ved, at gruppen har gjort noget, man skulle tro var umuligt. I deres kombination af post-hardcore og hiphop genopliver og viderefører de en af rockhistoriens mest udskældte genrer, og selvom man på sin vis kunne forvente, at numetallen ville få en revival før eller siden, er det alligevel komplet overrumplende, når det lyder som her. Det er et stort sats, men bandet gør udtrykket til deres eget og hiver den hjem.

Med velkendte virkemidler tager Natjager fat dér, hvor det gør mest ondt – teknologisk, genrehistorisk og musikalsk – og lykkes til overmåde.

Det er en bedrift, og det gør ’Natjager’ til en af de bedste danske rockdebuter længe.

Læserkommentarer

Fik da lige flashback af at høre guitaren på Ingenting. Tjek Linkin Park - Papercut.

Blast from the past

Fik da lige flashback af at høre guitaren på Ingenting. Tjek Linkin Park - Papercut.