På langtrukken rejse med Slash
Populær
Få numre bider fra sig på Slashs andet udspil sammen med Myles Kennedy and the Conspirators. Elllers er der dømt klichefuld tomgang på 'World on Fire', der kedsommeligt nok spiller hele 77 minutter og minder én om, at musikalsk talent og sangskrivning ikke går hånd i hånd.
2. Shadow Life
3. Automatic Overdrive
4. Wicked Stone
5. 30 Years to Life
6. Bent to Fly
7. Stone Blind
8. Too Far Gone
9. Beneath the Savage Sun
10. Withered Delilah
11. Battleground
12. Dirty Girl
13. Iris of the Storm
14. Avalon
15. The Dissident
16. Safari Inn
17. The Unholy
Skulle man få fornøjelsen af et interview med musikbranchens største navne, er man sikker på at få udstukket retningslinjer på forhånd. I Slashs tilfælde er der særligt et fy-fy-spørgsmål, der er stensikkert hver gang. DO NOT ASK ANY QUESTIONS ABOUT GUNS N' ROSES! Jamen, godt så. Hvorfor skulle manden dog også hele tiden forholde sig til Axl Rose og det (kopi)band, han sidst indspillede noget sammen med for tyve år siden? Det er da forståeligt. I det mindste kan han glæde sig over ikke at være Paul McCartney, der stadig må svare på, hvad han foretog sig for 50 år siden sammen med vennerne i Liverpool.
Men der er såmænd en god grund til, at journalister gerne vil dykke ned i fortiden. Anekdoter om Beatles giver sig selv. Og Guns N’ Roses? Well, både fordi forholdet mellem Slash og Axl Rose er ren Shakespeare, og fordi musikken stadig går i blodet som et uforligneligt rockfix. Kroppen har ikke glemt det. Den latente trang venter blot på at overtage, hvis nyheden om et gendannet Guns N' Roses skulle komme.
Men det sker næppe. For få uger siden slog Slash det igen fast i et af de mere sjældne interviews, hvor han kommenterede på fortiden. Det kommer ikke til at ske, sagde han. Aldrig. Punktum. Længere er den ikke. Jeg lever i nuet og fokuserer på min egen musik, lød det fra guitarikonet. Men hvorfor er det så svært at acceptere, at et gensyn med Guns N’ Roses synes umuligt? Nostalgien og musikken selvsagt. Men også på baggrund af det faktum, at Axl Rose og Slash i hinandens fravær ikke har skabt et eneste mindeværdigt nummer til rockens historiebøger.
Men gør Slash så ikke bare det, han er bedst til? Jo, præcis. Hvilket også har været guitargeniets akilleshæl i de sidste tyve år. Han kører stolt rocktoget middelmådigt videre.
Denne gang på anden plade sammen med sammen Myles Kennedy i førerhuset og det velspillende – totalt anonyme – backingband The Conspirators i maskinrummet. Og ganske forudsigeligt holder manden med førerhatten sig til en sikker kurs og laster den ene metervare efter den anden af undervejs.
Lyntogets og dets fandenivoldskhed er for længst passeret. Her skal man skal ikke tage sig i agt for rock-rebeller på skinnerne. Det kul, Slash og Kennedy fyrer på kedlerne, er skåret af samme stykke: Et hovedriff åbner nummeret efterfulgt af en varierende mængde vers/omkvæd inklusive et mellemstykke med sprudlende soli. Det strækker sig desværre kun til at holde dampen oppe på et veterantog, der alt for ofte sænker farten ved at holde ind ved ligegyldighedens mange trinbræt.
17 stop skal man præcist trækkes igennem på turens lange 77 minutter, hvor servicevognen (helt i DBS’s ånd) er sparet væk, så ens læber må nøjes med at væde sig i smagen af whisky og øl i fantasien. Lytteren får en standardbillet stukket i hånden til rejsen, hvor ingen trækker i nødbremsen, så man tænker: ”Hvad fanden sker der lige her?”. Første stop, det radiovenlige singleudspil ’World on Fire’, følger manualen til punkt og prikke. Riffene trækker på en blanding af Guns N' Roses’ ’Don’t Damn Me’ og ’Double Talkin’ Jive’. Det er såmænd både ganske tilforladeligt og alt sammen helt fint.
Turen starter faktisk udmærket. Især dræberriffet i ’Automatic Overdrive ’ er et snapshot værd. ’Wicked Stone’ er også en station, der er værd at holde ind på i fem minutter. Det er lyden af guitarriffs, som kun Slash kan jonglere med. Signaturlyden fra hans Gibson er der endnu. Det må man give ham. Han spiller stadig røven ud af bukserne på de fleste.
Men så når man ellers også hurtigt det punkt, hvor øjenlågene begynder at føles tunge. ’30 Years to Life´ er krydret med lidt slideguitar og er ligeså klichéfyldt, som titlen lægger op til. Den tunge ’Beneath the Sun’ lyder som tiden i Slash’s Snakepit, og skiller sig en anelse ud. ’Der smækkes på koklokken i ’Withered Deliah’, et råt riff rykkes af, og herefter mister nummeret al pusten – kendetegnende for de fleste skæringer og pladen som helhed. Der bliver klasket på den melankolske sjæler-røvballe i ’Battleground’ og i ’Bent to Fly’. De ømme ballader går åbenbart aldrig af mode i Slashs verden.
Koffeintrangen melder sig for alvor i de sidste tyve minutter. Her hvor kragerne for længst har opgivet at følge toget længere. Man undrer sig egentlig: Hvem skal dog af i den instrumentale blueshyldest ’Safari Inn’ eller på endestationen ’The Unholy’? Det er i hvert fald ikke steder, der kræver et gensyn – eller genhør, for at nu sige det, som det er. Generelt føles ’Word on Fire’ som et deja-vu af den samme strækning ’Apocalyptic Love’ var ude på.
Glemt lige så hurtigt som den var overstået. Men et minde om, at fantastiske musikalske evner ikke er proportional med fantastisk sangskrivning.