Modsætningernes mange facetter
Populær
Dette dobbeltalbum er Peripherys pænest lydende udgivelse indtil videre, og det gør ikke nødvendigvis noget godt for den amerkanske sekstet, selvom der er overraskelser at hente.
1. A Black Minute
2. MK Ultra
3. Heavy Heart
4. The Event
5. The Scourge
6. Alpha
7. 22 Faces
8. Rainbow Gravity
9. Four Lights
10. Psychosphere
Juggernaut: Omega
1.Reprise
2. The Bad Thing
3. Priestess
4. Graveless
5. Hell Below
6. Omega
7. Stranger Things
Periphery kom som skudt ud af en kanon i hælene på 00'ernes djent, prog- og metalcore-bands som A Life Once Lost, Between The Buried And Me og After The Burial, men har fra start besat deres egen, ikke mindre udskældte, niche i den progressive djent, der for bandets vedkommende kommer til udtryk som et hyperteknisk, forvirrende, melodiøst og skarpt afrettet inferno af lyd.
Det har siden debutalbummet 'Periphery' i 2010 været med tungen lige i munden for bandet, og det er ikke den tekniske udførelse, der kommer under luppen, men den nærmest kakofoniske skævhed i toner og rytmer, som gennemsyrer alt, hvad de rører ved, på både 'Periphery' og opfølgeren 'Periphery II: This Time It's Personal', men hele vejen igennem har musikken været holdt stramt i tøjlerne og numrene været melodiøse med kun få, men afstemte, pauser.
'Juggernaut:Alpha' er domineret af ren vocal, skarptskårne polyrytmiske sektioner, vanen tro, men tilsat den halve distortion. Lyden er storladen, men også så komprimeret, at det næsten skærer i ørerne. Lydmæssigt er Peripherys nærmeste danske pendant fusionen af Siamese før og nu med den lyd, de har indkapslet på deres seneste album. Med nedskruet distortion og opskruet rent lydbillede kommer det renest til udtryk i 'Alpha's midte, på radiohittet 'Heavy Heart' og 'The Scourge'.
Selvom djent og prog går hånd i hånd, er det ærgerligt, at Periphery ikke har satset på at lave god progressiv core fremfor dårlig djent, og i sin helhed er 'Alpha'-delen af Juggernaut altså en pænt kedelig hestevognstur henover et fladt og vækstforladt landskab, hvor essensen er lige dele skrigeri og nosseløse guitarleads.
Hæver niveauet
Periphery har gemt det bedste til sidst. 'Alpha' synes at have til formål at binde 'Omega' sammen i temaer, men 'Omega' fungerer langt bedre som enestående værk. Det er, som om leadguitarist Misha Mansoor har gemt al energien til sidst. Alle de kryptiske stykker er som ved et trylleslag genopstået med det sprudlende liv, som Periphery havde tilbage i starten af deres karriere, og det er dén finesse, der blandt andet også gør dem til et interessant liveband.
På 'Omega' virker det, fordi de holder det tunge tungt og lader de snørklede melodier flyde oven på bunden, i modsætning til 'Alpha' hvor mange af melodierne rodes sammen i en pærevælling af hurtige skift. Med den akustiske guitar på 'Priestess' og klaverspillet på titelnummeret lander 'Omega' på et meget mere homogent niveau og bliver et værk i sig selv, hvor der er mere luft, melodiøsitet og styrke at finde. Growlen er her vendt forstærket tilbage, og 'Hell Below' bliver Periphys krone på dette album, der både viser Peripherys største styrker og svagheder i en kalejdoskopisk flakken, der mest bringer sidstnævnte i spil, når det bliver for kaotisk. Bortset fra enkelte fuldtræffere fra 'Alpha', så bør man nøjes med at lytte til 'Omega'. Alt det, første halvleg ikke har, opvejes af helheden i den sidste.