Præcist hærg
Populær
D-takt er begrænsningens kunst, men Martyrdöd viser, at der er rigeligt med spillerum inden for genrekonventionerne.
List
Wipeout
Oemotståndlig
Över på ett stick
Harmagedon
Handlöst fallen ängel
Drömtid
Intervention
Transmission
Jeg læste engang en udtalelse af Bono om, at der var nogle typer musik, U2 afskar sig selv fra at lave, så længe The Edge rendte rundt med et stort fedt truckeroverskæg, som han gjorde i halvfemserne. Jeg ved ikke, hvorfor jeg engang læste en udtalelse af Bono, og man kunne godt have ønsket sig, at The Edges skægmode havde været endnu mere ekskluderende, så de slet ikke havde været i stand til at lave musik overhovedet. Men det samme gør sig gældende for Martyrdöd: Med et navn som det bliver ens register uvægerligt begrænset. Den smægtende Martyrdöd-powerballade? Det højtravende progrock-mellemspil? Det ambitiøse konceptalbum? Not very likely. Martyrdöd er sig deres udfoldelsesmuligheder bevidst, og de er klar over, hvad der virker for dem. Hvis de skal spille noget andet end brutal käng, må det blive i sideprojekter, som sanger og guitarist Mikael Kjellmann fornylig sagde i Close-Up Magazine.
Det er i begrænsningens kunst, Martyrdöd finder deres udfordringer: Hvordan man formår at lave noget nyt uden at fjerne sig fra udgangspunktet. D-takt er en genre med meget lidt kreativt spillerum: Motörhead, Discharge og Anti Cimex er pejlemærkerne, og man skal ikke fjerne sig langt fra dem, før det, man spiller, ikke rigtig længere er D-takt. Ligesom Napalm Death fra ‘Harmony Corruption’ og op gennem halvfemserne ikke længere var rigtig grindcore, men mere ovre i dødsmetal, omend de på den måde sammen med Nasum fik redefineret, hvad grindcore egentlig var. Det kan være nødvendigt at bryde med genrekonventioner for at holde sig selv på tæerne og holde en genre i live, men det er også muligt at finde udfordringer inden for genren, sådan som Martyrdöd har gjort det.
På deres sjette album, ‘List’, spiller Martyrdöd umiskendelig metalkäng, men det betyder ikke, at de ikke overrasker. ‘Drömtid’, efterspillet til ‘Handlöst fallen ängel’, står ud blandt sangene som et poetisk interlude for distortionløse guitarer, ‘Transmission’ starter langsomt og dødsmetallisk doomy, men det er ikke der, Martyrdöd for alvor adskiller sig fra den frådende hob af D-takt-bands: Det, der først og fremmest gør dem til noget særligt, er, at de er så melodiøse. Det kunne man allerede for alvor begynde at ane på de foregående plader, ‘Paranoia’ og ‘Elddop’, hvor intrikate guitarlinjer i sange som ‘Nödkanal’ og ‘Synd’ vævede sig ind og ud af smadderen, og det er endnu tydeligere på ‘List’.
Til hovedet såvel som til pogo-fødderne
Også næsten for tydeligt sine steder: Titelsangen introducerer i et break et mellemøstligt inspireret tema, som uden problemer falder ind i sangen, men så bruger de det sangen ud og gentager endda tricket i singleforløberen ‘Harmagedon’. Så er det ikke længere et krydderi, men en bærende bestanddel af sangene, og det er hverken frit for at være lidt for meget en gimmick eller stærkt nok til at kunne bære sangene. Med andre ord bliver Martyrdöds styrke også til deres akilleshæl: Den uundgåelige lyst til at eksperimentere bare lidt gør udtrykket mindre rent og hårdt. Det, man nemt kommer til at huske ‘List’ for, er de temaer, der skiller sig ud fra genren; det er bare ikke dem, der er Martyrdöds stærkeste kort.
Det, der gør Martyrdöd til så meget bedre et band end de fleste andre inden for D-takt, også deres danske labelmates i Halshug, er nemlig den metalliske præcision, de spiller med, og den selvfølgelighed, med hvilken deres sange fungerer som ørehængere. Uden at de på nogen måde forskønner eller ligefrem poppificerer musikken. Der er ingen skønsang på ‘List’, ligesom der strengt taget heller burde være distortionløs guitar, for det er der ikke brug for: Martyrdöd er så gode sangskrivere og tight spillende et band, at de ikke behøver at gøre et nummer ud af det. Hverken det skønne eller det grumme: Der er ingen grund til at forfalde til at være endnu en Motörhead-klon for at bevise deres råhed, ligesom der heller ikke er grund til at gå Disfear og overdrive singalong-potentialet i sangene, for de står så rigeligt stærkt i sig selv. ‘Oemotståndlig’, ‘Handlöst fallen ängel’ og den engelsksprogede ‘Intervention’ har anthem-kvaliteter uden at overdrive dem, for det behøver de slet ikke. Det er sange, der taler lige så meget til hovedet som til pogo-fødderne, lige så meget til hardcore-punkerne som til metalhovederne.
Man behøver ikke stärköl for at lade sig rive med af Martyrdöd, for på trods af de ovenfor nævnte ankepunkter er ‘List’ altså en aldeles uimodståelig plade, og selvom den strengt taget udkom i slutningen af 2016, holder rusen langt ind i 2017.