Problemet med skønhed
Populær
Den blotte skønhed er ikke nok til at forsvare den bombast, Russian Circles leverer den med, fordi der ikke er meget mere at hente i musikken.
Vorel
Mota
Afrika
Overboard
Calla
Lisboa
Tag ikke fejl: ‘Guidance’ er en smuk, smuk plade, og der er intet at udsætte på de godt 40 minutter, man lader sig føre afsted af den. Trommerne ruller afsted i mønstre, der føles udfordrende uden decideret at kræve noget af en, melodierne og klangene er aldeles henrivende, guitaren og bassen kontrasterer hinanden på formeste vis med modspil, plads og harmonier.
Problemerne melder sig først bagefter, når man prøver at genkalde sig, hvad det egentlig er, man lige har hørt, og intet, absolut intet, melder sig. Ikke så meget som et riff eller en melodilinje springer frem, ikke et eneste af de mange tunge stykker, man ved, man har hørt, dukker op og får en til at nikke for sig selv. Det er pist væk: Det har været der, og det har ikke efterladt sig noget indtryk.
Det er jo helt vildt problematisk.
Og det er ekstra problematisk på grund af den bombast, Russian Circles leverer deres sange med. Det episke er på ingen måde postmetallen fremmed, og det er hulheden i det heller ikke nødvendigvis, men de bedste bands i genren har efterladt sig nogle aftryk i en alligevel, selvom man er klar over, at man burde vide bedre. Tanken om rundgangsriffet i Year of No Lights ‘Perséphone II’ eller den rullende baslinje i Red Sparowes ‘The Great Leap Forward Poured Down Upon Us One Day Like a Mighty Storm, Suddenly and Furiously Blinding Our Senses’ (sic) kan stadig få mig til at smile, selvom der kan gå år imellem, at jeg faktisk hører sangene. Russian Circles har ikke på samme måde bidder, der hæfter sig hos en. Og det får det til at klinge så meget desto mere hult, når det bliver leveret med så megen Sturm und Drang, som det gør.
For var det virkelig det hele værd, hvis det bare fordufter mellem ørerne på en i det øjeblik, det er ovre?
Det ville være nemmere at tilgive Russian Circles deres skønhedsdyrkelse, hvis de selv gav sig helt hen til den og ikke maskerede den med metal. Som metal fejler de, men over store dele af ‘Guidance’ flyder musikken afsted i patosfyldte temaer, der ville minde en om ambient som Stars of the Lid, Loscil eller specielt guitaristerne Fennesz eller Richard Skelton, hvis det ikke var for den metalform, der var blev tvunget ned over det. Den fine åbner ‘Asa’ med bølgebrus og en guitarmelodi, der mest af alt lyder som postrockerne i Tortoise, dengang David Pajo var med. Dengang kunne Tortoise stadig lade sig rive med af den gode melodi og spille igennem, og så var det fedt, fordi det var forløsende. Problemet med Russian Circles er, at de gør det per automatik. Så snart ‘Asa’ går over i ‘Vorel’ og viderefører melodien som et metalnummer, kommer det til at fremstå så forbandet formularisk. Som om de spiller metal af pligt og ikke, fordi de ikke kan lade være.
Det lyder nemlig, som om Russian Circles udmærket ville kunne lade være. Trioen har aldrig gjort det i de kolossale riff og storslåede hymner, som Year of No Light, Pelican og Red Sparowes har gjort det i: De har foretrukket at nørkle rundt i intrikate melodier, skæve rytmer og uforudsete harmonier. Og det er sådan set fint, så ville jeg bare sådan ønske, at de ville give sig helt og holdent hen til det og spille postrock eller fusionsjazz. Gemme kraftudladningerne til de særlige anledninger, hvor der virkelig var grund til dem.
Som det er nu, lyder al bombasten hos Russian Circles, som om den gang på gang understreger en pointe, der egentlig ikke er særligt vigtig.