Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En Dejligt Brutal Undergang

Populær
Updated
En Dejligt Brutal Undergang

Norske Ragnarok lever på deres seneste udgivelse fuldt op til den tunge byrd der ligger i sådan et navn.

Kunstner
Titel
Malediction
Dato
30-10-2012
Trackliste
1. "Blood Of Saints"
2. "Demon In My View"
3. "Necromantic Summoning Ritual"
4. "Divide Et Impera"
5. "(Dolce Et Decorum est) Pro Patria Mori"
6. "Dystocratic"
7. "Iron Cross – Posthumous"
8. "The Elevenfold Seal"
9. "Fade Into Obscurity"
10. "Sword Of Damocles"
Forfatter
Karakter
4

Kun skandinaver kan på nogen måde få lov til at opkalde sig efter de ase-troendes dommedag, og ikke overraskende er det norske blackmetallere, der har været modige nok til at tage et navn, der forpligter så meget som dette. Det syvende album efterlader dog ikke nogen tvivl om, at vores nordlige naboer er værdige til dette - de står bag en stærk og potent omgang sort metal.

'Malediction' er pakket ind i en solid lyd, med meget bund, og det giver plads til, at der både kan skabes hurtige stykker med fyld, men også at de tungeste riffs kan få plads, som foreksempel i indledningen 'Blood of Saints', der i den grad får vredet nogle onde strenge af led. Eller i '(Dolce et Decorum est) Pro Patria Mori' der muligvis har tyvstjålet eller i hvert fald lade sig kraftigt inspirere af introriffet i Machine Heads 'Davidian', og alligevel fungerer så godt, at man tilgiver dem et par lange fingre - og det formentligt heller ikke tilsigtet, men et obskurt sammentræf. Til gengæld kører 'Divide et Impera' rundt med et smukt tungt og melodisk riffs, der ikke lader til at være planket, men derimod fint udstiller bandets evne til at være gennemtænkt onde-i-sulet.

Voldsomt melodisk

Black metal handler naturligvis også om tempo, intensitet og en næsten evig støjmur, og i det på engang brutale, men også hypermelodiske 'Necromantic Summoning Ritual' sætter Ragnarok det hele på plads - der må både nynnes med som en anden fløjtehans eller for den sags skyld headbanges. Og generelt viser de imponerende flair for på intet måde at gå på kompromis med det voldsomme, selvom de faktisk har et væld af ørehængende riffs.

Kun på vokalfronten halter det en anelse for nordmændene - for selvom et fint og howlende tørt growl styrer løjerne, sker det med et vist fravær af variation. Hver for er der fine melodier, men samtidig mangler der et par ekstra gode ideer og forskellige tilgange til at sikre hvert nummer sin egen personlighed. Men det er ikke som sådan et irritationsmoment - det viser kun, at selv et erfarent band kan udvikle sig.