Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Manglende gennemslagskraft

Populær
Updated
Manglende gennemslagskraft

Det lykkes næsten for den japanske kvintet, der i bedste tegneseriestil giver sig i kast med hardcoreindspireret rapmetal

Titel
Welcame
Dato
21-11-2014
Trackliste
01. What The Fuck
02. Welcame [Furyo State Of Mind]
03. The New Path
04. Samurai Spirit
05. Dressed All In Black
06. Again And Again
07. Tyson
08. Bosozoku
09. Simon Says (Pharoahe Monch cover)
10. Authentic
11. Blast 'em All
Karakter
2

Vithia, Eva-b, Air One, Fabulous Fab og Hokuto Kev er kernen i det påståede hardcore-act fra Tokyos omegn. De kalder sig Rise Of The Northstar (ROTNS), og omdrejningspunktet er japansk manga udtrykt i hardcoregenren og gudhjælpemig præsenteret som thrash af drevne Nuclear Blast, der ellers nok plejer at kunne skille tingene retmæssigt ad. Ergo en gennemgående ubehagelig størrelse.

Men det er selvfølgelig bare hardcore i sin excentriske form, og elementerne fra selvsamme scene er såmænd til stede på for eksempel ’Welcame’. ROTNS vil gerne slå sig på at være børn af 80’ernes thrashscene. Det skulle de tage at lade være med. En hel del numre er en stinkende parodi på selvsamme, blot tilsat en, nuvel, meget velfungerende hardcorevokal.

Perioden synes dog at være central hos bandet, hvis navn er inspireret af mangaserien 'Fist Of The Northstar', der første gang blev udgivet i 1984 og handler om krigeren Kenshiro i en post-apokalyptisk verden, ødelagt af atomkrigens hærgen.

Åbningsnummeret lægger ellers stærkt ud med at lyde som riffet fra Dawn Of Demises ’Rejoice In Vengeance’. Så er forventningerne i hus, men herfra triller ’Welcame’ kedsommeligt derudad, og på overfladen er ROTNS en vag nutidig udgave af Dog Eat Dog, bare uden sjove tekster eller særligt fængende musik.

På de hjemlige egne har svenske Clawfinger momentvis forsøgt sig i samme stil, blot med en succesrate på godt over middel sammenlignet med dette japanske band.

Stærke elementer trods alt

Når det er sagt, er det hele ikke ren jammer. Enkelte numre bider mere seriøst fra sig og indeholder både det ellers manglende punch og den intense energi, der er grundpillen i hardcore. ’The New Path’, ’Again And Again’ og albummets bedste nummer ’Simon Says’ er alt det, som hele debutalbummet burde have været. Det er stilrent og overbevisende og kommer hidtil tættest på at forsvare ROTNS' eksistensberettigelse. Hvis bandet bare ville gøre noget mere af det. Hertil er vokalen på hele albummet energisk og vred, og der er kontinuerligt et hidsigt og forskelligartet brølekor i baggrunden, der fint bakker forsanger Vithia op. Corey Taylors (Slipknot) vokalarbejde har ikke levet forgæves som inspiration for det håbefulde band.

Thrash eller hardcore? Glem det. ROTNS er moderne rapmetal inspireret af den tid, hvor det var nyt og frisk. Det er længe siden, nogen har taget tyren ved hornene og udfordret den her genre seriøst – eller har haft muligheden for at bane sig vej frem til den pæne offentlighed i hvert fald – og Rise Of The Northstar er med Nuclear Blast i ryggen et udmærket bud på genren anno 2014, der naturligvis lever i bedste velgående i en mere rå stil i undergrunden, hvilket er ganske, som det skal være.

Derfor bliver den kommercialiserede udgave af en genre, der er opstået i vrede og protest, også hurtigt for tam, som det overvejende er tilfældet med ’Welcame’, og en del af forklaringen på den manglende gennemslagskraft er, at produktionen slet og ret savner den tyngde, der komplimenterer musikken bedst. Det er synd for et alternativt band med et formodet større potentiale, end hvad debutalbummet udtrykker, og som sammenlignet med andre hardcoreudgivelser ikke er særlig interessant i sin helhed. Så selvom enkelte momenter undervejs lykkes rigtig godt, er det ikke nok på den lange bane.