Satans vrede? Snarere Satans ustoppelige aggression!
Populær
'Die Evil' er tredje udspil fra de frådende, rabies-ramte græske satanister i Satan's Wrath. Tallet tre er det første af de hellige sataniske numre, og således manifesterer 'Die Evil' sig som et stærkt, speed-induceret ritual ud i det okkulte.
02. Satanic War
03. Diabolical Shudder
04. Die Evil
05. Coffinlust
06. Dead of the Shallow Graves
07. At the Strike of Twelve
08. A Mindless Servant of Satan
09. Castle of Torment
Med Tas Danazoglou (ex-Electric Wizard) i front er Satan’s Wrath, ifølge dem selv, på en mission for den hornede herre – selveste Satan – der styrer lige mod sindssygens afgrund.
Og man må sige, at de virker, som var de i Mørkets Fyrstes vold; der fræses igennem næsten uafbrudt fra start til slut på det 31 minutter korte album.
Hovedriffet på albumåbneren ‘Raised on Sabbaths’ emmer af vanvid, der er godt med rumklang på vokalen, og trommerne hamrer afsted. Det kunne have været et yderst passende soundtrack til små, sortmalede, røgfyldte og sveddryppende spillesteder i firserne.
Det hele er holdt helt autentisk old school; guitartonen er, for death- og thrash metal, tilpas spinkelt produceret, uden overforbrug af effekter, og er ligeledes tilpas skrigende i solostykkerne. Ligesom i gamle dage må der lægges lid til, at riffene er tunge nok til at “opveje” for de “manglende” moderne produktionsmuligheder. Det er de heldigvis; motorsavsguitaren viser tænder og fræser gennem det meste, der kommer i vejen for den. Sammen med vokalens syre-spydende og skrigende growl indhyllet i en tåget og mystisk-lydende rumklang ledes tankerne hurtigt mod en mere aggressiv og okkult version af Venoms rå og skramlede proto-thrash og -black.
Ligeså frådende aggressive som de overvejende er, ligeså koldt løbende ned ad ryggen-skumle formår de at fremstå – f.eks. på den gys-fremtvingende intro til det ellers svært thrashede nummer ‘Diabolical Shudder’. Og det er da også skiftet mellem det gysende skumle og det lige ud ad landevejen’-smadrede, der er bandets største dynamiske værktøj.
Med en gennemsnitslængde på under tre og et halvt minut per sang når ‘Die Evil’, trods meget lidt variation, aldrig at blive kedeligt. Nej, man sidder faktisk tilbage med lyst til mere, og så er det jo heldigt, at man bare kan spille pladen fra starten igen.
Og ‘Die Evil’ er god – virkelig god. Det er ikke nogen ‘Kill ‘Em All’ – eller ‘Show No Mercy’ for den sags skyld... Men det er faktisk ret tæt på.
Der kan siges meget godt om den nyere bølge af old school-lydende thrash metal-bands, men mange lyder, trods evner, desværre alt for pæne og Pro Tools-polerede og mister på den måde en god del af charmen fra firserne. Dét har Satan’s Wrath til gengæld, og bandet rummer således stort set alt det, der var godt ved 80’ernes thrash-, speed- og death metal-undergrundsscene: ucensureret og samfundsfjendsk blasfemi, dyster mystik og hæsblæsende tempo. Spurtende thrash-trommer, skrigende motorsavsguitar, savlende growlen og sur Satan. God smadder!