Fra fede simple rockriffs til små syretrips
Populær
Norske Shining tæver stadig saxofonen fra tid til anden, men overordnet er det nye album album fyldt med så mange hooks, at den hamrer det lettere tilgængelige udtryk fra 'One One One' et skridt videre. Et mainstream-gennembrud burde være i sigte.
Alene det, at bandet kalder deres stil for blackjazz, viser, at det er ikke er et almindeligt metalband, man har med at gøre. Bandet lagde ud som et akustisk jazzband, men fra album til album blev der puttet flere ingredienser i suppen, og bandet har stadig til gode at lave to enslydende album. Med 'International Blackjazz Society' er bandet, anført af mastermind saxofonist/guitarist/vokalist Jørgen Munkeby, dog tættere på at vise, at stilskiftene måske nu er lagt på hylden, for i hvert fald har onde tunger kaldt albummet for 'Two Two Two' i en sammenligning med forgængeren 'One One One'.
Men de onde tunger er der få af i anmeldelserne. Forståeligt, for det er bragende solidt og stærkt album, som nordmændene har begået. Det følger rigtigt nok i fodsporene af forgængeren, hvilket vil sige, at der er hooks – ja, faktisk vrimler det med dem – og så er der en stram retning med vers, omkvæd og på overfladen længere mellem det frenetiske jazz-udtryk, som 'Blackjazz' – bandets første reelle flirt med distortede guitarer og metal – præsenterede for de metalfans, der sætter pris på det sære frem for det velkendte og ordinære.
Der er dog væsentlige forskelle fra 'One One One'. Den er til sammenligning mere bombastisk og knusende og kan måske stadig være en stor mundfuld at sluge, fordi den er så hårdt på hårdt, trods mange fængende momenter, og trods dens genialiteter. Denne gang er der mere dynamik, større kontrast. Det hårde er vildere, det fængende er mere melodisk, og så får saxofonen både mere og mindre opmærksomhed. Mere i form af dedikerede sange, som i 'House of Warship' og i introen, og mindre i andre sange, selvom den stadig titter frem masser af gange på albummet. Men denne gang melodisk afpasset til musikken, snarere end som provokation, som den kunne føles som på 'Blackjazz'.
Vigtigt trommespil
Trommespillet er igen værd at nævne. Det er hårdt, konstant og legende. Det er heller ikke bange for gentagelsens effekt, hør bare den fabelagtige åbningsrytme i 'The Last Stand', der repeteres i starten, inden den varieres i verset og bliver til simpel "rock 1" i omkvædet. Et vigtigt fundament sammen med den tunge bas, og ovenpå det hele formes sangene af guitarriff, hvor de fleste overflødigheder behændigt er skåret bort.
Det klæder endvidere Shining med balladen 'House of Control', hvor Munkeby synger mere rent, selvom der stadig er en del kant og råben i fremførelsen. Det virker, og nummeret bliver ikke dårligere, efter at man har oplevet, hvor stærkt det virker live.
Når Shining på albummet er mest "poppede", giver det associationer til en bastard af Peter Tägtgrens Pain og Nine Inch Nails. Men mest af alt, så er det Shining. Herlige Shining, og var man glad for 'One One One', og kan man tillade bandet at være modnet i sangskrivning, så det kontante udtryk ikke længere er helt så kontant, men til gengæld mere sangorienteret, så er det en sikker investering. Håbede man mere på 'Blackjazz'-stilen, nu hvor ordet jo ligefrem indgår i titlen, så må man vente og se, hvad der sker. Der er dog ingen tvivl om, at det nye album appellerer langt bredere end tidligere. Ikke på en måde, hvor man kan tale om at sælge ud. Mere på den måde, at nordmændene har søgt ind til håndværket i musikken, og på den måde, at der er lagt et fundament, som ørerne kan kapere i store doser, og hvor der kan puttes behændige doser af særheder ind. Når man mindst venter det, tager bandet én på et sært syretrip, og man opdager, at foden stadig tapper insisterende med i gulvet.