Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Gejst og sax

Populær
Updated
Gejst og sax
Gejst og sax
Gejst og sax
Gejst og sax
Gejst og sax
Gejst og sax
Gejst og sax
Gejst og sax

Med en enorm spilleglæde havde Shining et begejstret publikum i Lille Vega i deres hule hånd. Det kunne trods et begrænset fremmøde klart fornemmes, at det norske band har det der specielle ekstra, som kræves for at nå langt.

Kunstner
Spillested
Dato
29-10-2015
Trackliste
Admittance
The One Inside
The Last Stand
I Won't Forget
My Dying Drive
Fisheye
HEALTER SKELTER
House of Control
Last Day
Thousand Eyes
Burn It All
Need

Ekstra:
The Madness and the Damage Done
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Torsdag aften kunne man se et foto fra Lille Vega på Devilutions Facebook-side, og det viste, at der var masser af albueplads under opvarmningsbandsene til norske Shining. Det blev der ikke lavet meget om på, da hovednavnet, der er på tour for albummet 'International Blackjazz Society', gik på. Under opvarmningen havde stemningen været god, og lysten til at lytte og støtte de mere ukendte bands havde været stor. Men Shining var hovednavnet. Det var tydeligt – også selvom salen måske ikke engang var halvt fyldt.

Den gejst, som Shining, og i særdeleshed frontmand Jørgen Munkeby, gik på scenen med, syntes nærmest at spejle sig i publikum. Det var en varm velkomst, og hvor koncerter med langt til udsolgt kan have en tendens til at have publikum spredt let ud i salen, så det virkelig illustreres, at der ikke er udsolgt, så var der her en opbakning uden lige, hvor folk kom tæt på og virkelig engagerede sig i koncerten.

Og det sagde bandet tak for. Lige fra start var spilleglæden enorm, og i en god, massiv lyd strålede frontmandens øjne om kap med musikkens finesser. Saxofonen i musikken er typisk det, som folk forbinder med bandet, den er også det, de tager stilling til, når de vurderer, om de vil eller måske kan følge nordmændenes musik eller ej. Denne aften var det, som om den faldt mere naturligt ind end nogensinde. Der har selvfølgelig over de senere år været en vandren fra det mere sære og eksperimentelle i introduktionen til bandets "nye lyd" på 'Blackjazz' til en mere mundret, helhedsorienteret tung, nærmest industriel og intensiv musik med 'One One One'. Live var der plads til hele, og de forskellige måder at skrive musik på hang flot sammen. Med det nye album som en slags naturlig mægling imellem de to nævnte album.

Saxofon med smil

Trommespillet var elegant. Få trommer og bækkener, men hvad der manglede i udstyrslir, fik man tifold igen på rytmelirs-ekstravaganza. Bassen lå tungt, distortet og standhaftigt om musikken, hvor guitaren var metallisk bindemiddel i sangene midt i mellem den heftige, solide rytmegruppe og det syrede synth/sample-univers. Saxofonen burde ikke passe ind, men det gjorde den nu i høj grad alligevel. Og selvom der skulle blæses imens, så blev den leveret med et smil fra Jørgen Munkeby, der som sine bandkammerater ikke savnede teknik eller fingerfærdigheder på instrumenterne.

Det var spøjst, når nu frontmanden var så tjekket med både guitar, saxofon, ren sang og den hæse råbevokal, at han alligevel i hvert skift mellem guitar og saxofon famlede efter at huske i hvilken baglomme, han nu havde fået smidt plekteret. Men selv en tjekket frontmand, der åbenlyst spiller musik med hjertet, kan også være helt menneskelig uden fuldt styr på de sidste, ubetydelige detaljer.

Lyst til mere

Musikken var vital, massiv og alligevel dynamisk. Det nye nummer 'House of Control', som Munkeby selv kalder en "sangballade", virkede stærkere i en live-situation, og den mere rå fremstilling live klædte sangen, så dens intention fra skaberen virkelig kom til live. Det var som sagt råt, men også det friske pust i et ellers kompakt sæt, og det markerede på den måde en slags halvleg i sættet. Publikums gejst var heldigvis ligeså stor som bandets, og det lykkedes at rykke nordmændene tilbage på scenen til et ekstranummer, selvom sætlisten gaffatapet på scenegulvet afslørede, at bandet ellers havde sprunget den planlagte pause over, før 'Burn It All' og 'Need', der skulle have været ekstranumre. Så umiddelbart var bandet ligeså glade for aftenen, som de fremmødte var. Shining viste også styrke efter koncerten, da de i foyeren hilste på fans og gav autografer og passionerede snakke om Shining-universet.

Det var synd, at der ikke mødte flere op denne aften, for Shining er virkelig et band i fremgang og et band med format til noget større. Et band, der ikke bare tænker ud af boksen, men også tryller og får lytteren til at glemme eksistensen af nævnte boks. Koncerten var prissat til en fornuftig pris, så der både var plads til fans, der sikkert gerne havde betalt mere, men også tilpas lavt til at der burde have været flere folk, som blot var drevet af nysgerrighed efter et anderledes metalband. Priserne på bandets merch til gengæld – dem må man håbe ryger ned snarest af hensyn til fansene i de andre lande, som Shining besøger på den just påbegyndte tur. 230 kr. for en vinyl må siges at være lidt pebret, når der købes direkte af bandet. Men ellers var det et stærkt og dejligt band i absolut øjenhøjde med deres fans.