Sjælet psykedelisk spitzenklasse
Populær
På deres fjerde album forener Black Mountain kølig rabalderpsychedelia med smukke ballader og momentvist med storslået rockepik. Det resulterer i bandets hidtil bedste udgivelse.
Florian Saucer Attack
Defector
You Can Dream
Constellations
Line Them All Up
Cemetery Breeding
(Over And Over) The Chain
Crucify Me
Space To Bakersfield
Som titlen på deres længe ventede aktuelle album røber, allerede inden pladen overhovedet er smækket på, er canadiske Black Mountain ikke blege for at smide deres musikalske rødder op i ansigtet på det heldige asen, der nu engang vælger at lytte med. Toto, Black Sabbath og Led Zeppelin har alle taget diskografiens nummerering af udgivelser til sig og gjort dem til selve titlen på et eller flere af deres studiealbum – en tendens, som Black Mountain nu tager til sig på deres fjerde album, ’IV’. Læg dertil et smukt, 3D-legende pladecover, der synes at have en hyldest til pladecoverkoryfæer Storm Thorgersons som sin måske væsentligste kunstneriske agenda, og det er svært ikke at have også en forventning om en vis portion Pink Floyd-associeret lir.
Og jo, Black Mountain har fra dag ét været sultne efter både lyden af og looket og kompositionen fra retro all over og er det fortsat på deres seneste udspil. Heldigvis. For selv om der sættes adskillige musikalske referencer i spil på ’IV’ – til tider også lidt for oplagt – har bandets nysgerrighed alligevel sjældent syntes mere omfangsrig og selvstændig. Så mens der på den ene side egentlig ikke er sket alverden hos hverken Stephen MacBeans dominerende sangskrivning eller hos de fire resterende medlemmers eksekvering af samme, er der, når alt kommer til alt, alligevel sket en del. Black Mountain er kort og godt blevet et bedre band. At den såkaldte retrosignatur går igen hos dem er hundrede procent forventeligt. At de tager signaturen til nye, nu mere selvstændige højder, havde man ærlig talt ikke turde håbe på.
Seks års pause med musikalsk gang i den
Men der er selvfølgelig også sket en del, siden de smed deres forrige studiealbum på gaden for efterhånden små seks år siden – i øvrigt til forkert og urimelig kritik fra nærværende skribent. Siden da har McBean haft et sidespring med punken i Obliterations, medsanger Amber Webber har sammen med Black Mountain-fælle Joshua Wella udgivet sin tredje nattemelankolske plade med Lightning Dust og har desuden debuteret med duoen Kodiak Deathbeds, mens tangentmanden Jeremy Schmidt i 2014 komponerede soundtracket til 80’er-horrorpastichen ’Beyond the Black Rainbow’. Matthew Camirand derimod, der var bandets bassist på de tre første plader, er røget i svinget i løbet af de år, der er gået siden den forhenværende plade. På ’IV’ styres bassen af Arjan Miranda. Alle disse svinkeærinder har samlet set tilsyneladende været til det bedre for bandet, hvis lyd, kompositioner og forståelse for egen musik denne gang leveres meget overlegent.
Musikalsk nysgerrighed
Er man bekendt med Black Mountain, starter ’IV’ mere eller mindre genkendelig ud i kraft af den episke førstesingle ’Mothers of the Sun’, der tager både sit riff og sine keys op i et for bandet velkendt skyhøjt niveau. Snilden ved et nummer som dette er imidlertid ikke alene den genkendelige fuldblodsepik. Det er heller ikke udelukkende nummerets langsommelige skelet eller dets storrockende, riffbaserede rytmik, når først trommerne sætter køligt ind, der i sidste ende gør forskellen. Jovist, ligesom ældre numre fra især pladen ’In the Future’ (2008) får Black Mountain deres forskellige episke omstændigheder til at spille overordentligt godt sammen, først og fremmest fordi de er pissedygtige sangskrivere, og fordi de kræser for selve lyden. At man kan få noget så tydeligvis gennemtænkt til at lyde pokkers frisk, er i sig selv en bedrift.
Hemmeligheden skal i dette tilfælde imidlertid findes i de musikalske sidekarakterer. Det er via alt det med småt, at Black Mountain giver åbningsnummereret på deres seneste plade dets egentlige boost: det er den der metronomæggende instans; det er den der specielle sprødhed over guitarproduktionen; det er den der underspillede leg med David Gilmour-soloen; det er det delikat xylofonmetalliske og det er lyden af de klappende hænder; det er kombinationen af det hele; det er kort og godt et længe leve til den helt simple musikalske nysgerrighed.
Kant og egenvilje
’Florian Saucer Attack’ følger efter og giver pladens rytmik et vedkommende upbeat klask i røven. På dette på en gang lette og solide rock & roll-nummer markerer Amber Webber sig en gang for alle som en af de absolut mere karismatiske sangere i rock i dag, ligesom også især producer Randall Dunns bidrag til ’IV’ her begynder at skinne igennem. Det rent soniske er generelt styrende for lytteoplevelsen på pladen, hvilket bliver sådan rigtig tydeligt på de følgende par numre – et par numre, der i øvrigt vil tage det stramt lyttende rockpublikum med bukserne nede om anklerne. Det skal den sjælfulde discoguitar a la Nile Rodgers på ’Defector’ og ikke mindst den Phil Collins-glade intro på ’You Can Dream’ nok sørge for. På ’You Can Dream’ er det, som om producer Randall Dunn tager sin egen Sunn O)))-applauderende signatur og blander den ikke kun med Collins, men også med lyden af Kenny Loggins a la den farligere side af the commercial 80s. Det er frækt spillet og giver et ellers fladt komponeret nummer kant og egenvilje. Den frække lyd præger generelt hele pladen.
Et mix tape af original materiale
Som man lader det ene nummer erstatte det andet, går det gradvist op for lytteren, at ’VI’ på sin vis kommer an som et sikkert bud på et hjemmelavet kassettebånd – udelukkende med originalt materiale forstås. Ligesom man back in the days ville bruge timevis på forsøgsvis at stykke det perfekte kassebånd sammen på en sådan måde, at der sangene imellem ville være både en udvikling i humør, men også et kongruent flow, på samme måde er der et smukt modsætningsforhold mellem skæringerne på Black Mountains seneste plade. Fra smukke ballader som ’Cemetery Breeding’ og ’Space To Bakersfield’ over den rockende puls på ’Constellations’ til en perfekt sløvdyssende godnatsang i skikkelse af ’Crucify Me’ til selvfølgelig det episke og storrockende. Det er egentlig lettere forunderligt, at Black Mountain kommer så vidt omkring, som de vitterligt gør, samtidig med at de har lavet en rigtig plade-plade, det vil sige en plade, der virkelig kræser om sin egen sammenblanding, og som ikke blot får forskellighederne til at give mening, men som tilmed får det bedste frem i hinanden, numrene imellem, sandsynligvis netop på grund af alle forskellighederne.