Sjælfuld episk rock
Populær
Royal Thunder har smidt deres andet album på gaden. Det byder på velsmurt og stramt spillet rock & rul klædt i mørk melodiøsitet.
Forget You
Wake Up
Floor
The Line
Forgive Me, Karma
Glow
Ear On The Fool
One Day
The Bear I
The Bear II
Det er omtrent tre år, siden Royal Thunder udgav deres debutalbum, ’CVI’ (sommeren 2012), der var en så stærk debut, at bandet allerede året efter blev inviteret til at spille på blandt andet Roadburn Festival i Holland. I 2013 udgav de så en ep og indspillede desuden debutalbummets semi-hit ’Whispering World’ i en akustisk udgave, der blev udgivet som 7”-flexidisc, der fulgte med, hvis man købte juli-nummeret af det amerikanske blad Decibel Magazine. Allerede disse udgivelser indikerede, at bandet måske var på vej et andet sted hen, hvilket ’Crooked Doors’ viser, at de så også har været.
Et ny retning
Mens ’CVI’ havde en nedstemt og melodiøs form for doom over sig, er det den melodiøse og meget, meget velspillede hard- og bluesrock, der nu opprioriteres på bandets seneste udspil. Allerede på ’CVI’ stod det ret klart, at Royal Thunder ikke er bandet, der langer meget venstrehåndsmateriale fra sig. Dertil syntes albummet kort sagt at være stykket for godt sammen: Allerede på debuten var der således noget ekstremt formfuldendt og sikkert over de meget skrevne sange, som Royal Thunder hér præsenterede. Men til trods for, at debutalbummet kom an som en bearbejdet og sleben rocksten, virker den nærmest rodløs og punket sammenlignet med ’Crooked Doors’, så velartikuleret en størrelse er bandets andet udspil.
Et tiltrængt fokus
’Time Machine’ hedder nummeret, der åbner ’Crooked Doors’, og det er på mange måder et godt overordnet signalement for pladen: Sangens inderlighed står nærmest skrevet i melankolsk neon fra første übermelodiøse takt; forsangeren Mlny Parsonz krænger desuden sine enormt velsmurte lunger ud allerede fra første vers af, for kun at lade sin naturligt røgede vokal stige i intensitet, som det syv-minutter lange nummer gradvist tager mere fat ved lytteren (hun synger pissefedt!); guitarist Josh Weaver får masser af plads til at fyre en detaljerig solo af, der omtrent er lige så episk, som den er fuzzet; bandets nyere trommeslager Evan Diprima placerer sig som en kontrolleret, men alligevel indlevelsesstærk bund; Will Fiore (ex-Zoroaster), der også er et nyt medlem i bandet, figurerer som en velsmurt og ditto -poleret, men alligevel skarp og æggende rytmeguitarist. Kort sagt: Er man til den klassiske rock, er det noget nær et eksemplarisk åbningsnummer og ét, der i hvert fald nok skal agere brænde på bålet for ens nysgerrighed i forventning om, hvad der venter forude på resten af pladen.
Professionalisme
Det er dog også det polerede og gennemtænkte, der til tider bider Royal Thunder en smule i røven. Mens det på den ene side er let at have respekt for og blive revet med af det arbejde, der såvel kompositorisk som produktionsmæssigt uden tvivl er lagt i 'Crooked Doors', så er det samme professionalisme, der til tider får pladen til at virke en smule steril. Modsat eksempelvis det nyere britiske band Purson, hvis retro-psykedeliske pop/rock-abstraktioner Royal Thunder med mellemrum læner sig op ad, da mangler Royal Thunder lidt af den overrumplende attitude, der gør Purson til et band, man bliver ved med at vende tilbage til. På den anden side: Når Royal Thunder eksempelvis går all in på kærlighedens melankolske rockvilkår på numrene ’Forgive Me, Karma’ og ’ One Day’, så er der næppe mange fans af hard rock-genren, der savner overraskelser. Da virker den professionelle og gennemarbejdede formular, præcis som den skal. Royal Thunder er et band, man kommer til at høre mere til.