Fra intenst til storladent
Populær
Solbrud er modnet og leverer med andet album, 'Jærtegn', et stærkt sammenhængende og umiddelbart langtidsholdbart udspil.
Afbed
Klippemennesket
Ursult
Ved første lyt på 'Jærtegn' er der ikke så meget, der flytter det forudfattede indtryk af bandet skabt på basis af debutalbummet og en håndfuld koncerter. Det er stadig lange passager med "tremolo picking" med tilpas langt mellem akkordskift, så der skabes en nærmest hypnotisk stemning i forening med de blastende trommer og den hæse vokal.
Men 'Jærtegn' er alligevel mere. Meget mere. Produktion, mix og masterering spiller en stor rolle for, at dette album burde kunne appellere bredere end debuten. For på trods af det ofte infernalske tempo og det umiskendelige afsæt i black metal, som det nok er hørt så mange gange før, så har lydsiden en behagelig, afrundet lyd. Måske ikke ekstremt nok til visse black metal-fans, men til gengæld kan det få flere til at dykke ned i Solbruds univers, som bestemt er blevet mere atmosfærisk.
Der er nemlig meget at komme efter, når først pladen kommer ind under huden. De fræsende elementer beskrevet i første afsnit er der stadig, og selvom sangene til dels kan synes bygget ensartet op, så opstår der en slags magi i dem alle, når de første minutter har fået opbygget en stærk, men simpel stemning. Lidt efter lidt bygges der flere lag på, og der kommer flere vellydende og overraskende akkordskift, der enten lysner i mørket eller gør det endnu mere dystert. Trommerne tager gerne lidt af intensiteten af her, så der rigtigt bliver plads til herlighederne fra de to guitarer og bassen.
Med flere gennemlytninger høres de forskellige numres forskelle pludselig også tydeligere. 'Sortedøden' starter i klassisk Solbrudstil, og så bygges der ellers til med lækre akkordprogressioner i anden halvdel af det lange nummer. 'Afbed' har et fedt signaturriff, der starter næsten et minut inde i sangen, og det får én til at savne hedengangne Blazing Eternitys tidlige værker. Det er ikke helt så episk og drømmende som nævnte band, men i Solbrud-regi er der en storhed, som skiller sig lidt ud fra åbneren.
Det store nummer
Mastodonten 'Klippemennesket' er over 15 minutter lang og starter med ren guitar i formidabel lyd. Start og stop, spil og pause. Tid er der masser af, og Solbrud har godt fat i, hvornår det er nok, og hvornår stemningen stadig er i opbygning. Det er uhyre elegant. Tempoet er sat lavere end de øvrige sange, og når lilletrommen en god stund endda nøjes med at slå på to og fire, så bliver det i sammenligning tungt, hvilket samtidig giver vokalen mere plads i lydbilledet, selvom de danske tekster ikke står lysende klart uden bookletten i hånden. Efter det stille stykke hen mod midten kommer intensiteten igen i vejret, og der kommer klassisk black metal ud af højttalerne. Solbrud hylder her på fornem vis fortidens giganter og får det blandet godt ind i egne idéer.
'Ursult' afslutter pladen og er albummets sværest tilgængelige nummer. Hurtigt, og med et larmende introriff, hvor selv den varme lyd ikke kan skjule, at det er et sort og diabolsk nummer. Virkeligt et nummer at rase ud til, men også dette nummer udvikles undervejs, og der tilføres en portion storladenhed senere i sangen.
Med 'Jærtegn' er Solbrud godt på vej mod flere skalpe til et ellers allerede ganske flot CV, i hvert fald herhjemme med Roskilde, Copenhell og Steppeulvsnominering. Det her har international kaliber.
Læs eller genlæs også Francos studiereportage fra 2013, hvor Solbrud var ved at indspille skiven, som dengang forventedes at blive kaldt for 'Klippemennesket' - det findes HER.