Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stilsikkert og uhyggelig tungt

Populær
Updated
Stilsikkert og uhyggelig tungt

Dawn of Demise udsender deres fjerde studieplade 'The Suffering' og leverer dermed den utvivlsomt tungeste dødsmetalplade, vi får at se fra et dansk band i år.

Titel
The Suffering
Dato
26-08-2016
Trackliste
1. Sadistic Gratification
2. Destined to Suffer
3. The Suffering
4. Deride the Wretc
5. The Process of Killing
6. Predation
7. Coercion of the Victim
8. A Malignant Condition
9. Those Who Deserve My Wrath
10. As the World Dies
11. Deify the Outrageous
Karakter
4

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er Dawn of Demise fra Silkeborg. Brødrene Scott og Bjørn Jensen står for vokal og basguitar, mens de er flankeret af Martin Sørensen og Astór Palsson på hver deres guitar, mens nyeste mand i flokken er Bastian Thusgaard, der gør albumdebut for silkeborgenserne på 'The Suffering', hvor han har afløst Simon Blaabjerg på trommestolen.

Musikalsk er der dog ikke sket så store ændringer. Dawn of Demise er stadig det tungeste dødsmetal, der kan drives op af den jyske muld. Hvor deres genrefæller i Illdisposed har et øre for det melodiske og eksperimenterer i den retning, så er Dawn of Demise så old-school, som man får dem. Det er ingen hemmelighed, at de er inspirerede af og glade for Suffocation, og når man hører åbningsnummeret 'Sadistic Gratification', er man da heller ikke i tvivl om, at det netop er dem og bands som Cannibal Corpse, som Dawn of Demise læner sig op ad stilmæssigt.

Det hele fortaber sig dog ikke i afgrundsdybe brøl fra Scott Jensen, for der er også god guitar på eksempelvis 'Destined to Suffer' og 'The Process of Killing', hvor rytmen fænger med det samme. Det er dog umanerlig tungt. Titelnummeret og eksempelvis 'Deride the Wretch' byder på noget af det tungeste rent tempomæssigt, som bandet nogensinde har taget livtag med. Det i sig selv er skræmmende, for de var også tunge på den fabelagtige 'Rejoice in Vengeance' fra 2012, der om noget var en vigtig plade for Dawn of Demise. Her fik de for alvor skabt momentum og et navn for sig selv.

Lyt til 'Deride the Wretch' her:



Pludselig stod de i 2014 på Copenhell og gav deres livs vigtigste koncert, og de levede op til egne og deres fans' forventninger. En milepæl. Nu står vi så her med 'The Suffering', og Dawn of Demise siger i hvert fald med musikken, at de ikke er klar til at lade det være højdepunktet. Den forrige plade og koncerten på Copenhell var blot syvmileskridt på en rejse, der endnu ikke er færdig.

For med 'The Suffering' sparker Dawn of Demise kælderdøren ind til det dybeste, tungeste og, tør man sige det?, bedste inden for dansk dødsmetal. Man kan bare lytte til 'Predation', der om nogen sang på pladen formår at indkapsle, hvad Dawn of Demise er og altid har været. Dødsmetal uden sidespring. Hvis man har hørt nogle af deres forrige plader eller oplevet dem på de skrå brædder, ved man præcis, hvad man går ind til, når 'The Suffering' sættes på.

Hvor 'Rejoice in Vengeance' overraskede med mere fokus på produktion, afveksling og groove, så er 'The Suffering' den naturlige forlængelse heraf. Dog uden samme overraskelsesmoment. Pudsigt nok er den også produceret hos Tue Madsen i Antfarm Studios, hvor gryderne sikkert er blevet til i den berømte pool. Sangkvaliteten er dog så høj, at vi bliver nødt til at stemple ind med en højere karakter end middelkarakteren. 'The Suffering' er gedigent håndværk smedet af folk, der ved, hvad de gør. Hør bare soloen i 'A Malignant Condition', der er lige så god, som den er kort og præcis.

11 sange på 37 minutter er også kort og præcist. Det er, præcis som dødsmetalplader fra New York og Florida var det i halvfemserne. Dawn of Demises stil er kendt af genrens fans. Her til sidst kan vores læsere da også lige få nogle smagsprøver fra pladen: