Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svensk bersærkergang med dødelig udgang

Populær
Updated
Svensk bersærkergang med dødelig udgang

Vikingerne fra King of Asgard leverer en god præstation uden overraskelser på albummet ':taudr:'. 

Titel
:taudr:
Dato
17-03-2017
Trackliste
1. The Curse and the Wanderer
2. Death...and a New Sun
3. Taudr
4. For the Fury of the Norse
5. Upon Raging Waves (Mythotyn cover)
Karakter
4

'Taudr' eller ordret ':taudr:' er den lidt irriterende, Arto-agtige titel på King of Asgards fjerde album, der fra første lyt kaster lytteren ind i et interessant, men velkendt univers, hvor den ubarmhjertige kulde fra nord bider fra sig, og hvor vikinger kæmper for ære, stolthed og ikke mindst for at tilslutte sig efterlivet i Valhal som evighedskrigere.

Om det er en ting, der rent metaforisk også kan komme til at gøre sig gældende for ':taudr:' som album, er nok for meget at love, men det har bestemt mindeværdige øjeblikke, der placerer King of Asgard skulder mod skulder med bands som Amon Amarth og Týr.

Dødekunsten
Uden at bidrage alt for meget til ananas-i-egen-juice-tropen, vil jeg her nøjes med at nævne, at jeg studsede over albumtitlen med mit bette, men dog eksisterende kendskab til norrøne orddannelser og futhark i baghovedet. Oversat: det germanske og skandinaviske runealfabet, om man vil.

Efter konferering med en gammel medstuderende, stod det således klart, at albummets titel kan oversættes til enten navneordet "død" eller det "at være død", hvilket tilfører en vis portion poetisk dybde og noget mørke til albummets tekstlige univers, der dog primært udfolder sig på engelsk.

Mørket er således en ufravigelig del af intronummeret 'The Curse and the Wanderer', der fastlægger den generelle stemning og røde tråd for hele albummet. Det er mørkt uden decideret at være tungt, men de insisterende, næsten march-agtige trommer og de rå, nøgne og alligevel avancerede riff sammen med den tilpas hæse vokal, der spyttes ud, skaber i sig selv en historie om evig søgen, der utvivlsomt ender fatalt.

Grebet om skæbnen
Paradoksalt nok virker den omtalte søgen ikke så evig igen, hvis man ser på albummet udefra.

Fem sange udgør næppe et fuldlængdealbum, og man kan diskutere, om ikke en ep havde været mere rammende i denne kontekst. Dog besidder alle numrene en travende fornemmelse, der langsomt slæber lytteren fremad. Mod hvad vides ikke, men måden, det gøres på, virker på en gang livløs og langsom, men også insisterende og truende.

At albummet i sin fulde længde udgør 33 minutter, er således ikke noget, man fornemmer som sådan, lidt i mandekorets passager måske, men det er ikke noget, der fører til oprigtig pinsel. Alle sangene er lange, men de er også alle sammen velskrevne og velklingende.

Om bandets labelskifte til Trollmusic har noget med det at gøre, er heller ikke til at udelukke. Udførelsen spænder sig i hvert fald over langt tungere materiale, som tilmed er langt mere gribende og nærværende end tidligere. Noget, der også kommer til udtryk på albummets afsluttende nummer 'Upon Raging Waves', der er et covernummer af Mithotyns sang fra 1997.

Alvoren og viljen er i hvert fald ikke til at tage fejl af. Stilen er lagt om, og vejen er omdirigeret, så den nu fører ned til et langt mere dystert udgangspunkt, hvor døden er i højsædet og konstant ånder dig i nakken. Så længe det gøres så smukt som på dette album, er det dog ikke noget, jeg vil have noget imod at opleve igen. Tværtimod.