Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tigeren lever og jager endnu

Populær
Updated
Tigeren lever og jager endnu

De gamle NWOBHM-pionerer Tygers of Pan Tang er klar med bandets 12 album. Det indeholder flere gode sange, men der er desværre også overflødigt fyld.

Titel
Tygers of Pan Tang
Dato
21-10-2016
Trackliste
1. Only The Brave
2. Dust
3. Glad Rags
4. The Reason Why
5. Never Give In
6. Do It Again
7. I Got The Music In Me
8. Praying For A Miracle
9. Blood Red Sky
10. Angel In Disguise
11. The Devil You Know
Karakter
3

Tygers of Pan Tang vil nok altid forblive mest kendt for, at bandet i sin tid havde guitaristen John Sykes med på to plader, inden han blev hentet ind til først Thin Lizzy og senere Whitesnake. Det er snart mange år siden, og bandet har da også vældig mange år på bagen. De blev stiftet helt tilbage i 1978, og første album udkom i 1980 kun fire måneder efter Iron Maidens debutalbum. Det var tilbage i de gryende dage for New Wave of British Heavy Metal.

Men hvor Iron Maiden opkaldte første album efter bandets eget navn, skulle der i Tygers of Pan Tangs tilfælde gå 36 år og 11 album, inden man her kom på samme idé. Måske skal det markere en ny begyndelse for bandet. Nyt er det da i hvert fald også, at Tygers of Pan Tang nu er kommet på vort eget hjemlige pladeselskab Mighty Music.

Tygeres of Pan Tang holdt en længere pause fra slutfirserne til udgangen af halvfemserne. Af de originale medlemmer er der kun guitaristen Robb Weir tilbage. Tygers of Pan Tangs musik var oprindeligt at finde i den mere melodiøse ende af NWOBHM-genren og denne tendens er ikke blevet mindre med årene.

Albummet lægger godt ud med sangen ’Only the Brave’, der er en frisk hard rocker med et ganske fængende omkvæd. Riffet er til gengæld ordinært og minder om noget, Saxon kunne høvle af i søvne. Men det virker fint, og bandets senest tilkomne medlem, guitaristen Micky Crystal, gør en ganske fin figur på nummeret. ’Only the Brave’ er faktisk lidt af en ørehænger og det er da også forståeligt, at man åbner albummet med den sang ligesom den er første video-/singleudspil fra albummet.



De god takter fortsætter på albummets anden sang, ’Dust’, der er en solid hard rock-sag i stil med Whitesnake og Thunder. Herefter bliver der desværre lidt længere mellem de gode sange.

’Glad Rags’ er et lidt mislykkedes forsøg på at lave en Def Leppard-lydende sang med et Joe Elliot-lignende chant-vers og et a capella-omkvæd med håndklap. Det virker mere som noget gammelt glam rock. Det er ikke vellykket.

Vellykket er heller ikke det usædvanlige valg af coversang i form af den gamle 70’er-discosang ’I Got the Music in Me’. Det er formentlig de færreste af Devilutions læsere, der kender sangen. Men det var et temmelig stort hit, da den første gang udkom i 1974 med de engelske sanger Kiki Dee. Senere har en lang række popsolister kastet sig over den. Men det er godt nok en overraskelse, at Tygers of Pan Tang har fundet det værd at indspille en version af sangen. Resultatet er desværre også magert og virker malplaceret på albummet.

En rækker halvlunkne ballader bliver det også til. Men der dukker heldigvis også rigtig fine sange op ind imellem.
Suveræne ’Blood Red Sky’ er har et buldrende godt drive, ’The Devil You Know’ er klassisk hard rock med lidt amerikanske inspirationskilder, og ’Never Give In’ er en ganske herlig, traditionelt lydende NWOBHM-sang.



Alt i alt er Tygers of Pan Tangs nye album, der altså bærer bandets navn, bestemt et godt album. Men der er desværre for mange smuttere til, at det ender med at være rigtig, rigtig godt.