En gennemsigtig nysgerrighed
Populær
Goats anden fuldlængde har hverken samme friskhed eller kækhed som det koncertaktuelle bands debut. Til trods for lækre toner og sprudlende melodier formår den kun at få danseskoene til at bevæge sig moderat.
Words
The Light Within
To Travel The Path Unknown
Goatchild
Goatslaves
Hide From The Sun
Bondye
Gathering Of Ancient Tribes
For to år siden smed Goat debutpladen ’World Music’ på gaden. På naturlig vis er den lyden af sen-60’er-psych blandet med et let og troværdig take på afrikansk, Fela Kuti-venlig voodoo-rytmik. Pladen er ganske fantastisk, ikke mindst på grund af dens flere forskellige mentaliteter: Den er såvel udadvendt og nærmest lyksaligt pulserende, som den er enigmatisk og underspillet dyster; såvel disco-lystig som fuzz-liderlig.
Da ’World Music’ udkom, var det for flere musikinteresserede desuden kulminationen på flere måneders ventetid. Også inden debutpladens udgivelse havde vi med små fedtede fingre på de opdaterende keyboardtaster med iver og længsel set frem til at høre mere fra det dengang gådefulde band. Tre hjemmestrikkede youtube-videoer til nogle af bandets sange havde nogle måneder forinden debutens udgivelse ramt internettet uden yderligere information om musikkens ophavsmænd. Denne totale mangel på kendskab til det, der er sekundært i forhold til musikken, kombineret med henholdsvis smukke og delvist mystiske musikvideoer samt – ikke mindst – tre forbløffende gode sange, fik fra Goat-dag ét tændt en behagelig lyst i én efter at tage del i bandets univers.
Nyt musikalsk-geografisk territorium
To år efter er de så klar med ’Commune’, studieplade nr.2 og altså opfølgeren til ’World Music’. Man er lige ved at sige, ”endelig klar med Commune”, men så er det, man hører albummet endnu en gang, hvorefter tanken hurtigt slår én, at det denne gang måske er gået en smule for hurtigt for det svenske band. Ikke at det nødvendigvis gør alverden, at pladens to første numre, ’Talk To God’ og ’Words’, kommer an som psych-æggende og østligt-inspirerede takes på det, der tidligere emmede af psych-toner a la det afrikanske hos Goat. At signaturen skifter musikalsk-geografisk territorium kan muligvis synes en smule konceptuelt påtaget, men ikke desto mindre synes både tonerne og instrumenteringen også denne gang at komme naturligt til Goat. De to nye åbningssange besidder tilmed en umiddelbar energi, der afskærmer for meget af det muligvis forstilte, og begge sange har desuden pæn succes med at forvandle deres respektive iver efter at gå i danseskoene på lytteren til et fysisk gåpåmod hos samme. Er man bekendt med ’World Music’, virker sangene muligvis hverken specielt friske eller overraskende, men de åbner pladen på tillokkende melodisk vis og er samtidig lette at leve sig ind i. Det kan nogle gange være nok i sig selv.
En stram gentagelse
Det også dog også være et tegn på, at det, man i virkeligheden har brug for, er et tiltrængt spark i sin egen røv. De differentierede musikalske mentaliteter, som Goat havde succes med på ’World Music’, tager de således ikke hjem denne gang. Tværtimod synes bandet nu at placere sig et underligt sted mellem udtryk, hvilket måske, sandsynligvis, skyldes, at ’Commune’ overordnet set fremstår som en gentagelse af ’World Music’, mere end den selv synes at bringe mange nye idéer på banen. Den er som en lidt strammere komponeret transparens af debutpladen – ”strammere” som på den mere artige og desværre mindre flyvske måde, forstås.
Er det lidt af et under, hvordan man kan samle så gode melodier fra båndet sammen i et tonalt set skønt sted og så samtidig mangle noget rigtigt vedkommende musikalsk gods? Det er det vel ikke nødvendigvis. Hvor det shamanistiske og rituelle i musikken eksempelvis virkede eftertænksomt og på sin vis helt eksistentielt aktuelt på ’World Music’, står nye instrumentale skæringer som ’To Travel The Path Unknown’ og ’Bondye’ allerede nu tilbage som et par jævne numre uden ret megen psykedelisk inderlighed. De synes tæt på at være indbegrebet af formular, og den kompositoriske nysgerrighed, der var til stede på ’World Music’ fornemmer man stort set ikke i andet forsøg.
Ny friskhed efterspørges
Måske det er, fordi man de sidste par år selv har hørt ret meget psych, at man denne gang gerne havde set Goat skrue ned for lyden af netop psych og fuzz-pedalen for i stedet at gribe sit materiale an fra et andet, evt. mere pop-spraglet, perspektiv. Måske dette kunne give bandets forkærlighed for den ikke-vestlige musiks toner en anderledes og måske ikke helt så oplagt vinkel? Måske det kunne føre en ny friskhed med sig, hvis bandet undlod at forene denne ikke-vestlige musik med en musikgenre, som det på mange måder ligger til lige til højrebenet af forenes med? Det er selvfølgelig blot spekulationer, der smides op som bolde i luften, alt imens vi efterspørger en ny friskhed hos Goat.
Goat spiller spiller i Vega nu på fredag d. 19. september. Der er stadig billetter at få til koncerten.