Tørre tasmanske tæsk
Populær
Tasmanske Psycroptic har optimeret deres tekniske dødsmetal til det hidtil højeste niveau og imponerer i udførelsen.
Ending
A Soul Once Lost
Cold
Setting the Skies Ablaze
Ideals That Won't Surrender
Sentence of Immortality
The World Discarded
Endless Wandering
Tasmanske Psycroptic har i over 15 år beriget verden med deres tekniske dødsmetal, som de efterhånden har perfektioneret til en stil, der er helt deres egen. Nu har bandet endelig fundet tiden moden til at udkomme med et selvbetitlet album, som kombinerer meget af det gode fra tidligere albums og smelter det sammen til et ret hidsigt amalgam af potent dødsmetal, som indtil videre er deres bedste musikalske præstation til dato.
Tasmanerne tager ingen fanger med deres insisterende, riffbaserede dødsmetal, forbilledligt demonstreret på pladens åbningsnummer, 'Echoes to Come,' der på flot vis kombinerer lynende speed og knusende grooves med et melodisk (gisp!) omkvæd.
Blændende guitarspil
Dødsmetalbands med blot en enkelt guitarist er en sjældenhed, men i Psycroptics tilfælde betyder fraværet ikke meget. Guitarist Joe Haley gør et så fremragende strengearbejde - også live - at man faktisk ikke savner en ekstra guitar. I produktionen er hovedvægten da også lagt på Joe Haleys ekvilibristiske fingre og brormand Dave, som komplementerer med et pletfrit og varieret trommespil. Til gengæld drukner bassen midt i alle disse fortræffeligheder.
Perfekt til bajere
Den tekniske udførelse er der således ikke en finger at sætte på. Til gengæld er det så som så med genkendelsens glæde i numrene selv efter adskillige mange gennemlytninger. Det er fedt at knække nakken på de mange vanvittigt komplicerede riffs, mens det står på, men de har svært ved at brænde sig ordentligt fast i hukommelsen. Sagt på en anden måde; Psycroptic er fedt at drikke bajere til, men numrene forlader kroppen med nogenlunde samme hastighed som de våde varer.
Dynamikken redder dagen
Det fungerer godt, når bandet letter lidt på gaspedalen, som for eksempel på numrende 'A Soul Once Lost,' som er en sej midttempo-skæring, hvor første halvdel er fyldt med simplere riffs inden nummeret knækkes over af c-stykke, hvor skalaliret får helt frit løb.
Nogle vil formentlig rynke på næsen af forsanger Jason Peppiatt, hvis vokal ligger et stykke fra det klassiske dødsmetal-growl. Han brøler snarere løs med en punk-agtig råbevokal, selv om han på den lynhurtige, thrash-skæring 'Setting the Skies Ablaze' forsøger sig med en mere thrashet tilgang til vokalarbejdet.
Er du ny til Psycroptic, vil denne 'Psycroptic' ikke være et dårligt sted at starte. Den viser et band, som har gravet sig ind deres egen afkrog af dødsmetallen og løbende optimeret musikken, så den fremstår både 'let tilgægeligt,' velsmurt og ikke mindst dynamisk. Tjek det ud.