Under glamrockens forbandelse
Populær
Steel Panther er frustrerende gode til at være en parodi på højde med scenens originaler, og - måske overraskende for nogen - de står bag en overordentligt god tredje udgivelse.
02. Party Like Tomorrow Is The End Of The World
03. Gloryhole
04. Bukkake Tears
05. Gangbang At The Old Folks Home
06. Ten Strikes You’re Out
07. The Burden Of Being Wonderful
08. F@#king My Heart In The Ass
09. BVS
10. You’re Beautiful When You Don’t Talk
11. If I Was The King
12. She’s On The Rag
Ønsker Steel Panther at blive taget seriøst? Spørgsmålet melder sig hurtigt, når der lægges ører til tredje skive fra dem. Det meldte sig sådan set allerede første gang, de stak pikhovedet frem. Og man bliver ikke klogere, efterhånden som man graver dybere ned i mængden af infantile tekster.
Men man bliver lidt irriteret. Det er i bund og grund hamrende sørgeligt, at den eneste måde glamscenen kan blive taget seriøst på, er ved at tage pis på sig selv. Fortjener den ikke bedre? Steel Panther gør faktisk!
Trods det latterlige univers omkring kvartetten, hvor intet er for dumt eller perverst til at blive udeladt, så håndteres den festlige sangskrivning med et stort overskud og den helt rigtige flair for at lave musik, som man gjorde det i firsernes LA. Hvis man skrællede alt det tåbelige væk og fandt ind til grundelementerne, ville man stå med nøgne 12 sange af høj kvalitet - kun iført fede riffs, gode melodier og bare musik af høj, høj klasse. Og så gør det naturligvis ikke noget, at teksterne faktisk er lige så sjove, som de er ubegribeligt åndssvage.
De spiller hamrende fedt og varierer udtrykket, og selvom Steel Panther stjæler med arme og ben fra de "rigtige" bands, gør de gør det med så umådeligt stor charme, at tilsnigelserne henimod en decideret parodi er let at leve med. Single-udspillet 'Party Like Tomorrow Is The End Of The World' er i princippet klar til at blive en moderne klassiker inden for genren, og numre som som 'Bukakke Tears' og 'Gangbang At The Old Folks Home' er provokerende fængende og rummer det helt uimodståelige festpotentiale - i øvrigt ligesom 'The Burden of Being Wonderful' og 'You're Beautiful When You Don't Talk' vel nok kan fuldende enhver romantisk aften.
Men det ender der, hvor det begynder. Det er en skam for glamrocken, at den kun kan få opmærksomhed ved at blive til grin - og det er trist, at et ellers fremragende band som Steel Panther kun er blevet store, fordi det er for sjov. Eller har jeg svaret forkert på det indledende spørgsmål?