Atmosfæriske faldgruber Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/9a/41/48/Urfaust-Empty-Space-Meditation-CD-PREORDER-2959-37-1483894131.jpg
08. Januar 2017    

Den eksperimenterende nederlandske black-duos styrker og svagheder står frustrerende klart frem på 'Empty Space Meditation', der veksler mellem tomgang og det primitivt storladne.

Kunstner
Titel
Empty Space Meditation
Dato
28-10-2016
Trackliste
1. Kapitel
2. Kapitel
3. Kapitel
4. Kapitel
5. Kapitel
6. Kapitel
Forfatter
Karakter
3

Nederlandene er andet end pseudosymfonisk gotisk pseudometal med kvindevokal og gammeldags dødsmetal: Den nederlandske black metal-scene er et spændende sted i disse år. Grupper som Kjeld og Kaeck kan noget, som er blevet sjældnere i dagens metal, nemlig skrive sange. Wederganger kan det samme og har en særlig hedensk atmosfære, som kun få i dagens black metal-scene kan matche. Efterhånden halvgamle Lugubrum er først og fremmest sære og rustikke og eksperimenterende. Den nederlandske scene har bands, der oftest har deres eget, ofte excentriske take på black metallens troper.

Men den nederlandske scenes bannerfører er og bliver nok duoen Urfaust, der siden debuten ’Geist ist Teufel’ fra 2004 har gurglet en lind strøm af album, splits, mini-lp’er og singler ud, tilsyneladende ustoppelige i deres egensindige forsøg på at kombinere atmofærisk, doomy black metal med okkulte og ritualistiske undertoner og store mængder dark ambient.

Bandets seneste udgivelse, ep’en ’Apparitions’, faldt dog for meget i dark ambient-grøften til min smag. Kun ét (svinefedt) metalnummer, mens resten var temmelig forglemmelige ambientstykker, som hverken ville det ene eller det andet, lavet bedre før af mange andre kunstnere. Af samme grund gav det derfor grobund for forventninger, da bandet selv annoncerede, at ’Empty Space Meditation’ ville fokusere på metallen.

At hive atmosfære ud af røven
Det gør den også. Alligevel er den ikke helt tilfredsstillende. Åbningsnummeret, ’1. Kapitel’ (der er seks numre i alt, alle kapitelbetitlet og -nummereret) er en atmosfærisk intro, som gør, hvad den skal, uden at jeg helt føler det sus, som jeg tror, det er meningen, at jeg skal føle. Det er, som om der er gået rutine i den type indledning for bandet, som om det er noget, de bare hiver ud af røven.

Føles introen formularisk, er albummets første egentlig sang, ’2. Kapitel’, snarere inkongruent med sig selv. Den begynder med passage med skrigende vokal og et simpelt riff, der vist skal lyde som Burzum, men snarere lyder som ualmindeligt standard post-black med en brusende synthflade ovenpå, der fjerner den metalliske kant. Denne black metal for folk, der ikke kan lide black metal, afløses midtvejs af en midttempo-black, der skramler, og hvor forsanger IX’s klagende, halvsmadret messende vokal får lov at folde sig ud … før vi til slut får synthfladen for sig selv, tilsyneladende uden anden årsag, end at et fuldlængdealbum varer et vist antal minutter. I hvert fald synes der ikke at være nogen kunstnerisk årsag til det, og det er en skam, når nu midterdelen er så god, som den er.

Sagt på godt dansk: Det hænger ikke rigtig sammen, og det er kendetegnende for store dele af pladen, som virker sært retningsløs, som en halvbleg gentagelse af tidligere materiale. ’3. Kapitel’s grundriff er godt gemt bag trommerne (der som nærmest altid er langt fremme i Urfausts lydbillede) og spooky synthesizere, og det forstår man godt. Det går i tomgang, det bliver en stiløvelse i at lyde som Urfaust, men magien er der ikke rigtig, monotonien er kedelig frem for et middel til at udvide nummeret. Der er masser af atmosfære, men gemmer der sig noget bag al den atmosfære? I den (og primært den) forstand minder også denne sang om megen post-black: Kigger man bag den umiddelbart overvældende og appellerende følelse, sangen søger at fremmane, er der ikke meget af egentlig substans at hente.

Substans og tyngde
Heldigvis går det bedre på albummets sidste halvdel, hvor ’4. Kapitel’ trækker det repetitive og doomy frem i lyset og lader en vis tyngde skinne igennem, ligesom det er udført med kunstnerisk konsekvens og en vis fremdrift i det mæandrerende tempo. Det er ikke bandets bedste sang, men den prøver i det mindste ikke at gemme sig og fremstå af mere, end den kan bære.

Og ’5. Kapitel’ er på mange måder albummets sære højdepunkt, hvor der flirtes med primitiv 80’er-gothrock på en sang, der er både catchy, atmosfærisk og foruroligende. Her udfordrer bandet sig selv, her kommer både afveksling og substans og den tyngde, man ofte savner på albummets første halvdel. Og på den afsluttende ’6. Kapitel’ lykkes det også for Urfaust at få det atmosfæriske og substansen forenet ved hjælp af orientalsk-klingende fingerspil, en lidende vokal, ildevarslende trommer og rumklang nok til at fylde en domkirke.

På den måde viser ’Empty Space Meditation’ både Urfausts bedste og værste sider – når de er bedst, rammer de en unik atmosfære og kombinerer det med en original og dragende black, en primitiv storladenhed. Når de er værst, skaber de lydlandskaber, der minder lidt rigeligt om Midtjylland, monotone og kedelige, uden særlig grund til at opholde sig i dem. Det er lidt frustrerende, når nu man ved, hvor gode Urfaust kan være, for eksempel på ’Der freiwillige Bettler’ (2010), som nye lyttere anbefales.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her