Vibrerende rockstemning
Populær
Psychrockende lokalhelte fra Philadelphia udgiver debutplade, der både er ærkegenkendelig og brandumulig ikke at rocke i fast takt til.
Astral Plane
Don't Kill The Vibe
Sonic Praise
Cross The Divide
Tag et skvæt af det lsd-tågede, som vi kender det fra Monster Magnet, mix det med henholdsvis et noget mere simplificeret garagerockudtryk samt en sikker portion Hawkwind-psychjazz, og man har sig en udmærket idé om den musikalske baggrund, Ecstatic Vision udspringer af. På bandets debutplade, ’Sonic Praise’, markerer trioen fra Philadelphia sig som værende lige dele traditionelle og nysgerrige, og det er netop debutudspillets vekslen mellem velkendt rocksangskrivning og en interesse for også en udforskning af psychjazzrockpaletten, der giver ’Sonic Praise’ en god puls.
Denne blanding af god, sikker rock og legesyge har angiveligt givet bandet et renommé i hjembyen på østkysten, hvor bandets koncerter skulle være noget nær en sikker fest, som trækker et fast, større publikum til. Måske det er denne hype i hjembyen, der har fået Relapse Records til at bevæge sig en lille smule uden for deres metalsortiment og tilføje et navn til deres liste af bands, som i pladeselskabets katalog stilistisk set bedst kan placeres ved siden af landsmændene i Zombi og måske egentlig ikke ret mange andre? Eller måske tilføjelsen af Ecstatic Vison hos Relapse er et tegn på psychrockens nypopularitet, som altså nu også de gerne vil ind over?
Uanset hvilke faktorer der har været på spil, er det et godt valg, Relapse kaster deres psykedeliske lid til. Til trods for bandets tydelige fornemmelse for solid sangskrivning er der en bestående uperfekt charme over ’Sonic Praise’. Musikalsk set befinder Ecstatic Vision sig et stykke fra Goat, men den umiddelbare og rå frit fra leveren-indstilling, der karakteriserer svenskernes take på retrorock, karakteriserer til dels også den anderledes amerikanske tilgang til psych, som disse tre rockrødder fra Philadelphia praktiserer.
Netop den amerikanske psychsignatur gør sig på flere måder bemærket – desværre også i kraft af pladens til tider semigeneriske produktion. Det må være svært at skille sig rigtig ud inden for en genre, man begynder at høre mere og mere til, og Ecstatic Vision trækker her et strå, der emmer mere af professionalisme end af relevant nypsychet nerve. Til trods for at saxofonen på pladen lyder behagelig psychstøjet, lever dens produktion overordnet set ikke op til de ellers gode sange. Måske det er en af bagdelene ved at lade bands, der skal lyde af undergrund, debutere på større pladeselskaber? Men det skal ikke forhindre, at man glæder sig til at høre mere til Ecstatic Vision.
Og så krydses der fingre for et besøg i Europa snart.