Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vind og skæv til UG

Populær
Updated
Vind og skæv til UG

På deres sjette studiealbum går Endless Boogie bevidst efter at sidde fast i den samme rille. Det er dog især, når de nytænker deres særegne slackerskabelon, at de for alvor er bad ass.   

Dato
19-05-2017
Genre
Trackliste
1. Vibe Killer
2. Let It Be Unknown
3. High Drag, Hard Doin'
4. Bishops At Large
5. Back In '74
6. Jefferson Country
7. Whilom
Karakter
3

”At være beat er at stå på et gadehjørne og være sindssygt høj”. Således indledte Dan Turéll i 1977 et hyldestdigt til den amerikanske litterære bevægelse, der havde sit udspring i 50’erne. Selvom beatgenerationen selvfølgelig oftere sættes i forbindelse med jazz og Bob Dylan end med blues og John Lee Hooker, er det ikke desto mindre Turélls blik på beat-karakteren på gadehjørnet, der gang på gang dukker op hos mig, når jeg har Endless Boogie på anlægget. Således også når jeg lytter til deres seneste plade, ’Vibe Killer’, der er bandets sjette studiealbum i det hele taget og deres fjerde på No Quarter Records.

Kvintetten fra New York vil for det uindviede metalhoved formodentlig synes som lidt af en sjov størrelse. Endless Boogie er bandet, der er så ”uopfindsomme”, at de har ti minutter lange numre, der består stort set af det samme riff fra start til slut. Når de spiller live, er de tilmed berygtede for til tider at spille kun en enkelt sang. I meget lang tid. De er bandet, der tydeligvis er mere interesserede i at stå på skuldrene af en særlig sangskat, hvor John Lee Hooker og Ron Asheton står placeret øverst på en guitarformet kransekage, end de nødvendigvis er interesserede i at nå bredt ud. De er kort sagt bandet, der hører hjemme i undergrunden, og her lader de til at have det godt.

På ’Vibe Killer’ har Endless Boogie samme old school tilgang til det at lave et vaskeægte rockalbum, som de har haft siden udgivelsen af deres selvudgivne debut i 2005: Bandet går i øveren, hvor de improviserer sig frem til en række musikalske skeletter; de udvælger dem, de synes bedst om, hvorefter flere instrumentale spor og eventuelle tekster tilføjes. Det, der på papiret lyder let, har heldigvis også noget gnidningsløst over sig, når man hører det endelige resultat. Umiddelbarheden har fra dag et af været Endless Boogies største force.

Også selvom de efterhånden har praktiseret den samme tilgang til deres på én gang særegne og musikhistorisk bevidste rockmusik, holder formularen for det meste stadig. Titelnummeret, der åbner den nye plade, har muligvis en lidt – og for Endless Boogie sjælden – forceret nerve over sig, men de mindre gode numre er der heldigvis ikke mange af på pladen. ’Let It Be Unknown’, der lyder som The Stooges, der lyder som The Doors, er muligvis heller ikke et decideret godt nummer, men det kortere nummer er til gengæld med til at binde pladen sammen. ’High Drag, Hard Doin’’ følger efter som standard-Endless Boogie på en gennemsnitligt god dag. Herefter stiger pladen for en stund op i det røde felt.

Ligesom ’Let It Be Unknown’ er ’Bishops at Large’ med til at binde pladen sammen. Modsat ’LIBU’ virker denne skærings æggende blanding af funk og psych i Endless Boogie-regi imidlertid nærmest forfriskende. De viser sig her fra en mere opfindsom side. Det samme gør de på det næste nummer, pladens bedste, ’Back in ’74’. Kombinationen af Paul Majors hårdtslående Ron Asheton-inspirerede guitarspil og Jesper Eklows duellerende wah-wah-spade har de selvfølgelig praktiseret før. Det, der giver sangen dens wauw-faktor, er Majors anekdotiske jeg-fortæller-vokal, der beretter om dengang, Major så KISS på en dragefestival i St. Louis i 1974. På syre.

Majors vokal på 'Back in ´74' er et højdepunkt på pladen i det hele taget, og at den blev til, fordi Paul Major på et tidspunkt havde brækket sin arm og derfor ikke kunne spille guitar, er et godt eksempel  på, at benspænd ofte kan være vejen til vedkommende, kunstneriske fornyelser. Lad bare Endless Boogie blive testet med et par stykker af dem også fremover.