Årsliste 2015 - Jacob Dinesen

For fotografen begynder og slutter året med samme band: Venom. Trods en usædvanligt lang liste af skuffelser drister han sig dog til at betegne 2015 som et godt år.

Årets danske album:

1. By the Patient: 'Gehenna' – Blackendmelodød-dødsmetal? Uanset hvor Gehenna skal placeres, så er det entydigt, at By the Patient valgte at stoppe på toppen. Årets bedste danske plade i min bog.

2. Halshug: 'Blodets bånd' – Det piner mig at måtte indrømme det, men det har taget mig det meste af året at komme ind på livet af denne plade. Dog bedre sent end aldrig. Et fantastisk aggressivt album om glæden ved at bo i København?

3. Grusom: 'Grusom' – Efter første gennemlyt var dette en irriterende ligegyldig plade, men uvist af hvilken grund valgte jeg straks at lytte til den igen, og igen og igen... derefter gav den mening.
Det er muligt, at man kan høre, at de på et tidspunkt i karrieren var et The Doors-coverband, men hvad gør det, når både musik og tekster har en, for stonerscenen, sjælden inderlighed?

4. Myrkur: 'M' – Problemet med denne plade er hypen. Uanset hvordan den lød, ville den ikke kunne leve op til den. MEN med det sagt, så mener jeg vitterligt, at det er en aldeles glimrende black metal-plade med en god stemning af skovtur. Det er da herligt at pladen består af selvstændige sange, der tilsammen skaber et sammenhængende værk.

5. Bersærk: 'Mulm' – Dette er ubetinget årets stolteste album. Det fascinerer mig voldsomt, at man kan skrive disse tekster, uden at de velmenende brigader farer i flint. Hvordan mon reaktionen havde været, hvis det havde været et Illdisposed-sideprojekt? Oh well – musikken holder sig fri af mangen en genrefælde, og teksterne drager.

For en sjælden gangs skyld har det forgangne år IKKE været en jammerlig ørkenvandring på den hjemlige pladefront, og Recitation, Satanic Assault Division og Black Book Lodge var alle bejlere til fremhævede pladser.

Årets internationale album:

1. Cattle Decapitation: 'The Anthropocene Extinction'

Come one, come all
to the most pointless show on the earth
an exploration of the depths we can sink to
linked to our inherent lust for torture

Afsky, mismod, menneskehed – knivskarpe analyser af tingenes abstrakt elendige tilstand. Med bred margin årets bedste plade. Sjældent melodisk af en ekstremt aggressiv plade at være, kan man andet end at elske den?

2. Enslaved: 'In Times' – Alsidigt og storladent – smukt og helstøbt.

3. Venom: 'From the Very Depths' – I en verden, hvor ideen om levedygtige dinosaurer igen og igen udfordres af virkeligheden, er det en fryd at høre Cronos med sine kompagnoner lave en sej plade om at være sej.

4. Tribulation: 'Children of the Night' – Lad os nu lege, at Ghost lød ordentligt... hvis de gjorde det, ville de formentlig lyde som Tribulation. Sammenlignet med Ghost mangler Tribulation muligvis det sidste, hvad angår udklædning, men ideen om zombietransvestitter er da... fin. Ja. Fin. Særligt når musikken er fejlfri (i modsætning til Ghost).

5. Gentlemans Pistols: 'Hustler's Row' – Årets bedste rockalbum, nærmest dansabelt.

Men udover de fantastiske fem herover kom der også et overraskende stærkt udspil fra Paradise Lost, der for en gang skyld slet ikke var kedeligt. Whiskey Ritual var umanerlig tæt på at ryge med. Satanisk spaghettirock må være fremtiden! Marduk holder (naturligvis) også den sorte fane højest og har med Frontschwein føjet endnu et mesterværk til deres i forvejen imponerende katalog. At Marduk gjorde det er reelt ikke så overraskende, det var det derimod, at Melechesh lavede en god plade. For at rette op på dette er forsanger/over-douchebag Ashmedi blevet buret inde for ballade på en bar.

Liturgy slap ud af illusionen om, at deres genre var black metal og lavede i stedet en god plade, der ikke rigtigt har noget med metal at gøre. Vattnet Viskar var muligvis samme sted som Liturgy, da deres proces med 'Settler' indledtes, men deres resultat blev et markant andet, men dog en ikke mindre interessant fortolkning af den moderne black metal.

Fuldstændig fri for navlepilleri er Cancer Bats, Satan's Wrath og Napalm Death, der alle holder tempo og gejst på deres 2015-udgivelser.

Årets internationale hit:

Gentlemans Pistols: 'Devils Advocate on Call' – Både swingende og kælent



Den er dog nært forfulgt af KEN Mode: 'These tight Jeans' og The Vintage Caravan: 'Babylon' mens Sabbath Assembly viser flaget med 'Confessing a Murder, og evigt hitskabende Cancer Bats udmærker sig med 'True Zero'.

Årets danske hit:

Myrkyr: 'Mordet' – Fuldstændig blottet for fe-halløj. Klædelig, ren ondskab.



Årets genfundne klassiker:

I år har været et ganske usædvanligt år, hvor jeg for en gangs skyld IKKE er blevet fortvivlet af at lytte til ny musik. Dette gjorde, at jeg ikke drog på nogle bagstræberiske tidsrejser. MEN jeg er dog så småt gået igang med Dissection - 'Storm of the Light's Bane'. Den får nok en omtale på denne plads til næste år.

Den overså jeg i 2014:

Nachtmystium: 'The World We Left Behind' – På den ene eller anden måde er det undsluppet betegnelsen hipster-black (i hvilket parallelunivers?, red.). Muligvis fordi de var en postgang for tidligt ude og derfor blot lavede moderne/psykedelisk black metal. Desværre er dette formentlig deres sidste album, men jeg er frisk på lidt selvbedrag. Mesterligt band.

Årets film:

Ingen set, alle glemt.

Årets opsamling/bokssæt:

Nixen bixen.

Årets koncerter:

1. Candlemass: Metal Magic, 09-07-2015 – Allerøverst på listen over årets bedste koncerter står Candlemass. Før koncerten i Fredericia var det mange år siden, jeg sidst havde set en hæderlig Candlemass-optræden, men fra første sekund satte de sig for at udslette alle mine dårlige minder. De spillede, som var det et show med 50.000 tilskuere, der alle skulle kunne mærke oplevelsen. De 666, der var til koncerten, var vidne til noget, der næppe nogensinde bliver overgået på de kanter.

2. Death Angel: KB18, 26-07-2015 – At verdens absolut værste spillested kan danne rammen om en verdensklassekoncert var uventet. Det siger dog en hel del om Death Angels niveau.

3. Venom: Black Christmas Festival, 19-12-2015 – Den absolut perfekte afslutning på koncert- og metalåret 2015. En helvedes masse ild og Cronos i topform.

4. Young and in the Way: Roskilde Festival, 04-07-2015 – Koncertens afslutning var, at bassisten kastede sin bas ud i hovedet på publikum. Perfekt. Dette var ikke for sjov.

5. Primordial: Copenhell, 19-06-2015 – Modsat Signes forudsigelser så jeg koncerten, og den blev så god, som jeg havde forudset. Glædeligt at en del flere også forstod, hvad de var vidne til.

2015 var dog lige et nøk for godt til, at jeg kan nøjes med at fremhæve fem koncerter. Det leder os direkte videre til:

Judas Priest, Sweden Rock Festival, 06-06-2015 – Klassisk festivalkoncert af en svunden tid.
Cancer Bats: Pumpehuset, 08-04-2015 – Cancer Bats i vanlig stil.

Fremhæves bør dog også Blues Pills' koncert på Copenhell, Enslaved i Thalia Hall, Chicago, Refused i Pumpehuset og Corrosion of Conformity på Beta. I forbudssverige oplevede jeg Tribulations alt, alt for korte koncert på Black Christmas Festival og som rosinen i pølseenden Satyricon på Kulturbolaget. En fremragende koncert, der nær blev ødelagt af vor ukendte landsmand med det store skæg. Fuck dig!

Årets internationale navn:

Enslaved – På forhånd var forventningerne store til 'In Times'. Nuclear Blast havde startet den helt store spam-maskine lang tid før udgivelsesdatoen. Heldigvis levede det relativt snævre black/folk/viking-band op til dette. Lyden er ganske vist blevet klart mere progressiv og måske lettere tilgængelig, men de gamle fans røg ikke i svinget.

Årets danske navn:

Myrkur – Den kan der vel ikke rigtig være tvivl om? Volbeat har vanen tro solgt flere billetter og plader end alle andre til sammen, men herfra ingen udmærkelse for blot at holde maskinen kørende. Myrkur derimod stod for både årets absolut ringeste Roskildekoncert og et af årets bedste danske albums. Dertil var alt ved hende indspundet i alskens kontroverser:

- 100% hype
- form uden indhold
- slet forklædt flirt med nazisme i en facebookopdatering.

Pyt.

Herfra er det dog et krav, at der arbejdes med livedelen. Koncerten i Pumpehuset var bedre end Roskilde-miseren, men derfra og til at kunne headline et respektabelt klubshow endsige spille sommerens festivalprogram er der et godt stykke.

Årets nye internationale navn:

Bat – Den fremmeste eksport fra Richmond Virginia er thrashbandet Bat. I år nåede deres ep 'Primitive Age' mine højttalere. Målt på antal gange den samme udgivelse er blevet afspillet, vinder denne klart. Kun 13:37 varer den, men det er alt rigeligt til at sørge for, at deres 2016-fuldlængde 'Wings of Chains' er en udgivelse, jeg glæder mig meget til.

Årets nye danske navn:

Møl – thi de laver rent faktisk interessant musik og bedriver ikke blot små hop på stedet.

Comeback:

Venom – Det er muligt, at de ikke for alvor har været væk, men i min tid har de aldrig været så tæt på toppen, som de er nu. Det er muligt, at det i disse dage er forbudt at skrive det, men 'From the Very Depths' lyder, som vi har bildt os ind, at Motörhead stadig lød. No fucks given. Senest demonstreret på Black Christmas Festival, hvor Venom gav en koncert, der vel kun kan betegnes som “magtdemonstration”.

Årets optur:

Der er nu noget godt og trygt over, at Six Feet Under igen laver lortemusik. De sidste par plader har været forbløffende gode, men nu er de tilbage på nederste kvalitetstrin. Orden er genoprettet i kosmos. Med det på plads kan vi komme videre til de reelle opture.

1. Pepper Keenan hilste på mig! I fotograven på Roskilde Festival hilste Corrosion of Conformity-helten på mig. Præcis hvad og hvordan fortaber sig i tågerne... men der var vidner!

2. Lørdagen på årets Aalborg Metal Festival står for mig som en af de mest fuldendte festivaldage nogensinde. Lutter gode bands, lutter gode koncerter. Den bliver svær at overgå nogetsteds nogensinde.

Her på falderebet blev vi desværre mindet om, at Lemmy blot var et menneske. Vrangforestillingerne om det evige liv – baseret på dårlig bourbon og speed – viste sig at være uden hold i virkeligheden. Trist, men en god reminder om, at man måske ikke skal leve 100 % idiotisk, blot fordi man kan.
Så en “optur”, fordi Jack-D kulten simpelthen er for idiotisk at se på i længden.

Derudover må Devilution i al almindelighed også fremhæves. Som organisation er Devilution en fascinerende størrelse bestående af 20 hoveder, der hver især vil kæmpe til døden for at få ret. Trods det arbejdes der sammen på en nærmest intuitiv måde. Nogle gange virker det endda, som om min stærkt idealiserede kurs følges.

Jeg er stolt af, hvad vi laver, og hvordan vi bevæger os frem.

Mod horisonten!

Årets største skuffelse:

Dert går sjældent en dag, uden at jeg bliver alvorligt skuffet over tingenes tilstand, så med 365 dage i det herrens år 2015 blev det til en del. Her udtrykt ved min shitlists 13 umulige:

1. Lamb of God viste sig som en flok forbandede hyklere, der blev bange for de monstre, Essence havde gemt under sengen. Derefter stak de halen mellem benene og drog hjem til guds eget land. Lamt.

2. Essence brugte lige vel lang tid på at lave en plade. Denne plade trænger mest af alt til et skud umiddelbarhed. Den laves ikke i laboratoriet.

3. Metallica spillede ikke 'Metal Militia' i Gøteborg. Jeg var udelukkende kørt derop for at tage nogle billeder og så høre den sang. Oddsene var ellers gode, thi de havde spillet den på det meste af deres sommertour.

4. Einstürzende Neubauten smadrede en nøje planlagt metaldag på Roskilde Festival. Hvem der end var stage manager var ikke sin opgave voksen. Bandet skulle være blevet sendt på scenen til annonceret tid ELLER trukket i hyre. Accepten af, at de kunne vente med at gå på, indtil den moderne musik på Orange var slut... pinligt.

5. All Pigs Must Die var den koncert, jeg glædede mig mest til inden årets Roskilde Festival. Derfor sørger jeg naturligvis for at komme for sent derud og glemme nøglen til mit garderobeskab med kameragrej. Derefter må jeg købe en ny nøgle og taber grej på gulvet, så det splintrer. Resultat: kun ca 15 minutters koncert til mig.

6. Wacken Open Airs nødplaner for håndtering af regnvejr. Det er mig en gåde, hvordan de kan være så dårligt forberedte. Det er kun tre år siden, de var tæt på at aflyse hele festivalen på grund af regn. Hvis ikke de har råd til at håndtere dette, må de nok overveje at hæve billetprisen en anelse. Med tanke på hvor hurtigt der bliver udsolgt, ville dette næppe få indflydelse på deltagerantallet, og hvem ve'... måske vi alle ville få en lidt bedre oplevelse?

7. Roskilde Festivals ide om det nye sort, med tilhørende DJ Tuborg var en fiasko. Der var ingen mennesker og rigtigt god plads.

8. Europe i Amager Bio var en katastrofe, som var usynlig for alle over 40.

9. Slayer udgav en elendig plade, som mange har bildt sig ind er god.

10. Iron Maiden udgav en endnu værre plade, som endnu flere tror er endnu bedre.

11. Mötley Crüe lykkedes med at sprænge skalaen for, hvor dårlig en koncert man kan give. Selv når forventningen var et freakshow, var koncerten på Sweden Rock elendig.

12. Bloodbath bør ikke spille live. Nick Holmes virker endnu mere ugidelig og charmeforladt, end når han er på scenen med Paradise Lost.

13. Ekstra Bladets pseudohistorie om, at de selv var bombemænd på vej ind for at sprænge Madonna i luften? Tak for lort.

Største ønske for 2016:

Jeg vil godt se en rigtig Guns n' Roses-koncert. Jeg er ligeglad med hvor i verden. De spiller, jeg kommer. Det er muligt, det vil være spild af penge og tid, men det er et hak, der mangler i skæftet.

Hvis Spotify eventuelt skulle implodere og trække tæppet væk under en syg industri, ville jeg nok åbne en flaske god champagne, eller fem, og invitere på pindemadder

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Jeg glæder mig faktisk til at komme tilbage til Roadburn. I år var der for få lyspunkter i programmet, men 2016-udgaven virker stærkt tillokkende. Derudover er det umuligt at sige, hvad jeg glæder mig til. De fleste ting, jeg har kunne forestille mig, har jeg set, prøvet eller gjort, så jeg håber, noget tager fusen på mig.