Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2015 – Mathias Nielsen

Populær
Updated
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen
Årsliste 2015 – Mathias Nielsen

Ifølge redaktøren har 2015 været et historisk elendigt musikår, men her giver han alligevel sit bud på, hvad der trods alt hævede sig over ligegyldighedernes sorte hav.

Årets internationale album:

1. Bell Witch: 'Four Phantoms' – De lukkede den sidste udgave af Heavy Days in Doom Town, da cirka alle havde fået nok af det hele, og da det samtidig begyndte at vælte ned med regn. Bell Witch’ psykedeliske funeral doom er mindst lige så stenet på plade, som den er live, men amerikanernes tredje album er deres næstbedste og fortjener klart at blive hyldet blandt årets bedste.



2. Napalm Death: 'Apex Predator - Easy Meat' – Barney & co. åbnede albumåret så tidligt, at de fleste nok har glemt det. Men det ændrer ikke ved den høje standard, som grind-veteranerne fortsat holdt på deres... hvad, 15. eller 20. album eller sådan noget? Utroligt, at 40 minutters tromlen af øregangene kan virke direkte festlig snarere end trættende. Jeg dånede allerede i januar.

3. All Them Witches: 'Dying Surfer Meets His Maker'
– Et skævt indslag og egentlig ikke særlig mædl. MEN det her er altså et Nashville-band, der spiller en blanding af psych, stoner metal og country – tilsat lidt mundharmonika og sydstats-slideguitar. Og så udkom deres plade fra i år på countryselskabet (!) New West Records. De ryger med garanti en masse ulovligt stads, men det har heldigvis medvirket til et af årets mest uforudsigelige og bedste albums.

4. Tribulation: 'The Children of the Night' – De fleste på redaktionen er enige om, at dette er en af årets bedste skiver, og jeg stemmer i. Ikke mindst i kraft af coveret, som prydes af Irma Vep fra stumfilm-serien ‘Les Vampires’ (se den). Heltemodigt mix af død og thrash, som det var svært at stå for. Også selvom den forrige plade var bedre, men lad nu det ligge.

5. Mondo Drag: 'Mondo Drag' – Hvad blev der egentlig af Black Mountain og Astra? Whatever, Iowa-bandet Mondo Drag leverede årets mest uopfindsomme og forudsigelige ladning psych/prog-rock med masser af orgel. Sådan et af de bands, hvor alle snakker om, hvor fedt pladeomslaget er, og hvor meget det bare ligner en lp fra 70’erne. Men uha, en høj standard og et sæt sange, der aldrig faldt til repetitions-patten eller varede mere end 7 minutter. For fans af Pink Floyd (før de begyndte at spille mappedyrsrock).

Årets danske album:

Igen en umulig opgave. Et svagt metalår, internationalt, og så sandelig også nationalt, men Halshugs debut holdt, og Denner/Shermann formåede at levere en række værdige riffs på debut-ep’en, selvom hr. Diamonds vokal selvfølgelig manglede. Var der ellers noget, der overhovedet rigtig gav mening?



Årets internationale hit:

Napalm Death: 'Smash a Single Digit' – Det var en af disse udladninger, der åbnede det sløje pladeår med et brag. Hit er måske så meget sagt, men skidtet hænger i hvert stadig fast.

Årets danske hit:

Red Warszawa: 'Sindssyg af natur' – Årets danske hit er næsten 20 år gammelt. Red Warszawa lukkede Copenhell med en festkoncert, og denne Slayer-hyldest af en klassiker var gemt blandt alle de andre hits. Herligt flashback til teenageårene i 90’erne og ikke mindst Hævi Hennings poesi.



Årets genfundne klassiker:

Mountain: 'Nantucket Sleighride' – Af mange forskellige årsager har denne roteret tungt på afspilleren i det forgangne år. Og så glemmer vi bare fuldstændig den triste koncert i Malmö nogle år tilbage.

Den overså jeg i 2014:

Thou: 'Heathen' – Doom-genren er på mange måder blevet en parodi på sig selv, hvorfor det giver mening at styre udenom om 9 ud af 10 bands inden for genren. Det var klart en fejl at droppe Thou og deres deres slæbende tunge, sludgede doom, der endnu engang holdt en høj standard her på 'Heathen'.



Årets bokssæt/dvd:

Bob Dylan: 'The Bootleg Series Vol. 12: The Cutting Edge 1965-1966' – Ikke spor metal, men til gengæld et ekstremt omfangsrigt kig ind i rockens historie. En milliard alternative versioner og fraklip fra Bob Dylans mest frugtbare og kreative periode i midt-60’erne er samlet her. Det var dengang, da han satte strøm til guitaren og sendte chokbølger og inspirerede en milliard bands. Metallen startede lidt senere, men det her måske et af startskuddene.

Årets koncerter:

1. Night Fever: Copenhell, 18-06-2015  – Spændende booking fra Copenhells side. Og det fungerede på den lille Pandæmonium-scene, hvor det københavnske band spillede pissehamrende højt, så der ikke var ekkoer af Exodus ovre fra Hades-scenen. Dén koncert snakkede alle om bagefter, men der var så meget gang i Night Fever, at jeg måtte nøjes med ‘Bonded by Blood’ og ‘Strike of the Beast’ fra veteranerne.



2. Jello Biafra and the Guantanamo School of Medicine: Lille Vega, 22-08-2015 – At denne koncert ender så højt, fortæller vel nok mere om koncertniveauet i 2015 end om den gamle Dead Kennedy-frontmands indsat i Vega. De mange politiske tirader ødelagde flere gange momentum, men når musikken endelig spillede, så var Biafra faktisk i overraskende overskudsform. Og der var selvfølgelig ikke et øje tørt under ‘California über Alles’, ‘Nazi Punks Fuck Off’ og ikke mindst ‘Holiday in Cambodia’.

3. Hoopsnake: Heavy Days in Doom Town, 03-05-2015 – Jeg kendte ikke meget til dette band inden Heavy Days in Doom Town, men det viste sig hurtigt at give mening at flyve dem ind fra Canada, blot for at spille på denne festival. Det var helvedes tung sludge på den ellers noget blodfattige sidsteudgave af HDDT, og de tre bandmedlemmer havde drukket (og røget) så godt til, at det også føjede lidt ekstra til festlighederne.

4. Young and in the Way: Roskilde Festival, 04-07-2015 – Hvor mange var vi? 20-30 publikummer, måske, da Young and in the Way lukkede Pavilion-scenen på dette år Roskilde. Det blev lidt for demonstrativt og påtaget hardcore, men man må give amerikanerne, at de lignede nogen, der var kommet for at jævne festivalen med jorden. For en kort stund glemte man helt, at dette års Roskilde gik over i historien som en af de klart svageste.

5. Saint Vitus: Copenhell, 18-06-2015 – Det var lidt af en unik chance at få mulighed for at opleve Scott Reagers tilbage i front for doom-legenderne i kølvandet på Winos problemer med illegale stoffer. Lad os se, om han bliver der. Hans indsats på Copenhell er i hvert fald mere end godkendt.

Årets internationale navn:

Cattle Decapitation – De udgav et af årets bedste album, men de er ikke med på min liste. Så nu får de i stedet denne plads. Ikke mindst i håbet om, at de tromler Roskilde godt og grundigt til sommer. “Fingers crossed”, som de siger i det sydfynske.

Årets danske navn:

Halshug – Der er ikke så mange at vælge imellem, så den her giver jo nærmest sig selv.

Årets nye internationale navn:

Misþyrming – Hvad med noget islandsk black metal, der eksperimenterer lidt mere, end den slags bands normalt gør? Også dette bands debut fortjener egentlig en plads på album-top 5’en. Så nu får de denne her.



Årets nye danske navn:

Denner/Shermann – Nyt navn, gamle gutter. Kommer der mon et helt album i 2016?

Årets comeback:

Exodus – Et kvarters koncert på Copenhell var nok til at overbevise mig. Nu er ham redneck-typen ude, og så kan man nemmere nyde disse fornemme gamle røvhuller igen.

Årets optur:

Stress, amok og Devilution – 2015 har af mange årsager været et af de vildeste, men jeg har taget det hele i stiv arm og lært en masse nye ting. Det har været optur. Det samme har det, at Devilution igen har haft et forrygende år, takket være vores mange flittige skribenter, der giver den gas bag tasterne året rundt. Selv mellem jul og nytår!

Årets største skuffelse:

At alle stadig tager et band som Ghost seriøst. Nu må det stoppe! Et lyspunkt var dog, at mange ovenpå tørvetriller-dobbeltalbummet i år langt om længe indrømmede, at Iron Maiden er et utroligt færdigt band – selvom de har været det i flere årtier.

Største ønske for 2016:

At der kommer mange flere gode plader og koncerter, nu hvor 2015 har været så historisk elendigt et musikår. Vi plejer at blive overdænget med suveræne koncerter, især i København, men i år har det godt nok stået tyndt til. Hermed krydsede fingre for en bølge opad. Og så at tiden går en kende langsommere i det nye år. Urealistisk, jovist, men det kunne nu være rart.

Det glæder jeg mig mest til i 2016:

Der er sgu rigeligt at se frem til. Men sjovest bliver det nok med de overraskelser, jeg endnu ikke kender til...