Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2016 - Henrik Østergaard

Populær
Updated
Årsliste 2016 - Henrik Østergaard

Årslister sucks, thi alle altid går glip af noget. Her er dog en lurvet personlig best of 2016, der blandt andet inkluderer Halshug, Alucarda, Thee Oh Sees, Fates Warning, G.I.S.M., With the Dead og Roadburn Festival. 

Årets danske album:

1. Halshug: ’Sort Sind’ – Jeg ved ikke med de andre af redaktionens medlemmer, der ligeledes fandt glæde i sortsindet i det forgangne år, men jeg spotter en snert af Nirvana i Halshug. Den brovte side af Nirvava i et møde med en sortsynet og toparrig dansk punk-ungdom anno 2016, forstås. Halshug er lige på og hårdt, pissemelodiøse og et oplagt band at feste til. Deres anden studieplade var desuden lige den tand bedre end deres første, hvilket ikke siger så lidt.   



2. Værket: ’Jealousy Hits’ – Der er dømt internationalt niveau. Jazz-prog, som den skal skæres. Det irriterer mig grænseløst, at jeg stadig ikke har set Værket live. 

3. Narcosatanicos: ’Body Cults’ – Der er igen dømt internationalt niveau. Jazz-psych, som den skal skæres. Det irriterer mig grænseløst, at jeg stadig kun har set dem spille live på Roskilde til en irriterende konceptkoncert, som festivalen i øvrigt ikke tillod at blive spillet færdig.



4. Baby Woodrose: ’Freedom’ – Rutinerede melodier dukker op på stribe på en plade, der er svøbt i et tekstunivers med eksistentiel relevans, og som i øvrigt bliver leveret af overlegne musikere. 

5. Alucarda: ’Rehearsal Promo 2016’ – Når et band smider en promo på gaden med så sikker musikalsk vilje og ditto oprigtig øverånd over sig, får man ikke ligefrem mindre forventninger til bandets kommende fuldlængde. Det var Alucarda, der i sidste halvdel af 2016 fik motiveret denne skribent til på ny at dedikere noget af sin tid til den danske undergrund.



Årets internationale album:

1. Thee Oh Sees: ’A Weird Exits’ – 
Her har vi en plade, der let som sneen danser i øregangen på lytteren, men som samtidig er fuld af ambitioner på den æggende rockmusiks vegne. Thee Oh Sees' 'A Weird Exits' vil vitterligt en noget. Tager man en sjat Dinosaur Jr. og blander det med kun en snert af den imødekommende, dansable side af Captain Beefheart, bevæger man sig hen imod det, Thee Oh Sees er. Det er imidlertid i kraft af især bandets garagerock-impulser, at de heldigvis mest bare er sig selv. Jeg kender langt fra nok med disse energiske og yderst produktiver melting-face-kometer til at vurdere, om denne plade – der i øvrigt kun er én ud af to studieplader fra i år er bedre eller ringere end deres utallige andre udgivelser, men at den er pladen, der har revet mig mest rundt i 2016, kan jeg sige med sikkerhed.



2. Dinosaur Jr.: ’Give a Glimpse of What Yer Not’ – Muligvis trioens bedste album siden gendannelsen i 2007. Det siger ikke så lidt.

3. Oranssi Pazuzu: 'Värähtelijä' – Hypen er godkendt. 

4. Fates Warning: ’Theories of Flight’ –Tillad mig at være nostalgisk og følelsesbetonet. Hvor er det skønt igen-igen at have Fates Warning tilbage. På deres tolvte studiealbum er amerikanerne som altid håbløst umoderne, men for de indviede byder Matheos, Alder og co. endnu en gang på en tidløs årgang bestående af sofistikeret røvballe-prog. Man savner Mark Zonder bag tønderne, but so be it.



5. Swans: ’The Glowing Man’ – Swans’ fjerde studiealbum siden gendannelsen i 2010 bliver angiveligt deres sidste i denne omgang. Det blev annonceret allerede inden, ’The Glowing Man’ blev udgivet. Den eksistentielt afprøvende musikalske spiritualisme, som Michael Gira på især de tre seneste af bandets plader har smidt i hovedet på lytteren som en sonisk krævende knytnæve, går linen ud på ’The Glowing Man’ og efterlader lytteren præcis så mættet, som vel kun Gira formår.  Vi ses i Den Grå Hal til marts.

Årets internationale hit:

The Cult: ’Dark Energy’ – Når de rammer den i røven, er der nærmest ingen, der anno 2016 skriver bedre eller mere rigtige rocknumre end The Cult. I ved, "rigtige" som i bas, guitar og trommer møder bredtfavnende rockmuskler, der tenderer storhedsvanviddet, men som i sidste ende har noget at have det i. Overordnet set kunne de britiske røvhullers tiende studiealbum desværre ikke følge med topklasseniveauet fra deres forrige udgivelse, men på dette åbningsnummer gjorde de alting rigtigt. 



Voivod – ’Silver Machine’:  En bobler til årets internationale hit er Voivods cover af de britiske psych-legenders ’Silver Machine’ fra 1973. Selvfølgelig kan coveret ikke nå den originale udgave med Lemmy på vokal til sokkeholderne, dertil mangler nummeret blandt andet et mere druggy feel. Men at opleve trommeslager Away gå Simon King efter i sømmene på sin egen nedbarberede punk-thrash-facon er æggende som bare fa’en, og enhver hyldest til Lemmy, den største af dem alle, tager vi selvfølgelig imod med headbangende kyshånd. 



Årets danske hit:

Baby Woodrose: 'Reality' – Om dette nummer skrev jeg i sin tid: "Har Baby Woodrose brugt de seneste fire år – tiden, der er gået, siden de udgav deres seneste studiealbum på blandt andet at brygge en form for tematisk statement sammen hvilket den nye plade overordnet peger på, at de sandsynligvis har ja, så er 'Reality' det autodidakte skoleeksempel på, at bandet i de mellemliggende år samtidig har fået gnedet rockpondussens beskidte ABC så stilsikkert ind i det mere eller mindre klassiske genrematerie, de praktiserer, at de, når de vil, synes at kunne præstere omtrent lige præcis det, de sætter sig for. Form og indhold går smerteligt godt sammen på især dette nummer". Nummeret synes ikke at kunne findes på nettet. 

Årets genfundne klassiker:

Pentagram: ’First Daze Here – The Vintage Collection’: Jeg kendte pladen til sokkeholderne på forhånd, men denne compilation bestående af sange, der alle er indspillet i Pentagrams helt tidlige år fra 1972 til 1976, forbliver sjovt nok (læs: semisørgeligt nok) bandets bedste udgivelse til dato, og det er indiskutabelt den plade, jeg har lyttet mest til i 2016. Og hey, ja, i øvrigt, ’Starlady’, som kan høres herunder, er, hands down, det bedste rocknummer nogensinde.



Den overså jeg i 2015:

Pas.

Årets fysiske udgivelse:

Horse: ’For Twisted Minds Only’ – Den første udgivelse siden 2014 til at udkomme på Rise Above Relics, Lee Dorrians musikhistoriske søsterselskab til Rise Above Records, der fokuserer på glemte rockbands fra de støvede nørdearkiver og med afsæt hovedsagelig i slut-60’erne/start-70’erne. Det britiske band Horse var et prototypisk metal-firkløver med noter af både prog og folk, der i 1970 lavede denne ene plade for efterfølgende at gå i glemmebogen. Det er egentlig ikke, at ’For Twisted Minds Only’ er den bedste plade, der siden søsterselskabets første udgivelse i 2006 er udkommet på Rise Above Relics. Skal der anbefales et par titler fra Relics, falder valget mere naturligt på ’Orexis of Death’ med Necromandus og ’Volume 1’ med Incredible Hog. Bare det at have en ny udgivelse fra Relics er dog en stor gevinst i sig selv. Lyden er sublim, vinyl-udgivelsen indeholder en omfattende booklet med masser af billeder og tekst, en plakat og en bonus 7”. Det er rart med udgivelser, der kræser om lytterens nørdede sider og inviterer til fordybelse i udgivelsen, man bruger tid og penge på.



Årets koncerter:

1. G.I.S.M.: Roadburn Festival, 15-04-2016 –Japanske G.I.S.M. fik bevist, at re-unions kan være the real deal. Bandets første koncert siden 2002, og tilmed deres første koncert uden for Japan nogensinde, var en blanding af provokerende, baldret punkmusik, støj, performance og kunstinstallation, og det skete ikke sjældent, at man spurgte sig selv, ”hvad skete der lige der!?” Det er ikke nødvendigvis alle koncerter, der skal hive en så kraftigt ud af sin komfortzone som denne, men det kan være berigende, når det sker. Fucking vilde japanere altså.



2. With the Dead: Copenhell, 23-06-2016 – With the Dead var gode på Roadburn, men deres midnatskoncert på Copenhell var en magtdemonstration. Heldigvis blev det i foråret annonceret, at det, vi var nogle, der frygtede, ville være et engangsprojekt, har en ny plade på trapperne i 2017. Lad det være et opråb til landets bookere om også at få dem til landet igen.



3. Gentlemans Pistols: Roadburn Festival, 17-04-2016 – Hvis Copenhell til næste år vil give sit publikum en rockgave af både uartig og fin kaliber, sørger de for at få britiske Gentlemans Pistols på plakaten. Da Copenhell alligevel har Carcass på plakaten i 2017, kræver det tilmed ikke alverden, thi Gentlemans Pistols har Carcass-guitaristen Bill Steer med i deres velspillende line-up. Man skal da i hvert fald lige love for, at Steer, James Atkinson og co. udviste et stort, stort format, da de gav en af deres desværre ret sjældne koncerter på Roadburn i år. Så ja, lad Bill Steer være rocknavnet på Copenhell i 2017, som Abbath var det i 2016. Giv manden to koncerter!



4. Jesu & Sun Kil Moon: DR Koncertsalen, 26-09-2016 – Vi har ikke været meget mere end 100 siddende publikummer i Koncertsalens bornerte rammer, da Justin Broadrick var på sit første besøg i Danmark i en menneskealder under sit alias Jesu. Her gav han og vennen Mark Kozelek aka Sun Kil Moon en små tre timer lang koncert, der føltes så intim som omtrent nogen koncert, jeg nogensinde har været til.



5. Tau Cross: Roadburn Festival, 16-04-2016 – Det var egentlig langt fra en lydefri koncert, Amebix-baronen Rob Millers nye band Tau Cross gav, da de på Roadburn spillede deres til dato eneste europæiske koncert. På bandets facebookside har de sidenhen skrevet, at der arbejdes på en skandinavisk turné, hvilket vi allesammen skal krydse fingre for. For når de var gode, var de sublime, og Tau Cross har trods alt lavet et af de senere års bedste metalalbum overhovedet og har et nyt album i på vej næste år. Koncerten fra Roadburn figurerer på denne liste lige så meget, fordi Tau Cross er med til at gøre én forhåbningsfuld på metalmusikkens vegne i det hele taget.



Årets internationale navn:


Pas.

Årets danske navne:

Lars Ulrich og Jacob Dinesen. 

Årets nye internationale navn:

Memoriam: Fra askerne af Bolt Thrower kommer Memoriam! Da Bolt Throwers trommeslager Martin Kearn døde i 2015, må det have efterladt et musikalsk vakuum hos bandets forsanger Karl Willetts, som på ny joinede kræfter med Andrew Whale, der sad bag tønderne i Bolt Thrower fra bandets begyndelse i 1986 og små ti år frem. I år udgav Memoriam så en 7” med to skarpe skæringer, ligesom de var at finde på flere europæiske festivalplakater, dog desværre ikke i Danmark. Vi har dem derfor også selv til gode, men glæder os til at byde dem velkommen både til Roadburn og Blastfest i Bergen. Forhåbentlig også på Copenhell eller Roskilde. 



Årets nye danske navn:

Pas.

Årets comeback:

David Bowie, smukt og paradoksalt. Men også hans ven Iggy Pop, der stadig står med ryggen rank, og som i 2016 lavede en plade, der muligvis ikke er et decideret stort værk, men som ikke desto mindre er en udgivelse, man også fremover vil vende tilbage til. 



Og Iggy Pop, ligeledes fordi han spillede dette suveræne nummer, da han i forsommeren var på besøg i Falconer Salen på Frederiksberg:



Årets optur:

Det var rart ikke at fejre jul til mit første besøg på Marduks Black Christmas Festival i Norrköping. Det var desuden fantastisk at se mine to venner i Gabestok give deres første koncerter både i Jylland og i hovedstaden. 

Årets største skuffelse:

Hvor skal jeg begynde?

Største ønske for 2017:

At Rush og Tom Petty & the Heartbreakers begge står øverst på plakaten for Roskilde Festival 2017. 

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Musikalsk set? Roadburn Festival. Altid Roadburn.