Årsliste 2016 - Kent Kirkegaard Jensen

For Kent var 2016 året, hvor sønnerne for alvor blev taget med til koncerter, mens musik fra Darkthrone, Metallica, Illdisposed og Devin Townsend var med til at præge 2016.

2016 blev året, hvor denne anmelder gik fra at være far til to sønner til at være far til tre sønner. Den klassiske efternøler kom på plads. Det var ikke specielt planlagt, men det skal det heller ikke nødvendigvis være. Alligevel blev der god tid til at nyde både ny og gammel musik, dansk såvel som internationalt. Både ved scenekanten og i anlægget. De to ældste sønner er nu så gamle (7 og 8 år), at de har hver deres anlæg på deres værelser, og min samling bruges flittigt. Det er rart. Endnu bedre var det at have dem med til koncerter ved flere anledninger. At forene det at være anmelder med at være far gør tingene lidt nemmere (læs: lettere at forklare fruentimmeret og bevare husfreden, når man for 27. gang på et år valfarter til enten Aarhus eller København for at se et band, som hun (og det har hun ret i) mener, at jeg har set og hørt 20 gange før). Så selvom jeg nu er far til tre knægte, betyder det ikke, at indsatsen nedtones. Tværtimod. Danskerne har stadig brug for et kvalificeret pejlemærke. Så hermed et bud på det bedste fra 2016.

Årets danske album:

1. Artillery: 'Penalty By Possesion'

Thrash fra Taastrup går åbenbart aldrig af mode. Her 30 år inde i karrieren formår de stadig at kværne plader ud, der emmer af kunstnerisk virkelyst, riff og et mod på genren og musikken i en grad, der er lige dele livsbekræftende og tilpas snerrende og oprørsk.

2. Dawn of Demise: 'The Suffering'

Silkerborgs fineste dødsmetalsorkester skuffede ikke, da de i sommer leverede årets bedste plade i genren fra kongeriget. En tung og stilsikker plade, der blev beskrevet som ".gedigent håndværk smedet af folk, der ved, hvad de gør."

3. Halshug: 'Sort Sind'

Det er ikke hver dag, der bliver kastet melodi og fængende riff ind i hardcore og punk, men det var ikke desto mindre, hvad Halshug gjorde på 'Sort Sind', og det kunne undertegnede godt lide. I en sådan grad at 'Sort Sind' har sneget sig ind blandt årets bedste danske udgivelser.

4. Aphyxion: 'Aftermath'

Dødsmetallen fra Ribe er blevet voksen på 'Aftermath'. Det band, der efterhånden kun er unge af alder, har så meget erfaring, at de nu for alvor begynder at kunne mænge sig med de etablerede i den melodiske ende af dødsmetalspektret. Nuvel, folkeskolen har ikke helt sluppet deres tag i Aphyxion, eftersom de i et projekt udbreder netop heavy metal i undervisningen. Det er en ædel opgave, og med 'Aftermath' har de bevist, at de er de helt rette ambassadører.

5. Denner/Shermann: 'Masters of Evil'

Undertegnede havde ikke lige set, at guitarparret fra hedengangne Mercyful Fate skulle komme med en af årets bedste plader. Det er ikke desto mindre tilfældet med 'Masters of Evil', der er spækket med riff af den gamle skole. Sammen med Artillery et bevis på, at den gamle garde stadig er relevante. Heldigvis!

Af boblere kan der nævnes Huldre, Myrkur og Dizzy Mizz Lizzy, der også alle udgav gode plader, som på hver deres måde fik placeret Danmark på det musikalske landskab i den tunge genre.

Årets internationale album:

1. Devin Townsend: 'Transcendence'

Af uvisse årsager har vi på Devilution ikke fået anmeldt dette monster af en plade fra Devin Townsend. Med 'Transcendence' har canadieren igen smedet en plade, der er lige så pompøs, som den er velskrevet og vellydende. Han er før blevet kaldt virtuos. Når man har hørt den seneste plade, er man ikke i tvivl om, at det prædikat stadig gælder.

2. Gojira: 'Magma'

Franskmændene skuffer ikke med deres opfølger til deres anmelderroste 'L'Enfant Sauvage', der gik sin sejrsgang i 2012. Med 'Magma' gør Gojira det igen i 2016. De har en dybde og en lyd, som gør, at de stikker ud fra deres samtidige.

3. Darkthrone: 'Arctic Thunder'

Med Nocturno Culto tilbage på vokalen har Darkthrone også fundet tilbage til deres sorte og dystre ophav på 'Arctic Thunder', der om nogen plade i 2016 fik vist, at Norge stadig er relevante inden for black metal. Darkthrone har altid gjort tingene på deres helt egen måde, og det gør de stadig. Her gør de det også godt!

4. Megadeth: 'Dystopia'

Dave Mustaine er lidt ligesom katten med de ni liv. Trods nogle til tider magre plader og koncerter bliver den snerrende guitarist ved med at genopfinde sig selv og bandet. I år blev det til 'Dystopia', der har gjort Megadeth relevante igen. Nok er han speciel, introvert og god for kontroversielle udtalelser og citater på internettet, men som musiker trumfer han alle disse ting, og når bare musikken får lov at tale, er Megadeth stadig en magtfaktor. Der er blevet skiftet lidt ud i kulissen, og de nye folk er præcis lige så kompetente, som Mustaine altid kræver. Og det høres på pladen. Thrash i international topklasse, som hans tidligere band ikke helt kan leve op til anno 2016.

5. Inquisition: 'Bloodshed Across the Empyrean Altar Beyond the Celestial Zenith'

Lige så lang og snørklet titlen måtte være, lige så relevant og speciel er den amerikanske duo, når de udfolder sig på deres seneste opus. For det er noget af en udgivelse, Inquisition her har begået. Der leges med de klassiske dystre elementer i den sorte genre, og de væver det hele sammen på deres helt egen interessante måde. Bestemt et lyt værd.

Årets internationale hit: Devin Townsend - Stormbending

Pompøst og melodisk. Præcis som vi kender Devin Townsend post-SYL.



Årets danske hit: Volbeat - 'For Evigt'

Volbeat er det største band, vi nogensinde har haft i dansk (metal)musikhistorie. Med Johan Olsen fra Magtens Korridorer på gæstevokal lavede Volbeat i sommer en reprise af 'The Garden's Tale' og fik kæmpe succes med det i den folkelige del af Danmark. Mange med tungmetal i knoglerne rynkede på næsen af nummeret og deres seneste plade 'Seal the Deal & Let's Boogie', men gennemslagskraften er så stor, at det vil være tåbeligt at forbigå deres succes i tavshed.



Årets genfundne klassiker: Pantera: 'The Great Southern Trendkill'

Mens Phil Anselmo gjorde sig yderst uheldigt bemærket med nogle tvivlsomme ord og fagter fra scenekanten i 2016, fyldte 'The Great Southern Trendkill' samtidig 20 år. Den blev selvfølgelig genudgivet, men originalen er naturligvis stadig den rigtige udgave, og både dengang og i dag er det den mest vrede plade, der nogensinde er udgivet. En stor langemand til alt og alle, nu som dengang. Derudover samtidig en forbandet velskrevet plade med masser af lækker guitar fra Dimebag Darrell. Fuldstændig blottet for leflen for pladeselskab eller lytter. Bare ren aggression og riffs. Måske den mest kunstnerisk rene plade fra Pantera, og det kan høres. Så ondt. Så dystert. Så smertefuldt. Så afstumpet og ligeglad med, hvad alle andre måtte mene eller tænke. Bare 100 % ufiltreret Pantera. Smukt.

Det overså jeg i 2015:

Wacken Open Air.

Årets fysiske udgivelse: Matt Taylor: 'Back To The Front' – Den perfekte bog om Metallicas bedste plade, 'Master of Puppets'. Så gennemarbejdet, at man som fan ikke behøver at vide mere om tiden før, under og efter indspilningen af pladen. Hele perioden gennemgås minutiøst og krydres med anekdoter og souvenirs fra førstehånd. Den perfekte julegave til nørden, der også godt kan lide at læse om musik.

Årets koncerter:

1. Iron Maiden: Boxen, Herning - 21-06-2016

En tur i Boxen i Herning med de to ældste drenge blev årets bedste. Iron Maiden var i topform, og deres 'Book Of Souls' lød bedre fra scenekanten end i anlægget. Oplevelsen blev krydret med, at vi tre drenge fra Nordjylland fik et svedarmbånd fra selveste Steve Harris med derfra som souvenir. Så bliver det ikke ret meget bedre for undertegnede, hvis rolle som familiefar nu for alvor begynder at smelte sammen med virket som anmelder. For drengene var også med, da Volbeat gæstede samme sted, og naturligvis også til AC/DC i Aarhus. Begge udmærkede koncerter, men ikke nok til at komme i top 5.

2. Solbrud: Langenæskirken, Aarhus - 29-08-2016

Det var en speciel oplevelse at se og høre black metal i en dansk kirke. Solbrud spillede godt og intenst, og atmosfæren afspejledes af den kulisse, som Langenæskirken var. Respektfyldt og eftertænksomt. Markant anderledes end alle andre koncerter i 2016.

3. Marduk: Voxhall, Aarhus (RMF) - 09-04-2016

Marduk er lidt af en kæledægge her på Devilution. Vi er mange, der godt kan lide dem. Denne aften på Royal Metal Fest nåede vi klimaks under sangen 'Blond Beast', hvor trommerne i den grad stak ud på den gode måde, og så var både fødder og nakke ellers i takt resten af aftenen. Når orkestret spiller godt, lyden på spillestedet sidder lige i skabet, og publikum er tændte, så er der ikke så meget at komme efter.

4. Chris Cornell: Musikkens Hus, Aalborg - 13-05-2016

Giv Chris Cornell et spillested, der er skabt til ren og god lyd, og han fylder den med samme. Han har en god stemme, er en god fortæller og en talentfuld sangskriver. Det er ikke alle forundt at kunne fylde en scene ene mand. Det kan Chris Cornell uden overhovedet at anstrenge sig. I Aalborg gav han en god koncert, der vil blive husket for den rene lyd, den klare stemme og de fornøjelige fortolkninger af eget og andres materiale. Sublimt.

5. Illdisposed: Voxhall, Aarhus - 03-06-2016

Illdisposed fejrede både en ny plade og 25-årsjubilæum på hjemmebanen i Aarhus i sommer. Med 'Grey Sky Over Black Town' havde de en god anledning til at give koncert, og med sig havde de den tidligere guitarist i bandet, Lasse Bak, på et nummer mod slutningen af koncerten. Det her var en af de aftener, hvor Illdisposed med al tydelighed fik vist folket, hvem der har været en grundpille i dansk dødsmetal gennem tiderne.

Årets internationale navn: Metallica

De store drenge er aktuelle med ny plade og afkrævede holdningstilkendegivelse fra alle. Det er ikke en egenskab, der på nogen måde er alle bands forundt. Metallica er i en liga for sig selv, så når de udsender en plade, der ikke falder igennem, så skal man virkelig gøre noget særligt for at toppe det.

Årets danske navn: Volbeat

Lidt samme argument som med Metallica. Volbeat løb med opmærksomheden, og det er sådan set fortjent. Store koncerter på både Nibe Festival, i Boxen og Forum samt deres annoncering af en koncert i Parken, der allerede efter få dage blev udsolgt, betyder, at Volbeat bare er årets danske navn uden konkurrence. Ikke siden Shu-Bi-Dua og Gasolin' har et dansk orkester kunnet spille Parken op. Det gør Volbeat nu. 45.000 mennesker. Det er helt vildt. Med deres metalliske ophav og historien in mente er det ikke usandsynligt, at vores genre får lov at være repræsenteret ved et enkelt opvarmningsband eller to. Selvom rigtig mange i miljøet godt kan lide at vrisse lidt ad Volbeat er der næppe det metalorkester, der vil takke nej til tjansen i nationalarenaen. For når det regner på præsten ... og det i sig selv er argument til for at anerkende Volbeats succes.

Årets nye internationale navn: -

Pas. Jeg har desværre ikke haft tiden til at opsøge morgendagens internationale stjerner i år. Der er ikke meget first-mover over denne anmelder anno 2016, hvor tiden er gået med koncerter og familieforøgelse.

Årets nye danske navn: Halshug

Det her punk og hardcore med melodi inde over bør få vind i sejlene efter et vellykket 2016.

Årets comeback: Metallica

Nuvel, 'Hardwired...To Self-Destruct' er ikke deres bedste plade, men det er også så langt fra deres værste. Den har sine momenter og sparker giganterne frem i bussen og gør dem relevante igen. Vi håber, at deres fire koncerter i Royal Arena i februar 2017 bliver lige så mindeværdige som de fem i Forum i 2009. Det er nærmest uforskammet at håbe på det, men vi gør det alligevel. Det er jo Metallica!

Årets optur:

At have mine to ældste sønner med til koncerter med både AC/DC, Iron Maiden og Volbeat. Det er skønt at kunne give musikken videre til næste generation. De vil oprigtigt gerne med, og det er sådan nogle far-søn-ture, som alle parter nyder.

Årets største skuffelse:

Festivalerne. Som fast inventar på Copenhell, Aalborg Metal Festival, Wacken Open Air, Royal Metal Fest og sommetider også andre af de danske festivaler var der ikke i år nogle særlige højdepunkter, som sådan for alvor stak ud. Nuvel, Black Sabbaths afsked på Copenhell var specielt, men det var ikke specielt godt. Ozzy kan jo ikke synge mere. Men vi fik sagt behørigt farvel til genrens ophavsmænd. Bevares. Der var bare ikke de store koncerter, hvor vi sådan for alvor blev blæst bagover af band og stemning.

Største ønske for 2017:

At Metallica fyrer på alle cylindre i Royal Arena. De to ældste sønner skal med til koncert #2 af de fire, om søndagen, hvorfor jeg håber, det er her, Metallica topper i København i denne ombæring. Derudover at festivalerne igen bliver vært for noget mindeværdigt. For det er sgu til koncerterne, at denne genre for alvor giver mening!

Det glæder jeg mig mest til i 2017:

Førnævnte koncerter og festivaler. Både Mayhem og Emperor giver særlige shows på Wacken Open Air i 2017. 'De Mysteriis dom Sathanas' og 'Anthems to the Welkin At Dusk' fremføres i deres helhed på de tyske pløjemarker, der samtidig også indvier deres nye drænanlæg. Så mens mit ellers så stærke forhold til Wacken har været lidt for nedadgående de sidste par år, så ser jeg 2017 som den store comebackmulighedfor begge parter. De har lagt sig i selen for at undgå mudder og har booket nogle interessante navne. Så må jeg også hellere gøre mit for at komme festivalen i møde. Det samme med de andre festivaler, hvis de gør noget ud af sig selv.